Er du i tvivl om, hvilke øl der skal slukke tørsten på din sommerferie i New York? Glem Budweiser. Brooklyns bedste brygger, danske Jeppe Jarnit-Bjergsø, guider dig her til den søvnløse bys ypperste øl-oplevelser.
Din sommerferie i New York begynder, og du kan ikke vente med at nyde en kold øl på rooftoppen af din Airbnb-lejlighed. Men der er ingen grund til at nøjes med kedelig amerikansk standard-pilsner.
I New York har man for længst stoppet Budweiseren godt ned i den brune papirspose. Der drikker man nemlig ikke den slags. Man drikker craft beer, øl fra mikrobryggerier.
Annonse
I hvert fald ifølge danske Jeppe Jarnit-Bjergsø, en af New Yorks mest profilerede ølbryggere. Han stiftede i 2013 ølbaren ’Tørst’ i Brooklyn-kvarteret Greenpoint. En hypet beværtning, som på diverse øl-fora gang på gang rangerer blandt byens bedste barer. Udover et omfattende udvalg på godt 250 forskellige øl fra diverse bryggerier tilbyder Tørst også humledrikke fra danskerens eget bryggeri, Evil Twin.
”Budweiser smager jo ikke godt. Jeg tror ikke, der er nogen, der vil påstå, at det smager godt,” siger Jeppe Jarnit-Bjergsø, der oplever, at craft beer som fænomen er meget mere udbredt i New York end i Danmark.
”Craft beer findes overalt i New York. Det er bare det, folk drikker. Også når man går ud. Hvis en bar i Danmark har 10 forskellige fadøl, så kalder folk det en øl-bar. Herovre har alle barer sgu 10 eller 20 øl på fad. Det er ikke ’øl-barer’. Det er bare en almindelig bar,” siger øl-connaisseuren.
Euroman besøgte bryggeren på sin bar i Brooklyn for at finde ud af, hvad du skal drikke på din ferie i New York, hvilke af byens barer du skal besøge, og hvad der hitter i øl-verdenen lige nu.
Annonse
Hvad trender i øl-verdenen lige nu?
”Øl med lavere alkoholprocenter. Det er helt sikkert det, der lige nu arbejdes med i craft beer-verdenen. For fem år siden gik vi meget op i at lave Imperial Stout, altså en ekstra stærk stout. De kunne godt være på omkring 12 procent alkohol. De havde masser af humle og var helt crazy.
I dag handler det mere om, at øllet skal smage af noget. Vi laver for eksempel øl på kun tre procent alkohol, der smager af ligeså meget som stærkere øl. Det passer også godt til sommeren, fordi mildere øl er lette at drikke i sommervarmen, men stadig rummer masser af smag.”
Hvilke øl anbefaler du at drikke i sommervarmen?
”Hvede-øl har vi talt om de seneste 20 år, og det holder stadig. Så er der IPA, Indian Pale Ale (Bitter øl, som er rig på humle og har frugtagtig smag). Det har vi talt om i 10 år nu, men det spiller altså stadig. Men lige nu er trenden helt klart Berliner Weisse (mild, syrlig hvedeøl). For tre år siden bryggede ingen dem. Nu brygger alle Berliner Weisse. Selv de store bryggerier. Og man kan sgu få dem over det hele, selv i delis (købmandsforretninger).”
Hvilke typer øl er gode at drikke til et pizzaslice?
”Pizza er jo et vidt begreb. Der findes for eksempel pizza med tomat, og der findes white pizza, altså uden tomat. Til en white pizza vil man gerne have noget afdæmpet øl, fordi der ikke er den gennemtrængende smag, som tomatsovs giver. En afdæmpet øl kan være en hvedeøl eller en Berliner Weisse. Til krydrede pizzaer med for eksempel tomatsovs og peperoni er det godt med en kraftigere øl som Pale Ale eller IPA.”
Annonse
Er der bestemte smage, man går efter?
