Chicky Grill på Vesterbro: "Her er en skør blanding af vidt forskellige typer"

Bruna Mia Dieni

45 år og en del af den familieejede Chicky Grill på Vesterbro i København.

Hvorfor er Chicky Grill indbegrebet af Vesterbro?

”Vi har haft grillen i 40 år og set Vesterbro forandre sig. Vi er en tidslomme, hvor alt står stille, og et af de få steder, der stadig har stemningen fra det gamle Vesterbro. Jeg var fire år, da vi overtog grillen, og jeg kan huske skyggesiden af Vesterbro. Det var slagtere, langtidschauffører, piger på gaden og de gamle bumser nede på bænken. Min mor har fortalt, at man kunne sætte uret efter, hvornår slagterne skulle have mad, drikke bajere og slås.”

Hvorfor hedder jeres grill Chicky Grill?

”Oprindelig var det kyllingefabrikken Danpo Chicken, der åbnede grillen i 1972. I mange år hed den faktisk Danpo Chicky Grill. Dengang drejede kyllingerne rundt på spyd herinde. Mine forældre overtog grillen i 1978, og interiøret har næsten ikke ændret sig siden da. Hvis du ser på hjørnerne på bænkene, kan du stadig skimte det gamle, brune læder. Vi har malet lidt, men ellers forsøger vi at holde det fuldstændigt som dengang.”

Hvornår har I mest travlt?

”Fra 17 til omkring 21. Så vælter folk hele lortet og står i kø langt ud på gaden. Der er mange jyske og fynske håndværkere, som skal have noget ordentligt mad, når de arbejder i København. Der er også alle de der hipstere og en masse turister. I en klassisk restaurant sidder man jo for sig selv, men hvis der er ledige pladser her, kommer håndværkerne ned og sidde med turisterne. Det giver en skør blanding af vidt forskellige typer, og det ser man ikke særligt mange andre steder længere.”

Hvad har gjort mest indtryk på dig?

”For en del år siden havde vi en fyr, der hed Leif, som ofte kom forbi. Han havde et kæmpestort skæg, og når han var på toilettet, hylede han som en ulv. Han sad udenfor i skybruddet, fordi han skulle være i ét med naturen. Han købte altid julegaver til vores børn, og min datter forgudede ham. Da hun skulle til afdansningsbal med sin danseskole, sagde hun, at hendes største ønske var at få Leif med. Det ville han gerne, og da min mand hentede ham på stationen, var han nyklippet, ædru og iført sort jakkesæt med slips. Han drak en enkelt øl med min mand, og han hylede ikke.Mandag morgen skreg han igen ude på toilettet. Man tror, at Vesterbro og de her bumser er én ting, men så viser det sig, at det er de bare slet ikke. De har alle et liv og en historie og kommer et sted fra.”