Alvaro Palacios kæmper mod Peter Sisseck om at være Spaniens største vinkonge: ”Folk kalder mig garnachas mester”

Man kan godt kalde ham garnachas mester. Selv efter flere års revival for carignan på hjemmebanen i Priorat er Alvaro Palacios endnu ikke overbevist om carignans egenskaber som medskaber eller endda soloskaber af vinøs storhed.

På den anden side er der også kritiske røster om mandens forståelse af garnacha. Tidens tone kræver lys, sart, nærmest ikke-ekstraheret garnacha, og sådan er Alvaro Palacios’ fortolkninger ikke. Der er dog også sket noget med hans forståelse af Spaniens ’pinot noir’.

Alvaro Palacios er muligvis Spaniens højst profilerede vinmenneske – sammen med sin gode ven Peter Sisseck – og jeg har ikke mødt ham før. Hans enkeltmarksvine fra Priorat, l’Ermita, og Bierzo, La Faraona, er sammen med netop Peter Sissecks Pingus Spaniens dyreste vine, og han bruger ikke mobiltelefon, men skal kontaktes gennem en personlig assistent; set ude fra en aura af utilnærmelighed og stjernenøkker, men intet kunne være længere fra sandheden.

Alvaro Palacios har fæstende øjenkontakt, taler lystigt og entusiastisk om sin egen historie og udviser endda sund ydmyghed over for sin egen stilistiske søgen og sin egen betydning for opfattelsen af spansk vin internationalt. Han har været med til at forme det moderne Vinspanien.

Alvaro Palacios stammer fra det sydlige Rioja, den zone konsortiet for nogle år siden omdøbte til Rioja Oriental efter i mange år at have kaldt det Rioja Baja, men på spansk sender noget, der er ’nedre’, også trælse signaler.

Dernede på familieejendommen ved Alfaro har Alvaro Palacios bevist med blændende tydelighed, at garnacha også kan store ting i Riojas noget køligere klima sammenlignet med Priorat.

Garnacha spiller anden eller tredjeviolin i Rioja, men har altid domineret i det lunere sydøstlige Rioja, hvor kontinentaliteten er mere udtalt, og hvor tempranillo ville miste sin karakteristiske syre efter Rioja-forhold.

De to projekter kører han selv, mens hans mest interessante projekt lige nu, efter min mening, er Bierzo-markerne oppe i højderne over landsbyen Corullón, hvor Alvaros nevø, Ricardo Pérez Palacios, er det krølhårede menneske i marken og i vineriet.

Alvaro Palacios ved dog et par ting om højlandsvin og gik fra starten med ind i projektet, som til daglig ledes fuldstændigt af Ricardo.

Alvaro Palacios er et søgende menneske. Han stillede sig ikke tilfreds med blot at overtage familieejendommen i Rioja og kunne slet ikke acceptere den konservatisme, som dengang herskede i hele Rioja. Han ville skabe, og han havde set, at der ude i verden var stigende fokus på stadig mindre lokaliteter, enkeltmarker og forskelligheder i udtryk efter mesoklima og jordbund.

Engang var der bevidsthed om det i Rioja, men ikke i 1980’erne, hvor Riojas succes var baseret på kæmpebodegaer med dynger af amerikanske egefade i kælderen og brands, der trak frugt fra alle verdenshjørner for netop at udviske det specifikke steds personlighed.

"Min far sendte mig til Bordeaux, fordi det var dér, verdens største vine blev lavet, og Rioja har haft historisk forbindelse dertil, men jeg kom hjem med et vinideal, som ikke var teknisk og generisk stilbestemt. Jeg arbejdede hos Christian Moueix på Petrus og Trotanoy og så, at stedet betød noget – den specielle plet på jorden, hvor netop den vin kom fra, gjorde vinene vildt forskellige. Det fascinerede mig.

Jeg rejste til Priorat, hvor min far havde venskab med Barbier-familien, som dengang tjente pengene fra familiefirmaet i Tarragona, men jeg blev personlig ven med René Barbier.

Han havde lokkende visioner for Priorat. Munkenes fine historiske vin skulle genskabes, Priorat skulle tilbage til fortidens storhed. Det ulmede deroppe. Jeg elsker potentiale, uforløst potentiale," siger Alvaro Palacios.

I modsætning til hvad mange tror, så har Alvaro Palacios’ ideal altid været fortidigt. Opdateret fortidigt.

"Min vigtigste erkendelse gennem karrieren har nok været, at de vidste det hele udmærket i gamle dage."

Hans eneste smutter er efter eget udsagn anvendelsen af de internationale sorter som cabernet sauvignon og merlot. De egner sig ikke til de vilde og ekstreme forhold i skiferbjergene i Priorat, men selv den smutter må betragtes som et læreskridt på vejen.

I dag bruger Palacios udelukkende de historiske garnacha, cariñena og ikke mindst de oprindeligt plantede, garnacha blanca, macabeo og picapol blanco og picapol negra, der står i l’Ermita-marken.

"Det er postmoderne arrogance at tro, at fortidens vinbønder ikke anede, hvad de plantede i marken. De har helt sikkert vidst, at hvide druer kunne tilføre friskhed og syre til vinen i varmen. På samme måde fandt jeg ud af, at der hjemme i Alfaro var plantet bobal, viura, tinta velasco og moristel i Valmira-marken," siger Alvaro Palacios.