”Sure øl er sindssygt hot lige nu. Sour beer. Det er det, alle snakker om. Syrlighed i øl passer også godt til sommeren. Det er varmt, og man vil gerne have en frisk, læskende smag.”
Hvilke ingredienser er gode at tilsætte syrlige øl?
”Det gode ved syrlige øl er, at de egner sig godt til at tilsætte frugt i. Frugt er kæmpe stort. Folk tilsætter alle slags frugt. Appelsin og vandmelon, kiwi og passionsfrugt. You name it. Syrlighed og frugt er en gammel tradition, som aldrig rigtigt har slået igennem. Nu er det slået infamt igennem.”
Hvilke bryggerier og øl er hotte lige nu?
”Westbrook Brewing Company fra South Carolina brygger en gose-øl, som er vildt god. Den hedder Westbrook Gose og er på 4 procent alkohol. Gose er en gammel tysk øl-type med hvede, men så har Westbrook tilføjet koriander og salt. Det lyder måske mærkeligt, men man kan sige, at Westbrook har taget den tyske øl og lavet en amerikansk version af den.”
”Bryggeriet Crooked Stave fra Denver er også værd at holde øje med. De brygger udelukkende øl med vildgær, altså gær, der ikke er renset. Lidt ligesom man gør med naturvin. Vildgær giver øllet noget syrlighed. Man kan sige, at øllet får en funky smag. Crooked Stave gærer på træfad ligesom i vinverdenen, og det giver en smag, som ligger langt fra den almindelige ølsmag.
”Og hvis man kommer forbi Tørst, kan man passende vælge vores nye øl, der hedder Raise and Rewind. Det er en IPA, som er meget juicy, frugtig, fyldt med friske smagsnuancer og ikke så bitter. Den er god til sommervarmen. Folk sammenligner den lidt med appelsinjuice. Og alle kan vel for fanden li’ appelsinjuice.”
Supermarkedskæden Wholefoods, som ligger flere steder i New York, har et bredt udvalg af specielle øl, hvor du blandt andet kan finde ovennævnte øl.
Bryggerens yndlingsbarer i New York:
Spuyten Duyvil
”Spuyten Duyvil blev etableret i 2004 og er et hipstersted lige i hjertet af Williamsburg. De har et godt øl-udvalg og en kæmpe baghave. Kæmpe! Og så er stedet ikke så nørdet, som vores måske kan være. Det giver en god vibe, hvor almindelige mennesker også bare hænger ud og får sig en lækker øl.”
Adresse: 359 Metropolitan Ave, Brooklyn.
Barcade
Barcade er en kæde, der ligger i både Brooklyn og på Manhattan. Det er et sted, hvor man kommer for at få en god øl og for at spille alverdens arkadespil fra 80’erne, altså Pac-Man og den slags. Sindssygt cool sted, som klart satser mest på amerikansk øl.
Adresse: 388 Union Avenue, Brooklyn og 148 W 24th Street, Manhattan
Proletariat
Proletariat er et lille, mørkt sted med en meget intim atmosfære. Lækkert sted at invitere en pige hen. Øl-udvalget har sindssyg høj kvalitet. At tage på Proletariat er et fedt alternativ til Brooklyn, hvor der ellers generelt sker mest inden for craft beer i New York.
Adresse: 102 St Marks Place, Manhattan
Blind Tiger
Blind Tiger er en institution. Baren har eksisteret i 25 år. En klassisk ølbar, der går op i deres øl-udvalg, uden det bliver alt for nørdet. Det er et sted, som folk besøger for at mærke New York-stemningen, uden at det kun skal handle om øl. Men selvfølgelig serverer de craft beer. Det gør alle jo herovre. Du kan spørge mig, hvilke barer der serverer Budweiser, og jeg ville ikke kunne svare på det. Newyorkere drikker bare craft beer.
Adresse: 281 Bleecker St, Manhattan
LÆS OGSÅ: Bryggerens yndlingsøl: Det drikker fire fremtrædende danske bryggere