Det er altid sjovt i Tivoli, hvis man altså er barnlig og nostalgisk anlagt. Men hvor sjovt er det at være sulten i den gamle have? Jesper Uhrup Jensen har prøvet syv af Tivolis restauranter.
Det nyrenoverede Nimb-kompleks åbnede tilbage i 2008 med Grønlykke-familien som medspiller, men de trak følehornene til sig allerede året efter og overlod deres ejerandel til Tivoli for én enkelt krone. Der var blevet slået et endog meget stort brød op – og siden har det været lidt, som om Nimb forsøger at genopfinde sig selv hvert år. Gourmetrestauranten Herman blev til Louise og siden helt nedlagt og inddraget til hotellet, og Brasseriet har haft skiftende bemanding fra år til år.
Begejstringen blegnede
Jeg var meget begejstret for Nimb Brasserie tilbage i 2008 – på papiret var det ’bare’ brasseriemad, men der skete meget mere end det på tallerkenen. Det var ret beset gourmetmad forklædt som brasseriekøkken.
Jeg er desværre slet ikke begejstret på samme måde her i 2015. Det meget overskuelige menukort med omkring fem forretter og fem hovedretter ser såmænd okay ud, men omvendt ikke vanvittigt ophidsende; østers, bagt gedeost på salat, dampede blåmuslinger, en stegt fisk, grillet ribeye, farseret vagtel … sikre numre, der kan serveres på alle tider af året – man savner mere udpræget sæsonbevidsthed. Men man skal jo ikke lade sig narre af ordlyden på et spisekort: Noget, der lyder helt forudsigeligt, kan overraske stort. Det gjorde det dog ikke!
Sort i sort
Mine stegte kalvebrisler med grønne og hvide asparges var udmærket om end en smule til den tørre side, og den grønne creme i bunden havde en lidt ’krudtet’ smag, som var det ramsløg, der var på spil og ikke estragon, som kortet ellers angav. Ledsageren fik kammuslinger, som smagte fint og som de skulle, perfekt stegte.
Annonse
Til hovedret fik vi begge stegt vesterhavstorsk med gulerødder, lardo og blæk. Tjeneren nævnte desuden, at fisken var toppet med flæskesvær, hvilket altså ikke var tilfældet, men jeg tænker, at det var lardoen, der hos ham (af udenlandsk herkomst) var blevet til flæskesvær.
Tjeneren gjorde opmærksom på, at fisken kom uden tilbehør (nye kartofler med urtesmør kunne tilkøbes), hvilket passede mig fint – jeg var i humør til en relativ enkel servering med fokus på torsken. Men ind kom en veritabel rodebutik!
Det uskyldige stykke torsk lå oven på to grillede gulerødder, der igen lå oven på bagte, purerede gulerødder og en persilleemulsion iblandet blæksprutteblæk. Anretningen var så toppet med blomster og strimler af gulerod. Smagsmæssigt tilførte blækket intet, men fik til gengæld tallerkenen til at ligne en lækage, et olieudslip. Det er næsten kun caviar, der fryder øjet, hvad sort mad angår.
PLUS
Stemningsfuldt lokale og god komfort.
MINUS
Temmelig rodede serveringer. Uambitiøst frokostkort. Serveringen er den gængse tivolistandard, dvs. meget ujævn. Retterne er uden egentlig sæson. Vi spiste en skøn sommeraften, men det var ikke muligt at sidde udenfor på den ellers skønne terrasse – det er meget ufleksibelt og ikke rigtig ok. Til gengæld var det hedt som i et drivhus indenfor, hvor solen havde bagt på vinduerne hele dagen!
Annonse
LA VECCHIA SIGNORA - AUTENTICITET I TIVOLIFORKLÆDNING
La Vecchia Signora er en af de Tivolirestauranter, der kom til Tivoli med et claim to fame udefra – fra moderrestauranten i Københavns Indre By. Det er pizzaerne, som laves – som det sig hør og bør – i brændefyrede ovne, der har skabt ’Den gamle dames’ gode ry. Og det ry er intakt i Tivoli, og man skal ikke lade sig narre af, at det noget ligegyldige og kuldslåede interiør bestemt ikke giver forventninger om noget, men nok snarere ligner rammerne om en gedigen tivolifælde.
La Vecchia Signora serverer trattoriaklassikere, der ikke slår nogen omkuld af overraskelse, men som er helt igennem i orden. På pastafronten kan man eksempelvis få ravioli i smørsauce med et fyld af ost og salvie og tagliatelle i gorgonzolasauce – begge til omkring 130 kr. Og igen, så er det ikke retter, der signalerer ’breaking news’, men det er veltillavet og velsmagende, og meget mere kan man vel ikke forlange af selve maden.
