Amerikanerne vil have karrysild og remoulade: Et mindre dansk mademperie har rejst sig i New York
På det seneste har der har været slået et stort brød op omkring dansk mad i New York, og op til flere gourmetkokke har bevæget sig ud i kunsten at introducere amerikanerne for dansk og nordisk mad – med større og mindre held. På The Lower East Side har danskerne Sebastian Bangsgaard og Sebastian Perez nu opbygget et mindre madimperie med café og coffee-shop, catering, bageri og en online købmandsforretning, som har alt fra frikadeller og sild til friskbagt rugbrød og pandekager med is på menuen.
Vi husker nok alle Claus Meyers stort anlagte Great Northern Food Hall på Grand Central Station midt på Manhattan. Det dyrt anlagte projekt endte lidt a la Gasolins USA-eventyr i 70’erne: Meyer vendte næsen hjemad, og i dag står kun de tomme stande tilbage og runger højt mod loftet i den ellers imponerende Wanderbilt Hall.
I en by hvor maden er lige så ikonisk som dens seværdigheder, skal man stå virkeligt tidligt op for at konkurrere med a New York slice, en klassisk sub, en bagel with a schmear, ja, selv en no-soup-for-you-suppe.
Men når betonen i den urbane jungle slår sprækker, så spirer nye og interessante vækster frem. Ikke mindst Downtown, hvor to danskere har åbnet noget så eksotisk som en dansk deli og coffee shop på Manhattans Lower East Side kaldet 'Smør'.
Annonse
To danskere i New York
Forud for åbningen af Smør i 2019 havde de to entreprenører, Sebastian Bangsgaard og Sebastian Perez, med deres baggrund som hhv. fagudlært kok fra København og International Marketing fra Baruch College i New York, arbejdet sammen på en, nu lukket, dansk restaurant i TriBeCa. Her havde de oplevet, hvordan dansk mad oftest præsenteres i New York: Fin, fornem, fine dining. Nordic Food Movement. Gourmet, gourmet, gourmet.
Som kontrast til den ophøjede restaurantoplevelse fik drengene smag for de mere klassiske danske retter og noget så amerikansk som comfort food. Et enkelt koncept, der ikke kun taler dansk, men også tilgodeser den mere simple amerikanske smagspalette til både morgenmad, frokost og aften. Alt sammen i et strømlinet skandinavisk look, tilpasset drengenes lokale neighborhood.
Men inden de fire bogstaver S-M-Ø-R kunne beklæde facaden på East 12th Street og Avenue A, greb de to Sebastian'er hverken potter eller pander, men derimod telefonen, for at kunne realisere deres drøm om den danske – tør man sige det; hyggemad.
”Vi startede med at lave cold calls til hundredvis af virksomheder, for at sælge dem på idéen, om at de skulle prøve vores smørrebrød. Og efter et par måneder havde vi fået kontakt til alle de store danske virksomheder her i New York. Efter seks måneders hårdt arbejde kunne det lille hjemmekøkken ikke rumme den størrelse af events vi nu caterede til. Og nu var det ikke længere os der ringede til kunderne; kunderne ringede til os,” siger Sebastian Perez.
The Lower East Side er nok en af Manhattans mest eklektiske neighborhoods. Her er diversitet en livsstil og Alphabet City er i særdeleshed ”a city that never sleeps”. Så det var med spænding, at de to entreprenører kunne slå dørene op til den danske café.
Annonse
Bag den garage-lignende facade gemmer sig et lyst og indbydende lokale i et skandinavisk look med lyse møbler og kig til køkkenet.
Efter et par år på blokken huser Smør i dag et blandet klientel af såvel unge hipsters, scandi-files (amerikanere med en forkærlighed til alt skandinavisk, red.) og dem, som de selv kalder Hr. og fru Danmark.
På menuen er velkendte danske klassikere som smørrebrød med sild, røget laks og hønsesalat med bacon – serveret på hjemmebagt rugbrød. Og naturligvis kan man også få frikadeller og sågar pandekager med is. Side om side er der også mere moderne, amerikaniserede retter som ’Bowls’ og salater.
”Det er en del af vores smørrebrødskoncept, at maden laves friskt og foran gæsten. Det er en vigtig oplevelse for amerikanerne og for os, at gæsterne ser, at vi ikke er et kedeligt ’grab and go'-køleskab. Det tager jo kun 3-5 minutter at smøre en mad,” siger Sebastian Bangsgaard.
Men hvordan har newyorkerne taget en dansk delikatesse som karrysilden til sig?
”Vores sildemadder har rent faktisk solgt bedre, end vi havde forventet. Det skyldes nok New Yorks store jødiske befolkning. Deres ingredienser er meget lig de nordiske. Den typiske jødiske sild er utroligt saltet, hvor vores er mere sur/sød. Den danske sild er helt klart lettere for newyorkerne at gå til. Faktisk er karrysilden blevet lidt af en fan-favorit. Selv for børn, da den er mindre fisket og har den cremede karry og det friske æble.”
