3 stjerner: På nyt aarhusiansk spisested var der ikke udelt glæde over pastaretterne
Gastros udsendte fik først bord i tredje forsøg, da han lagde vejen forbi dette nye sted i Aarhus, der hylder det italienske køkkens særkende: enkelhed og gode råvarer.
Aarhusianerne har en ting med at navngive restauranter efter husnumre.
Først var der Klassisk Bistro 65, så var der Atelier 33, Mefisto Restaurant & Gårdhave 20, og nu er der både en Bodega 66 og et Osteria 98.
Jeg ved ikke, om det er østjysk underspillethed eller falsk beskedenhed. Uanset hvad holder Osteria 98 en neddæmpet stil.
Annonse
Indrettet i en tidligere burgerbar i Vesterbro Torv-enden af Nørre Allé, med uhøjtidelig stemning og bestikket stående på træbordet i en gammel Mutti-tomatdåse samt et beskedent prisniveau (antipasti 75 kr. og pastaretter 99 kr.), der tydeligvis tiltaler Aarhus’ mange studerende.
Her er travlt, for der er kun 16 pladser, og man kan ikke reservere, så mange må gå forgæves – således også Gastros udsendte, der først fik plads i tredje forsøg.
Stilen er italiensk, og således er det seneste års helt store københavnertrend også nået til Smilets By. Køkkenchefen Theis (udlært fra Ferdinand og siden Möf lige rundt om hjørnet) er medejer sammen med bagerfænomenet David BreadHead. Og det er da også de to, der er gået sammen om at åbne vin- og cocktailbaren Bodega 66 længere nede af Nørre Allé.
Af samme grund er det Breadheads surdej, der udgør Osteria 98’s brød, og sammen med en udmærket krydret grøn olivenolie, peppet op med lidt maldonsalt ved serveringen, udgjorde det en glimrende start på måltidet.
Osteria 98 har ikke et egentlig vinkort, så valget er let – hvid, orange eller rød, alt efter hvilke flasker restaurantchefen har åbnet den dag.
Vi gik orange med henholdsvis en toscansk naturvin fra Guido Corino, og så med en ”snydeorange” på riesling fra Rheinhessen (Naked Friday) med en udpræget syre, der fungerede rigtig godt til især pastaen.
Annonse
Vi indledte dog med at bestille alle tre antipasti på kortet (flere er der ikke) og var især glade for rød radicchiosalat med stracciatella og basilikumolie og carpaccio på meget tyndskrabet oksefilet med balsamico, mere radicchio og et par blade af den bitre puntarelle-salat samt creme på grana padano-ost.
Mens fire arancini-kugler skuffede – paneringen var såmænd fin nok, og der var trøffel både i den underliggende mayo og i risfyldet kogt på hønsefond, men fyldets konsistens var som risengrød, og så kan det være lige meget.
Der var heller ikke udelt glæde over vores to pastaretter. Ubetinget bedst var grønne rigatoni med ramsløgscreme og stykker af gammelknas, mens strozzaprettien med ’nduja og stracciatella var underligt smagsanonym.
’Ndujaens chili var umulig at smage som andet end en let røgsmag (fra paprika?), og sammen med den fade stracciatella var det lidt som at stikke tungen ud ad vinduet, især fordi retten også var alvorligt undersaltet.
Vi kunne til gengæld glæde os over en fremragende vaniljeis (fra Kastberg i Herning), der var dresset med salt og olivenolie. Mens en meget våd tiramisu manglede smagen af espressokaffe, men til gengæld havde masser af den mandelsmagende amaretto.
3 stjerner
Med plads til bare 16 gæster – og uden mulighed for at reservere bord – går mange aarhusianere hver dag forgæves til David BreadHead og Theis Erbens lille intime pastahule på Nørre Allé.
Forståeligt nok, for priserne er sympatisk lave og stemningen afslappet på Osteria 98, hvor BreadHeads surdej og en glimrende olivenolie slår tonen an inden gode antipasti.
Det var dog ikke alt, der spillede under Gastros besøg.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
