Washington, 2016
DET ER KRAFTEDME LØGN, tænker jeg, da vi står på Washington Union Station, og jeg opdager, at jeg har glemt mit pas i New York.
Samtidig går det op for mig, at jeg også har glemt glasset med surdej på toget. Jeg ville give det til Michelle i værtindegave. Det sidste går nok. Men det første er et større problem, for uden pas er det umuligt at blive lukket indenfor i Det Hvide Hus. Det siger de, da jeg ringer til den danske ambassade for at høre, om de kan finde på en eller anden nødløsning.
Jeg bliver nødt til at tænke hurtigt, for der er kun lidt over en time, til Christina og jeg skal indfinde os til statsmiddag hos præsidentparret sammen med regeringscheferne fra de skandinaviske lande og fire hundrede andre indbudte gæster. Det er udelukket at nå tilbage og hente det, men måske kan Elvira gøre et eller andet.
Det var meningen, at Elvira skulle holde sit sabbatår efter gymnasiet i New York og så hjem til København for at læse, men hun er endt med at blive et ekstra år og arbejde som projektassistent for os. Hun har altid været meget interesseret i, hvad der foregår i mine for- retninger. Nu har hun fået endnu mere ansvar, styrer i en periode min kalender og hjælper projektlederen på Grand Central.
På trods af hun bare er nitten år, er hun allerede ekstremt kompetent. Vores opdragelse har altid været ret laissez faire med flydende sengetider og få regler, men Elvira har tilsyneladende på egen hånd udviklet organisationstalent og ansvarsfølelse, ikke mindst over for sine små søstre, men også over for sine forældre. Hun er søstrenes store idol og lidt af en boss lady. Hun kan lide at bestemme, men har samtidig en evne til uden større armbevægelser at få de mest utrolige ting til at ske.
Det er det, der får mig til at tro på, at der er en lille chance for, at hun kan redde den her aften for Christina og mig.
Min skat, siger jeg i telefonen, der er ingen tid at spilde, bare tag hjem og find mit pas, tag det med op til Penn Station, og send det med det næste eksprestog til Washington.
Da jeg har lagt på, mailer jeg vores invitation til Det Hvide Hus, så hun har noget dokumentation til togpersonalet. Det gør det forhåbentlig nemmere for hende at overtale dem til at fragte et dansk pas fra New York til Washington.
De må have lyst til at hjælpe os, det er jo ren Disney, skriver jeg bagefter på en sms.
17 minutter senere skriver Elvira tilbage.
Hils Obama fra Sharon på Penn Station Customer Service.
Der er ikke så lidt skrankepaveri i USA, amerikanerne kan virkelig være nogle nejhatte. Men de har også respekt for, når folk struggler, og på en eller anden måde er det lykkedes Elvira at få Sharon fra kundeservice til at interessere sig for historien om, at hendes far skal møde præsident Obama. Uden større armbevægelser finder de togføreren, der tager sig tid til at få passet stukket i hånden, så̊ han kan give det videre til mig på perronen i Washington.
SOM DE ALLERSIDSTE halser vi gennem sikkerhedsslusen ind til Det Hvide Hus. Vi bliver vist ud i haven bagved, hvor vi skåler i champagne og trykker hænder med filmstjerner og ambassadører, mens solens sidste stråler rammer den mægtige Washington-obelisk bag os og farver den lyserød som ørkensand.
Vi skal spise ved rundborde i et stort festtelt i haven, og jeg skal have Samantha Power, USA’s FN-ambassadør, til bords. Vi skal sidde under ti meter fra værtsparret. Men først bliver vi ledt tilbage i huset og ind i en sal med gyldne kandelabre og lysekroner. Skandinaviske faner knejser sammen med Stars and Stripes foran Lincoln-portrættet over kaminen, og under fødderne sikrer et enormt himmelblåt, vævet tæppe en behagelig akustik. Her skal vi gæster, én for én, defilere for- bi og hilse på præsidentparret.
Nu er der kun et par andre gæster foran Christina og mig.
Jeg er egentlig ikke nervøs over situationen. Jeg føler, at Michelle og Barack Obama repræsenterer deres værdighed, mens jeg repræsenterer min egen. Desuden har jeg fået Christina til at tjekke, at min butterfly sidder, som den skal. Jeg er i min smoking fra Hugo Boss, som jeg købte i 1986, men som stadig sidder godt, om end en lille smule løsere end dengang – jeg må have tabt mig under slutspurten med at få projektet på Grand Central klar til åbning. Jeg er også̊ blegere, end jeg plejer at være i juli måned. Jeg har ikke haft mange minutter i sommersolen.