Annonse
En corona-baby
Det er ingen hemmelighed, at corona ramte New York hårdt og hurtigt. Som en mavepuster satte pandemien en stopper for en af newyorkernes yndlingsaktiviteter: At gå på restaurant.
I en by hvor alting har åbent hver dag, var det en kæmpe indskrænkelse af newyorkernes frihed, at de i godt tre måneder var afskårede fra at gå ud. Med ét blev det tydeligt, hvor hård en business restaurationsbranchen er. Og da borgmester Bill de Blasio hen over sommeren 2020 gav tilladelse til udendørsservering, var der flere restauranter, der allerede havde mistet alt og drejet nøglen om.
Udover New York stod hundredvis af detail- og restaurationslokaler tomme og gav associationer til de tidlige 1980'ere, hvor New York ikke var den gentrificerede storby, som vi kender i dag, men derimod en farlig smeltedigel af kriminalitet, hjemløse og lyssky aktiviteter.
Hvem skulle have troet at en kombination af udendørsservering og hudsultne newyorkere ville redde en hel branche?
Trods sommerens høje luftfugtighed med bagende varme eller vinterens bidende kulde, så omfavnede newyorkerne udendørsserveringen med åbne arme og reddede derved mange restauranter fra en ellers uundgåelig død.
Også på The Lower East Side var der gang i udeserveringen. Smør holdt forretningen kørende med sine to-go-ordrer og ikke mindst ved at skalere ned på menuen og fokusere på endnu en dansk klassiker, hotdogen.
Enhver newyorker vil med et slet smil på læben bekende kulør til byens ikoniske hotdogs, der sælges fra de lige så ikoniske hotdog-vogne. Men en dansk hotdog skiller sig ud fra en amerikansk ved sit sprøde knæk og sin fyldige smag. Derudover er det nok som med silden, at kombinationen af det sur/søde vinder.
Men det var ikke kun hotdogs, der førte Smør-drengene igennem pandemien. For med lukningen blev der også tid til at videreudvikle forretningskonceptet. Og som en anden covid-baby lancerede Smør et online-marked med danske delikatesser og merchandise.
Kendte klassikere fra køkkenet som hjemmemodnede sild, gravad laks og den undervurderede magiske, danske ’salsa’ (remouladen) var at finde i Smørs købmandsforretning.
Det nye koncept, Smør General Store, tog hurtigt fart og med onlinebestillingerne gik det lille danske madmarked hurtigt fra at være en lokal Downtown-affære til at blive et hit hos de mange danskere i Brooklyn og videre ud i USA.
”Vi havde i lang tid snakket om at gå ind i onlinesalg. Corona-nedlukningen kanaliserede helt sikkert den idé hurtigere, end vi havde planlagt. I dag er folk superglade for at have fået muligheden for at kunne købe deres remoulade og andre danske specialiteter,” bekræfter Sebastian Perez.
Den svære to’er
Hvis der er noget Smør-drengene har bevist, så er det, at de ikke tager noget for givet. De holder bolden kørende og videreudvikler konstant deres koncept. Og allerede nu har de to Sebastian'er location nummer to i sigte:
”Vores ambitioner for brandet Smør er helt sikkert at udvide så meget, vi kan. Vi har lige skrevet under på endnu en location, som kommer til at blive et bageri. Her kan vi bage vores brød og samtidig benytte køkkenfaciliteterne til vores catering-business. Vores plan er at åbne små Smør-locations og lave daglige leveringer af færdiglavet mad som fx vores hønsesalat,” siger Sebastian Bangsgaard.
Bangsgaard og Perez har i mødet mellem kok og forretningsmand opbygget en mindre gastronomisk revolution. Sammen har de plantet en kartoffel i Manhattans muldjord og set den spire. Selv mener drengene, at kimen til deres success ligger i deres teamwork, deres kunder og i det fællesskab, Smør er en del af.
Men det er naturligvis ikke lutter lagkage at se sine danske kollegaer lukke ned og vende hjem til Danmark.
”Det har været en sej kamp med meget lange dage. Men vi er enige om, at en af de vigtigste grunde til, at vi har klaret os positivt gennem corona, er, at vi kender vores kunder og vores community. Vi startede med næsten ingen penge, hvilket fik os til at arbejde på en helt anden måde end de store corporate virksomheder,” siger Sebastin Perez.
Men selvom større danske virksomheder som Lagkagehusets ’Ole & Steen’ og Joe & The Juice i dag er at finde centralt ud over Manhattan og i Brooklyn, så anser Smør-drengene dem ikke som konkurrenter. I sidste ende er det sammenholdet mellem danskerne i New York, der gør det lettere at bo på den anden side af jorden.
”Vi kender begge to folk hos de to virksomheder, og vi er kun glade for, at de er i en storby som New York. Vi savner selv Danmark og elsker at have forskellige muligheder, når man har ekstra hjemve,” siger Sebastian Bangsgaard, mens Sebastian Perez nikker anerkendende.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.