Pizza er som sagt stedets force – gastro fik en såkaldt Napoletana med tomat, ansjos og oregano til 125 kr.
Alt i alt en helt okay oplevelse på et oplagt familiested.
PLUS
Gode pizzaer samt enkelt og veltilberedt trattoriakøkken. Der er også mulighed for diverse former for italiensk streetfood til den hurtige sult.
MINUS
Et usædvanligt kedsommeligt rum at sidde i, sådan lidt udestueagtigt og et sted, der strengt taget kunne huse hvad som helst. Man savner stemning – selv plat italienerfolklore ville være at foretrække frem for denne ligegyldige, overdækkede terrasse. Sid helt udenfor, hvis muligt. Uinteressant vinkort.
BRDR. PRICE - DEN SVÆRE 2’ER
Det var med en vis skepsis eller måske snarere undren, at mange for nogle år siden reagerede på nyheden om, at de populære brødre fra tv nu også skulle være restauratører eller i al fald lægge navn til og være en del af konceptet. Vi er ikke vant til den slags kendt-fra-tv-effekt i restaurationsbranchen. Men der var ingen grund til skepsis – maden på den første Brdr. Price i Rosenborggade er rigtig god, og selve restauranten – indretningen og huset – er ganske indtagende.
Siden rykkede Pricerne så ind i Tivoli, hvor tidligere The Paul huserede. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg har aldrig rigtig taget konceptet til mig i Tivoli – og det er ikke kun, fordi jeg stadig savner The Paul!
Selv om det i Tivoli hægtes op på Pricernes slægtskab med forlystelsesverdenen, så forekommer det temmelig påklistret og som noget af en påstand, der ikke stikker meget dybere end ægtheden på eksempelvis byens ’irske’ pubber. Og udenlandske gæster kan da umuligt fatte en brik af det – et spisekort, hvor franske brasserieklassikere møder det klassiske danske køkken og Price-drengenes livretter!
Det kan alt sammen være lige meget, hvis maden virkelig spillede, men den er altså noget sjælløs og hæver sig ikke nok over, hvad en habil hjemmekok selv kan præstere i det daglige. Det er problematisk, når der nu netop spilles på, at mange af retterne har en særlig historie – James’ porrer mig her og bedstemors æg mig dér! Det er ikke dårligt, slet ikke – det er bare for hverdagspræget og uambitiøst, og jeg synes faktisk ikke, at det er rigtig tro mod det billede, der tegnes i de skønne udsendelser med Adam og James Price, hvor der er store armbevægelser og riiigeligt smør.
PLUS
Et fantastisk lokale at sidde i, nok det bedste restaurantrum i Tivoli – og det er også et rigtig godt sted at sidde udenfor og opleve den mere rolige side af haven.
MINUS
Problematisk med en konceptrestaurant, der vil fortælle en historie og så serverer mad, der faktisk ikke fortæller så meget!
GRØFTEN - TIVOLIS SVAR PÅ CAFÉ VICTOR
Jeg indrømmer blankt, at jeg i år entrerede Grøften med endog meget små forventninger, men at det var min overbevisning, at en institution som Grøften måtte med i den lille guide over nogle af forlystelseshavens spisesteder. Fordomsfuld? Nej, egentlig ikke, for min manglende entusiasme skyldtes ikke forudindtagede meninger, men byggede på besøg sidste år og året før. Jeg synes simpelthen ikke, at maden var god nok til prisen– jeg fik ligegyldige serveringer grænsende til det sjuskede, og kun et egentlig ret godt tjenerhåndværk reddede mine Grøften-besøg fra at gå i minus.
Det samme skete i år, blot med den forskel på plussiden, at serveringerne fremstod bedre – uden dog at mejsle sig i erindringen.
Grøftens spisekort er enormt, foruden den alenlange smørrebrødsseddel (man krydser selv af og kan blandt andet vælge mellem forskellige brødtyper) er der mulighed for en lang række retter i øst og vest – carpaccio, skipperlabskovs, steak, pasta, kartoffelsuppe, wienerschnitzel … Det er jo sådan set godt nok tænkt – Grøften er med sine flere hundrede pladser en af landets største restauranter, og Tivoli er et sted, der trækker gæster fra hele verden. Der er med andre ord fornuft i at spænde vidt, men faren er jo, at den, der vil behage alle, ender med at behage ingen!