Smil, Claus, tænker jeg og løfter kinderne. Men jeg føler mig lidt sammenbidt.
DA VI ÅRET før er ankommet til USA, er det med en fornemmelse af, at jeg kan gå på vandet.
Et halvt år tidligere er Meyers A/S fusioneret med fødevareproducenten Løgismose, hvorefter virksomhederne sammen er blevet op- købt af IK Investment Partners, en svensk-britisk kapitalfond.
Fra den ene dag til den anden har jeg fået et par hundrede millioner 230 kroner på lommen. Et vanvittigt, nærmest uforståeligt beløb at disponere over for én person, og noget jeg aldrig havde set komme. I princippet behøver jeg aldrig at arbejde mere. Jeg kunne sagtens trække stikket. Men jeg tror, det ville føles lidt patetisk at slå̊ sig til tåls med at spille lidt golf, drikke lidt sangria og flyve til San Siro i ny og næ for at se AC Milan spille hjemme.
Det var vist ikke det, Guy mente med at leve sit liv i evighedens lys.
Jeg gider heller ikke bare være en fjern guru, der engang var med til at transformere måden, vi opfatter mad på i Danmark, og som nu udtaler sig i aviserne indimellem. Det vil føles som at kravle halvt ned i graven. Jeg mener stadig, at jeg har noget at udrette. En rolle at spille. Og det er der åbenbart også nogen, der mener i New York.
Du skal bare komme over og lave den mad, I laver på Radio, og det brød, I bager i bagerierne her i København, siger Sønnen under et af vores møder i Danmark.
Fint, siger jeg, så jeg behøver ikke at bekymre mig om det økonomiske?
Nej, siger han, det skal jeg nok tage mig af.
Vi bliver dog enige om, at jeg skal lægge en tiendedel af den samlede investeringssum. Så viser jeg, at jeg virkelig vil det her, og at jeg er villig til at risikere noget for projektet.
Det er en mulighed at indtage rollen som CEO i Meyers USA, firmaet, der skal drive projektet. Egentlig var jeg færdig med at arbejde som direktør, føler mig jo mere som créateur. Det er min mad, mit brand, min evne til at skabe nye fortællinger, jeg kommer til Amerika med, ikke mine administrative kompetencer.
Men ved at acceptere stillingen som CEO kan jeg omvendt sikre mig, at vi ikke ender med Valhalla-tema og mjødbar. Som sædvanlig skal jeg sætte holdet, lede opstartsprocessen, og forhåbentlig kan jeg så langsomt trække mig tilbage, i takt med at nye lederskikkelser vokser frem. Ligesom jeg har gjort med de fleste andre virksomheder i mit liv.
Og Sønnen siger jo, at det vil blive a walk in the park.
Så da vi har lejet huset på Kastanievej ud og er flyttet ind hele familien og to terriere i et townhouse i Chelsea, tre hundrede meter fra børnenes skole, giver jeg mig straks til at lede efter andre opgaver uden for hovedopgaven med at få Great Northern Food Hall op at køre på Grand Central Terminal.
Jeg undersøger, hvordan vi kan producere vores egen skyr på et mejeri her i New York.
Jeg indgår aftaler med bønder i Hudson Valley om at dyrke vores medbragte såsæd – og med de møller, der skal male det.
Jeg går ind som hovedinvestor i den unge, svenske stjernekok Fredrik Berselius’ Michelin-restaurant i Williamsburg, og sammen giver han og jeg os til at lægge planer for et mere folkeligt spisested i Brooklyn-bydelen Greenpoint.
Mens byggetilladelserne på Grand Central lader vente på sig, må Gunnar Gíslason og hans hold stå i en industribygning i Queens og smørstege porrer og brygge rejeconsommé som prøver til menuen i Agern, der endnu ikke er færdigbygget.
Og da vi endelig står klar til at åbne restauranten, går der ild i en sandwichbod andetsteds på Grand Central, og det koster os yderligere fjorten dage med hundrede mand på lønningslisten, da seks for- skellige brandinspektører, der åbenbart er nødt til at mødes samtidigt for at godkende vores udsugning, har svært ved at få deres kalendere til at gå op.
Vi mangler penge, allerede inden vi serverer den første æggemad. Det er superstressende, men hvordan skulle jeg vide, hvad sådan et byggeri i en fredet, historisk ejendom i Midtown koster?
Jeg har aldrig bygget så meget som en papirsflyver i USA, hvorimod Sønnens familie har skabt en milliardformue på at købe og udvikle ejendomme i USA, England og Sydafrika. Desuden har han sat en af sine bedste folk på som CFO, chief financial officer, samtidig med at vi har hyret en lokal konsulent og Jens, den garvede tysk-amerikanske branchemand, som vores daglige driftsleder. Dengang Jens var i Las Vegas og stod med 38 restauranter, byggede de som vanvittige på hans vagt.
