De forvandlede et faldefærdigt autoværksted i Nordvest til en af Københavns mest hypede barer. Men nu har de snart serveret det sidste glas

DET MAGISKE VED Autopoul er, at der altid er plads.

Det er muligvis ikke et unikum, at en beværtning har op til flere ledige stole klokken 20 en lørdag aften, hvis man har sin daglige gang i udkantsdanmark, men det er det imidlertid i de solrige hjørner af København. Medmindre man er født under en ualmindelig heldig stjerne eller tager derhen under Roskildeugen.

Men på Autopoul er der altid en ledig stol. Det til trods for, at stedet både er uhyre populært og taknemligt placeret rent solmæssigt. Egentligt kan det bedst sammenlignes med at se et fatamorgana at ankomme til Hejrevej og se det ene ledige bord med de dertilhørende fire stole.

Men det er imidlertid ikke et fatamorgana, det er derimod et af de kalkulerede slumpetræf, der altid ledsager naturvinen på dette sted. Måske skyldes det held. Måske skyldes det den barokke mængde af plastikinventar, de fire indehavere har importeret fra Italien. Måske er det en blanding.

HVIS IKKE, DU KENDER Autopoul, er det en altmuligtbar, der ligger placeret mellem fireetagersejendomme og moskéer i Københavns Nordvestkvarter. Dér har man kunnet komme fra tidlig formiddag til sen aften og få serveret et glas naturvin eller en espresso i sommervarmen siden 2022. Nogle gange er der en kunstudstilling. Nogle gange er der en koncert. Nogle gange serveres der mad. Nogle gange holder der rækker af blå Wolt-bude på fortorvet ude foran.

I mange år tilhørte adressen Hejrevej 31, 2400 København NV egentligt et autoværksted, der bar navnet Autopoul. Det er efterhånden mange år siden, stedet tilhørte en herre ved navn Poul, men selvom årstiderne er skiftet et par gange, og nøglerne har fået flere nye hænder at se, er navnet forblevet, skrevet i de samme store, røde kursivbogstaver, der rejser sig over Hejrevej som et andet Hollywood-skilt.

Ikke langt derfra bor Kristoffer Pind Levison, der i tidernes morgen blev uddannet polit. og sidenhen har arbejdet som selvstændig med virksomheden Ciderrevolutionen.

”Jeg kiggede ofte på autoværkstedet og tænkte: ’Her kunne enhver idiot åbne et fedt sted’. Så ad adskillige omgange var jeg forbi for at høre, om man kunne købe det af ham, der havde det, når han stoppede,” fortæller han.

Men man kunne desværre ikke købe det, lød svaret. Alt har dog som bekendt en pris, og en dag fik Kristoffer Pind Levison ad omveje at vide, at Autopoul var blevet opkøbt af nogle arkitekter, der ville rive værkstedet ned og bygge noget nyt.

”Så jeg skrev til arkitekterne for at høre, om jeg kunne leje det for at bygge en bar. Og det fik jeg så lov til.”

Men Kristoffer Pind Levison vidste godt, at det ikke var et enmandsprojekt. Så han fik sine to kollegievenner Konstantin Babayan og Bjarke Underbjerg med på idéen.

”Jeg lavede så et ultimatum, som var, at hvis jeg skulle med, så ville jeg også have min ven Carl Otterstad med,” fortæller Konstantin Babayan.

Carl Otterstad er nemlig foruden musiker autodidakt håndværker. Og det var der rimeligt meget brug for en, der var:

”Det var en ruin, da vi overtog det. Der var ikke nogen toiletter, dem har vi selv lavet. Vi har været igennem alle elinstallationer, vi har været igennem alle vægge og pudset dem op og malet dem,” siger han.

De flere meter høje vægge var fuldkommen sorte af snavs og derudover dækket med plakater af letpåklædte kvinder på motorcykler, mens jorden var dækket til med huller. Ingen af kammeraterne havde nogen særlig egenkapital, så der var ikke penge til at hyre nogen til at komme og ordne arbejdet for dem. I stedet var de nødt til at tillære sig de nødvendige evner og klare det hele selv. Selv den ikoniske barvogn, hvor man kan få en øl til en halvtredser, har de fire selv mere eller mindre bygget.

”Vi har praktisk talt gravet den op af en mark i Roskilde,” fortæller Carl Otterstad.

I sit tidligere liv var barvognen en fish and chips madvogn i Holland, hvor den kørte rundt i de glade 90’ere. Nu skulle den stå og flagre i Nordvest, men først efter en ordentlig eksorcisme af de mange års frituren og forfald.

Ja, det er ikke meget her på Hejrevej 31, der ikke har fået en kærlig hånd eller fem, siden man besluttede sig for, at det ikke længere skulle være en automekaniker, der holdt til her. Men mens det meste skulle renoveres eller bygges på ny, var der elementer, der fik lov at bestå, herunder navneskiltet, der vidner om, at det engang var Poul, der drev sin biks derinde.