Perfekt tjenerhåndværk
Jeg gik smørrebrødsvejen – tre stk. og en øl (Sylvester Guld fra Skagen Bryghus). Karrysilden og roastbeefen var upåklagelig, ligesom rejemadden – det var på ingen måde ekstraordinært, blot okay og en smule forglemmeligt. Til gengæld var betjeningen formidabel – gammeldags, omsorgsfuld, opmærksom og jovial. Den kvindelige tjener var ret snakkende, men ikke intimiderende og kendte tydeligvis sin besøgelsestid. Hun tog værtskabet på sig på bedste vis.
Jeg vil ikke påstå, at hun talte maden bedre, end den var, men det er sgu lige før! Hendes rustne cigaretlatter kunne man kun blive i godt humør af, og hendes opmærksomhed og ansvarsfølelse for gæstens velbefindende var eksemplarisk. Det gjorde ikke maden bedre, men det gjorde helhedsoplevelsen rigtig god!
PLUS
Gedigent og til tider formidabelt old school tjenerhåndværk. Ofte masser af leben, hvis det er det, man er til. Og er man til det, så er Grøften lidt a la Café Victor, dvs. er sted, man frekventerer for alt muligt andet end serveringerne!
MINUS
Grøften kan føles som lidt af en maskinel oplevelse – der kan gå lidt for meget serveringsfabrik i den, ligesom maden til prisen ofte forekommer noget mainstream.
FRU NIMB - NÅR DISKRETION GÅR OVER GEVIND
Stedet var tidligere Restaurant Balkonen, men det navn er væk, restauranten er inddraget i Nimb-komplekset og lystrer nu navnet Fru Nimb efter den navnkundige restauratør og kogebogsforfatter Louise Nimb.
Vi gik forgæves ved første besøg – på skiltet udenfor angives det, at der er serveringer fra kl. 12 og dagen igennem, men det viste sig ikke at passe – køkkenet lukker mellem frokost og aften. Det forekommer noget rigidt i en forlystelseshave, hvor folk kommer og går på tværs af spisetider – og sjældent kommer alene for restaurantbesøgets skyld. Og under alle omstændigheder er det upræcis skiltning.
Anden gang kom jeg rettidigt, men det kunne næsten være det samme, for jeg skulle faktisk spænde ben for tjeneren for at fange hans opmærksomhed! Tjenerne den dag – eller mon ikke rettere vi skal sige serveringspersonalet – inkarnerede et af tivolirestauranternes helt store problemer; mangel på ordentlig service.
Dårlig betjening har indtil flere udtryk – på Fru Nimb taler vi det udtryk, hvor tjeneren tilsyneladende helst vil gøre sig usynlig og næsten umulig at komme i kontakt med. Maden stilles foran en, og det er så det. Man får sin mad, og tallerkenen bæres ud, det kan ikke nægtes, men det er en fuldstændig usynlig og ligegyldig betjening, der har noget nær intet med service og værtskab at gøre. Efter hver servering spørges der så helt mekanisk og tonløst: ”Smagte det?” Og når nu I spørger, så må jeg sige, at det sgu ikke smagte af så meget!
Smagsneutralitet
Fru Nimb er en smørrebrødsrestaurant, og jeg er bekendt med, at Tivoli forsøgte at få Puggaard-parret fra Restaurant Schønnemann til at gentage succesen i Tivoli. Det lykkedes ikke, men Tivoli fik i stedet smørrebrødskokken Jytte Støvlbæk, der faktisk har arbejdet hos Schønnemann og har en vis position på den københavnske smørrebrødsscene.
Jeg har oplevet hende stå for frokosten på Lumskebugten under Erwin Lauterbach, og det var ikke overbevisende, og heller ikke dette tivolibesøg overbeviste mig.
Jeg lagde ud med lun stegt sild med dijonsennep, karamelliserede løg og karse. En okay, men ikke ophidsende servering, der savnede salt og peber og i det hele taget kant.
Roastbeefen var ret saftforladt – den tilhørende pickles gav lidt tiltrængt syrebid, de hjemmeristede løg var fine, men peberroden var der ikke meget bid i. Frem for alt var kødet småtørt og ret intetsigende.
Rullepølsen var klart bedst med sin portvinssky og marinerede rødløg og brøndkarse, men igen så er der skruet meget ned for smagsblusset.
Råvarerne er uden tvivl i orden (brødet er rigtig godt), håndværket lige så, men maden savner karakter – smag, slet og ret.
Og den fuldstændig anonyme og intetsigende betjening gør absolut intet positivt for helhedsoplevelsen, og jeg indrømmer gerne, at det uden tvivl farver min bedømmelse!