Men som administrerende direktør i Meyers USA er det teknisk set mit ansvar, at byggeriet på Grand Central Terminal efter forsinkelse på forsinkelse bliver fem millioner dollar dyrere, end vi har budgetteret med.
DA GREAT NORTHERN FOOD HALL langt om længe åbner for offentligheden, står jeg i kortærmet skjorte i et hjørne af Vanderbilt Hall med hovedtelefoner på ørerne og to knyttede næver hævet over hovedet.
Yeaah, råber jeg i triumf, så det runger mellem marmorvæggene.
Formiddagens første forsigtige gæster, der er kommet for at se på, hvad det mon er for et nyt foretagende, der har fundet plads i den højloftede tidligere ventesal, vender sig og kigger sig lidt uroligt omkring for at se, hvem der råber sådan.
De tror vel, at jeg jubler over åbningen, men denne lørdag glæder jeg mig over en sejr på en helt anden bane.
Året forinden har jeg købt mig ind i klubben, der tidligere hed Lolland-Falster Alliancen og før det Nykøbing Falster Alliancen, men som, efter at de to Nykøbing-klubber B1901 og B1921 efter mange års tøven er gået ind i en fuldbyrdet fusion, hedder Nykøbing FC. Et mere mundret navn og forhåbentlig et navn, der giver appetit på succes. Mit håb er i hvert fald, at de penge, jeg har sat i klubben, kan skabe nye muligheder, og foreløbig er det lykkedes mig at få komikeren Mick Øgendahl og min barndomshelt Biri Biri, B1901’s gambiske 70’er-stjerne, med på holdet af investorer. Claus Jensen, den tidligere landsholdsspiller, der startede karrieren i Nykøbing Falster Alliancen, er med om bord som træner og økonomisk partner. Og selvfølgelig er Tage Nielsen med for bordenden som bestyrelsesformand.
Det er sæsonens sidste kampdag, så de sidste par timer har jeg med hovedtelefoner på ørerne fulgt kampen mellem Nykøbing FC og Thisted på min bærbare, og Nykøbing har netop bragt sig foran. Både Thisted og Nykøbing kæmper for oprykning til 1. division, men med Kasper Jensens scoring til 3-2 femten sekunder før tid tilfalder pladsen drengene fra Nykøbing. Vores drenge. Hvem ved, hvad det her kan føre til. Måske er det ikke helt urealistisk at drømme om at få Nykøbing helt op i Superligaen.
Yeeeaaaah, råber jeg igen, denne gang helt nede fra maven.
OG NU STÅR JEG så sammen med Christina i Det Hvide Hus. 80 centimeter fra verdens mægtigste mand.
Jeg er virkelig taknemmelig for anerkendelsen, der ligger i at blive inviteret til at møde Barack Obama. Jeg er klar over, at det er et øjeblik, vi vil tænke tilbage på engang. Noget, vi vil fortælle børnebørnene om en skønne dag.
Omvendt føler jeg ikke, jeg er en fandens karl, fordi vi er endt på en liste over folk, der skal inviteres til en officiel middag. Tværtimod minder det mig om al den usikkerhed, der har bygget sig op i mig over de sidste par måneder.
Her, tre uger efter åbningen på Grand Central, ser det ud, som om vores food hall kan få det svært. Folk elsker brødet og maden, men der er ikke kunder nok. Det er selvfølgelig for tidligt at hænge med mulen, der er ingen, der kan vide, hvordan det kommer til at udvikle sig, og folk skal lige finde ud af, at vi eksisterer. Omvendt kan man sige, at vi ligger et sted, hvor hundredtusinder af mennesker passerer hver dag. Så kunderne burde vel finde frem til os helt af sig selv.
Det kan stadig nå at ende godt, men det kan også ende med at blive mit livs største fejltagelse.
Obama strækker hånden frem mod mig.
Mr. Meyer, siger han med den der dybe, varme stemme, mens han kigger på mig, som om jeg er en kær og længe ventet ven. Som om jeg er verdens centrum.
Happy to see you in The White House!
Så er det min tur.
I’m honored to get the opportunity to shake your hand, siger jeg og holder hans blik.
Herefter går jeg videre og trykker først Michelles hånd og derefter de nordiske ministres, inklusive Lars Løkke Rasmussens.
Hej Lars, siger jeg.
Hej Claus, siger han, jeg skulle hilse dig fra din frisør.
’Drømmer’ udkommer på Grønningen 1 på tirsdag den 24. oktober.
