Her får du de bedste is i Hovedstadsområdet

Euromans Thorkil Jacobsen skippede frokosten og prøvesmagte gourmet-is fra fem af Københavns mest ambitiøse ismagere. Undervejs lykkedes det i korte øjeblikke at finde en uskyldsren glæde ved livet.

Is
Offentliggjort

Kl 13.00: Siciliansk Is

Jeg har det ligesom Jørgen Leth: Jeg elsker is. Også til dessert. Og også en Magnum fra tankstationen. Men spørger du mig, er en god, hjemmerørt is i vaffel det tætteste, man kan komme på at købe sig til lykke.

Det er heldigvis, hvad de serverer på en af Vesterbros mest populære isbarer, Siciliansk Is. Her er ingen farverige toppings, flag eller pastel-parasoller. Her handler det om råvarer. Pistacieisen smager af nød. Citronisen er syrlig og river herligt i kinderne. Og chokoladeisen – oh, mio dio, chokoladeisen! – er kraftfuld som en gourmetdessert og lavet på 90 procent chokolade fra den lille chokoladehovedstad Modica på Sicilien.

Siciliansk Is findes kun i København, til gengæld både på Vesterbro, Nørrebro og Christianshavn.

Giuliano, stamgæst på Siciliansk Is

Kl 13.45: ParadIs

Godthåbsvej 56, Frederiksberg

Flere farver er der over ParadIs på Frederiksberg, hvor de er gået all in på små tegninger og pynt. Det glæder is-hjertet. For is handler om mere end velsmag. Ligesom champagne er fejringen af en sejr, er en god vaffel med tre kugler en hyldest af et særligt øjeblik.

Desværre lever smagen ikke helt op til stemningen. Chokoladen smager lidt af kedelig kakao, og passionsisen lidt af sirup. Det er ikke dårlig is, slet ikke, men efter besøget på Skydebanegade er det lidt en smagsnedtur. Dog er hasselnødisen sød, cremet og nutty på den helt rigtige vis.

ParadIs har filialer i de fleste større byer i landet.

Kl 14.15: Is a Bella

Skulle nogen være i tvivl om is’ magiske egenskaber, er det bare at åbne Instagram, hvor billeder af børn med is må være dét mest populære motiv henover sommeren. Intet udtrykker livsglæde som et barneansigt, der har smeltet flødeis op over begge ører.

Og hvem har ikke lyst til at være så ubekymret – om så bare i fem minutter?

Derfor har jeg også sympati for Is A Bellas legesyge. Her i Torvehallerne (Is A Bella-filialer er selvejede, og der kan være stor forskel på de enkelte franchises) serverer de blandt andet is med hindbærsnitter. Og jeg er på! Kære is, gør mig til et barn igen!

Det lykkes næsten. Isen er så sød, at man bliver tvunget til at smile. Andre smage er mere afdæmpede, og selv om jeg aldrig bliver fan af veganer-is, må jeg indrømme at deres flødefri chokoladeis er tæt på perfekt. Omend lidt voksen.

Is A Bella har butikker i Aalborg, Skive og København.

Kl 15.15: Olufs

Jeg elsker som nævnt is. Og jeg har en meget lav impulskontrol. Så jeg nærmer mig efterhånden kvalmestadiet, inden jeg træder ind på den lille isbar Olufs på Østerbro.

Æstetikken minder om en plakat fra 50’ernes Bellevue. Striber og sarte farver. En fornemmelse af en tid før SoMe og stress-epidemier – og helt i ånden af ’Sommer, sol og søndag’.

Isene bliver serveret på pind, frisklavede fra det lille køkken i bagrummet, og de ligger og ligner små gaver fra en svunden tid. Jeg går efter en variant med lakrids, salt og hvid chokolade. Genialt.

Olufs har butikker i København, Aarhus og Ebeltoft.

Kl 16.00: Ismageriet

Dengang Ismageriet åbnede på Kongelundsvej på Amager, havde den lille café i gennemført oldschool-interiør et næsten mytisk omdømme. Kunne det virkelig passe, at der lå en genial isbutik på en småtrist villavej på Lorteøen?

Svaret var ja. Hvis en isbar nogensinde skulle have stemplet ’Worth a Journey’, var det Ismageriet – om ikke andet så i hvert fald en 20 minutters cykeltur værd.

Nu er butikken flyttet til Søborg og Islands Brygge, tæt ved DR-Byen, og i Søborg går køen langt ud på gaden.

Ismageriet holder stadig højt niveau. Lakrids-isen smager næsten af Tyrkisk Peber, og Twix-isen er sød som en candyfloss. Chokoladeisen er fremragende.

Fire kugler koster 59 kroner og Ismageriet er dermed marginalt dyrere end konkurrenterne. Men vil du have kvalitet, må du betale.

Ismageriet har indtil videre kun butikker i København.