PLUS
Gode råvarer og godt håndværk. Et alsidigt smørrebrødskort.
MINUS
Maden savner kant, saft og kraft – savner karakter, de gode intentioner og det gode udgangspunkt til trods. Betjeningen er kun til stede rent fysisk, slet ikke mentalt.
KÄHLER - DESIGNERSMØRREBRØDET, DER FALDT TIL RO
Kähler i Tivoli ligger, hvor Perlen lå i en menneskealder for så at blive afløst af Den Skaldede Kok – et ikke særlig heldigt intermezzo i stedets historie. Så kom Kähler til, ganske kortvarigt med Thorsten Schmidt indover, hvilket gav en vis opmærksomhed.
Kähler er jo synonym med keramik og indretning, og stedet slår sig da også op på at være en designerrestaurant ligefrem. Det skal man nok sidde indenfor for rigtig at opleve – jeg valgte at sidde i skyggen udenfor vis-a-vis Grøften og undrede mig igen i år over, at restauranten ikke giver mulighed for at sidde i skygge på pladserne ud mod Plænen.Til frokost står den på smørrebrød – smørrebrød, der markant skiller sig ud fra Tivolis øvrige smørrebrødsrestauranter – og det meste af byens i øvrigt.
Jeg valgte smørrebrødstallerkenen til 295 kr. for tre stykker – fisk, hønsesalat og gris. På spisekortet har madderne sine steder navne efter producenterne – Hopballe for kyllingen, Grambogaard for grisen og kalven etc. Og det er ikke bare noget, de skriver – Kählers råvarer synes mere end i orden hele vejen igennem.
God smag i rodebutikken
Serveringspigen satte tallerkenen foran mig med et smil, men uden et eneste ord og vendte så om på hælen og gik. Jeg overlever, men – igen – det har ikke meget med ægte betjening at gøre.
Kählers smørrebrød er en smule beslægtet med smørrebrødet fra Aamanns og Mikkellers Øl & Brød, men ikke på et lige så højt niveau. Det ændrer ikke på, at det smager rigtig, rigtig godt, og det gør Kähler til et af havens bedste spisesteder.
Ved åbningen for et par sæsoner siden var jeg en smule irriteret over smørrebrødet kunstfærdige ’topping’, der især gjorde sig bemærket som tynde spaghettistrimler af diverse grønt. Den stil har køkkenet heldigvis lagt bag sig. Til gengæld var maddernes kunstneriske niveau den dag ikke særligt højt – de var faktisk noget af en rodebunke, for ikke at sige direkte sjusket udført! Og der var næsten tomt i restauranten denne tidlige sommerdag, så travlhed er næppe undskyldningen.
PLUS
Velgennemtænkt moderne smørrebrød med fokus på de bedste råvarer. Tivolis bedste smørrebrød.
MINUS
Sjusket og henkastet finish på maden. Mekanisk, anonym og ligegyldig betjening.
NIMBS TERRASSE - TIVOLIS DISKRETE VINDER
Tivoli mistede sin status som eneste forlystelsespark i verden med michelinstjerner, da først Nimbs Louise lukkede og siden The Paul. Det må ha’ gjort ondt i forfængeligheden på direktionsgangen, men man kan stadig få topgourmetmad i Tivoli, selv om de ikke er behæftet med rosetter i den lille røde restaurantbibel.
Nimb Terrasse rykkede i 2011 ind, hvor Divan 2 takkede af. Dengang blev maden betegnet som brasseriemad af den moderne slags. Jeg ved faktisk ikke, om det stadig er sådan, Nimb selv betegner køkkenstilen, men i så fald er det et modern style nynordisk hen i retning af, hvad man kan opleve på steder som Uformel og No. 2.
Der er mulighed for menuer til henholdsvis 385 kr. og 425 kr. og så ellers a la carte fra 115 til 255 kr. (det salte køkken).
Der er tale om virkelig skarpe og veltilberedte serveringer, der helt i tidens smagsmæssige toneklang spiller på det brændte/forkullet (på bedste vis), fermenteret, syltet etc. Det er serveringer med kant og karakter – eksempelvis hvad serveringen havtaske, blomkål, valle og estragonsauce angår.
PLUS
Præcise og skarpe serveringer, der ikke kan sættes en finger på. Nimb Terrasse er ubetinget Tivolis bedste restaurant, og haven er et besøg værd alene for det sted.
MINUS
Ujævn betjening. Kedeligt vinkort – vi taler et såkaldt ’forhandlerkort’, her H.J. Hansen, og den slags er aldrig ophidsende, og det klæder ikke en restaurant på det ellers høje niveau.