Og han fortsætter listen af gammeldags tiltag, han praktiserer; typisk op til 60 dages maceration på garnacha, intet nyt egetræ og kun store størrelser og ikke mindst markarbejde med muldyr. Han kæmpede indædt for indførelsen af landsbyvin og ikke mindst enkeltmarksvin i Priorat, som Bierzo nu også indfører.

"Mit ideal er burgundisk, det er markkompleksiteten og erkendelsen af niveauforskel i markernes evner, der har skabt Bourgognes grandeur – den vej skal vi også, siger han og slikker sig lydeligt om læberne, idet han taler om kalkstenens betydning for vinens struktur.

Valmira er min bourgogne. Det handler om garnacha på metertyk kalksten med højt niveau af aktivt calciumkarbonat."

Han nævner samtidig den markant anderledes mundfølelse, som skiferen og den uvirkeligt næringsfattige jord i Priorat og Bierzo giver. Reduktionsproblematikker er ikke unormale dér, og for mencia-druen i Bierzo er det nærmest endnu vigtigere end for garnacha at plukke præcis på det tidspunkt, hvor syren IKKE er faldet endnu.

Han kender nu mencia så godt, at han også tillader sig at betragte sig selv som mencia-ekspert. Han griner højt og siger:

"Folk kalder mig muligvis garnachas mester, men jeg vil hellere sige, at jeg fokuserer på de druer, der historisk har stået det sted, jeg måtte falde for – det blev tilfældigvis garnacha og mencia. Og cariñena og moristel. Og …," slutter han og kunne blive ved med ekkoeffekt.

Alvaro Palacios slubrer igen. Jeg fornemmer, han godt kan lide læskende vin.

Alvaro Palacios’ vine importeres afH.J. Hansen Vinhandel/Vinspecialisten og kan købes her.

Palacios’ 3 enkeltmarks-vine

Ricardo Pérez Palacios bliver nok ikke helt tilfreds, når jeg tager La Faraona med under Alvaros portefølje, men Alvaro VAR med fra starten og bakkede mere end op om nevøens ambitiøse og idealistiske planer i Bierzo. Ved enkeltmarkssmagningen for nylig på Nimb i København havde han da også alle tre topmarker repræsenteret i tre årgange.

Quinon de Valmira, Rioja

Tre gyldne hektar Rioja Oriental, højtliggende på massiv kølig kalksten. Garnacha-baseret med lidt bobal, viura og moristel. Fremstillet med delvis helklasemaceration og udelukkende på store foudre. Muligvis smagningens største chok, aldeles ulig al anden rioja, selv de garnacha-dominerede, som efterhånden findes i pæne mængder.

The Pinot Noir of the South kalder man garnacha, og her giver det mening. 2015 er proppet med skovbær, Campari, grangrene og lille løftet flygtig syre, diskret lædertone og sart tannin. Elegance på meget højt niveau.

2016 er betydeligt dybere, men også endnu finere, ædlere, parfumeret og forfriskende. 2017 svævende garnacha, lys rød frugtighed med sorte dybder, men stadig forfinet. Skovbær igen, tannin som en vosne-romanée og eftersmag i minutlængde – ikke helt på 16’erens niveau.

L’Ermita, Priorat

Måske Spaniens mest hypede vin og med god grund. Mange tror, den er voldsom og brusende, folk er skræmt af Priorats amokløb i modenhed i 00’erne, og stilen findes stadig, men l’Ermita handler om garnacha-koncentrater med friskhed. 2011 lægger ud med uendelig dybde, berusende, inciterende næse, brombær, korender, dyb balsamisk og bibelsk duft uden nogen form for overmodenhed. Rustik og cremet på samme tid.

Det bliver endnu bedre med 2014, hvor stenstøv, timian, sved, spidskommen, sumak og skovbær moses i en morter. Rosenpeber og granatæblekerner frisker, mens smagen er præget af absurd syre, jeg ikke aner, hvor kommer fra, men vinens pH-værdi siger 3,16, og det ligner rieslings.

2016 er fantastisk, og her passer ordet i sin oprindelige betydning, ikke i den misbrugte betydning som oppustet positivisme. Vitterlig fantastisk. Grønkrydret hindbær, rødkrydret vermouth, ribs, lavendel, teksturen er som silke, vævet tapet, IPA-bitterhed og friskhed ude i stratosfæren.

La Faraona, Bierzo

Jeg elsker mencia, men lige i øjeblikket skiller vandene omkring modenhedsopfattelsen. De gode går til den urtede side, mens de dårlige går til diesel- og rosinsiden. La Faraona har flirtet med den forkerte side, men ingen af årgangene her gjorde.

2009 var sort og læderpræget, nærmest som sangiovese med rust og blod, mørk chokolade og vermouth. Tertiær i smagen og med bagekrydderier i eftersmagen og lidt bister bitterhed. 2012 var et betydeligt trin op. Vild vermouthnæse, malurt, blodrod, slåen og reduktion, bitterhed, ja, men pakket ind i moden frugt.

Mikroskopiske 555 flasker blev der lavet. 2016 er Bierzo-perfektion. Urtekrydret, berusende, bjergtagende, smuk, ædel, nobel, elegant, løftet aromatisk, storslået og uendeligt langt fra banal koncentration. Marken ligger i 900 meters højde og har absolut ingen næring i jordens cambriske forvitrede skifer. 2016’eren rykker min forståelse af mencia i Bierzo.