Ærøsk restaurantperle er åbnet på Østerbro. Lever den op til hysteriet?

Det franske køkken møder Ærøs fornemmeste råvarer på Arnfeldt Hotel & Restaurant i Ærøskøbing. Nu kan man få syn for sagen på Østerbro, hvor vores anmelder særligt hæftede sig ved en helt fortryllende efterårsservering.

Ærøsk restaurantperle er åbnet på Østerbro. Lever den op til hysteriet?
Offentliggjort

Der var salsa-vibrationer i køkkenet og fuldt hus, da Manja Mikkelsen med stort smil tog imod os i døren til Arnfeldt.

Hun har sammen med sin franske partner Ariel Calabrese drevet Arnfeldt Hotel & Restaurant på Ærø siden 2022, og mens hotellet holder vinterlukket, har det unge par åbnet deres nye restaurant på Østerbro og taget de bedste råvarer fra øen med sig. Ariel Calabrese, der skulle have stået i køkkenet, var denne aften blevet afløst af Julián Rodríguez (tidl. Bottega Barlie) grundet sygdom.

Menuen var ren a la carte-deleretter inspireret af Rodríguez’ egne mexicanske rødder, mens vinkortet holdt sig til fransk terroir med både naturvin og konventionelle vine.

Vi lagde let ud med orangevin, Riesling Macération Carrière 2019, og dertil fik vi en spicy oyster shooter lige i smasken. Havfriske østers ved siden af en potent bloody mary lavet på mezcal samt en mexicansk chutney, som var smurt på glassets kant. Hurtigt fik vi klistrede hager af chutneyen, som havde en dyb aromatisk smag af chili, tamarind og karamel.

Derefter fulgte crudo på aborre med syltede grønne tomater fra Ærø, grøn chili, radise og koriander. En rå fiskeservering hører selvfølgelig en mexicansk aften til, men ”ceviche-trenden” i København har efterhånden gjort det svært at være original – således gik denne crudo også hurtigt i glemmebogen.

Heldigvis fulgte tre serveringer, der ramte plet: ceasar salad med ansjoser, majskolbe med chipotlemayo og tajín (chili/lime-krydderi) samt lange en papilotte med kantareller og huitlacoche (en svamp på majsplanten, også kaldet ’corn smut’). Sidstnævnte var en fortryllende efterårsservering gemt i en lille pakke af halvbrændt bagepapir, hvor dampende varm fisk lå svøbt i cremede svampe med runde, chokoladeagtige chilinoter og friske gule kantareller på toppen.

Vi tog en kunstpause udendørs i den kølige oktobervind med et herligt glas ufiltreret Ami Côte de Nuits-Villages 2021 i hånden, og der var ret tomt i lille Willemoesgade. Der er ikke nær så mange gode restauranter i Østerbros små sidegader som på Vesterbro, men det nye Arnfeldt har potentialet til at fange de unge gourmeter og naturvinselskere – og ifølge vores tjener skulle der også snart komme udendørs varmelamper op. Det lyder som en god idé.

Vi trak indenfor og fik afslutningsvis en ostetallerken med ren comté (9 mdr. og 24 mdr.) fra nærliggende La Fromagerie samt chokoladeganache med havsalt og olivenolie. Efter en aften med snurrende chili, limekrydderi og sprut var desserten en smule fejlplaceret - et strejf af røg eller chili havde helt klart løftet den.

Konklusion

Aftenens menu var lidt en ”undtagelse”, da køkkenchef Ariel Calabrese var syg, og derfor var der emergency takeover med mexicanske Julián Rodríguez.

Jeg kan godt komme i tvivl om, hvorvidt hotelejerne Manja og Ariels elskede ærøske råvarer fik lov at spille førsteviolin denne aften, men der skal lyde stor ros for flot afstemte serveringer med pikant touch og glimrende værtskab.

Jeg fik god sved på panden og varme i kroppen, men jeg har stadig til gode at opleve Ariels franske fortolkning af, hvad Ærø har at byde på, og der er nok ikke anden løsning end at vende tilbage til en bid Ærø og et glas naturvin i varmelampernes skær.

Tre ud af seks stjerner.