Opskrift:

Bagt livarot med calvados, frugt og frisk timian

Livarot er en rødkitost fra Normandiet, den har et vasket, stærkt duftende ydre og et cremet indre. Den dufter af svampe og skovbund og har en kraftigere duft end for eksempel en mont d’or, som kan tilberedes på samme måde. Her serveres den med calvados, frugt og frisk timian.

Bagt livarot med calvados, frugt og frisk timian
Offentliggjort

Ingredienser

  • 50 g tørrede abrikoser
  • 50 g tørrede figner
  • 50 g valnøddekerner
  • 50 g rosiner
  • 10 cl calvados
  • 1 livarot i træbakke
  • 4 kviste timian
  • Tilbehør: Sprødt brød eller baguette

Sådan gør du:

  1. Skær abrikoserne i halve og figner i kvarter.
  2. Hak valnødderne groft.
  3. Kom abrikoser, figner, valnødder og rosiner i en bøtte, og hæld calvados over. Lad det trække i 12 timer – vend rundt i det undervejs.
  4. Pak osten ud af papiret. Fold et stykke bagepapir til dobbelt tykkelse, og kom det i ostens træbakke. Læg osten tilbage i bakken.
  5. Stik 5-6 huller ned i osten med en urtekniv, og pres rensede timiankviste ned i. Pak bund og yderside af osten ind i sølvpapir, men lad toppen være åben.
  6. Bag osten i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter.
  7. Servér toppet med de marinerede frugter og valnødder og evt. lidt ekstra timian.