”Da vi gjorde klar til åbningen, kom der to ældre herrer forbi, der i sin tid havde stået i lære under Poul. De syntes, det var grineren, at det skulle laves om til en bar, for den originale Poul åbenbart havde være dybt kristen. Alle de andre lærlinge havde fået bajere dagligt, men når der var fest, fik de mælk. De var sådan: ’Poul vender sig i graven, hvis han hører, der bliver solgt sprut herude’,” fortæller Carl Otterstad.

De to tidligere lærlinge ville ende med at få nogle af de allerførste fadøl, der blev skænket i lokalerne.

HAR MAN VÆRET PÅ Instagram inden for de seneste to år, er der en rimelig fin sandsynlighed for, at man en gang eller to har stiftet bekendtskab med en sand hær af hvide plastikmøbler, der mest af alt virker til at høre hjemme på en campingplads eller en lille Serie A-visende bar i Syditalien.

Det er bestemt ikke, fordi der er mange ligheder mellem Nordvest og Palermo, men på Hejrevej er der alligevel et par stykker. Det vil være en underdrivelse at sige, at indehaverne af Autopoul er glade for Italien. De elsker Italien. Det i sådan en grad, at de planlægger at vise alle Italiens EM-kampe på storskærm til sommer foruden at importere den serveringsdygtige vin fra landet.

Det er da heller ikke tilfældigt, at stolene ser ud, som de gør. For det første har valget noget at gøre med, at de var trætte af at få ondt i ryggen.

”Jeg kan huske, vi var enige om, at vi var trætte af bord- og bænkesæt, og at der ikke var ryglæn nogen steder i København,” fortæller Bjarke Underbjerg, der ved siden af sit virke på Autopoul arbejder som filminstruktør.

Så de vidste, at de ville have noget anderledes.

”Vi havde ikke sådan vanvittigt mange penge til at købe møbler for, og vi var meget glade for den sydlandske stemning, hvor det er uformelt, og man sidder godt. Så vi kom frem til, at det kunne være den ikoniske monobloc-stol,” fortsætter han.

”Vi havde også snakket om, at når man går rundt i Napoli og ser de hvide plastikstole, så ved man, at det er dér, det rigtigt lækre mad er,” supplerer Carl Otterstad.

Men det var imidlertid ikke helt problemfrit at komme til at ligne Napoli.

”Vi bestilte dem online hos en fyr, der hedder Pierre Luigi, og op til åbningsdagen finder vi faktisk ud af, at han er en svindler,” fortæller Konstantin Babayan.

Pierre Luigi bliver ved med at skrive, at stolene er på vej. Og indehaverne bliver ved med at skrive og spørge, hvor de bliver af.

”Der var helt klart nogle røde flag på hjemmesiden. Men samtidig tænker man også: ’Hvordan ser en norditaliensk hjemmeside, der sælger plastikstole, ud?’,” siger Bjarke Underbjerg.

Da de var så tæt på åbningsdagen, at det hele alligevel var ved at være lige meget, besluttede de sig for at skrive til Pierre Luigi, at nu havde de altså politianmeldt ham.

”Og så lagde han sig bare fladt ned og sagde: ’Det kan jeg sgu godt se, det var ikke i orden.’ Og så fik vi alle pengene tilbage,” fortsætter han.

De endte med at finde den rigtige italienske forhandler af de hvide plastikstole, der faktisk ikke eksporterede dem normalt. Men fordi de fik så ondt af de fire danskere og deres svindlerhistorie, gjorde de en undtagelse.

DA AUTOPOUL SLOG DØRENE op i maj 2022 havde der været masser af bump på vejen i de foregående otte måneder, renoveringen havde varet. De var således kun i besiddelse af alkoholbevilling på en måned, da de serverede deres første dråber.

Da den første måned var gået, blev den fornyet igen. Og igen.

Det første gode stykke tid, var de derfor i tvivl om, hvorvidt de stadig måtte fungere som en bar, når de næste tredive dage var gået. Men det var ikke noget, der slog dem ud.

Rent faktisk var der rimeligt mange ting, der med gode grunde ville have afholdt de fleste andre for noget så tosset, som at omdanne et faldefærdigt autoværksted til en bar. Den oprindelige udsigt var således, at de kun kunne leje lokalerne i et år.

De otte måneder, de havde gået og slidt, havde oprindeligt været for at åbne en bar, der kun kunne holde åbent én sommer. Det var trods alt den aftale, de havde indgået med arkitekterne: Autopoul kunne få et år som bar, før det skulle rives ned, og noget andet skulle stå.

Heldigvis var det ikke sådan, det skulle ende med at gå. Baren kører på sit tredje år, de har fået en permanent alkoholbevilling og plastikstolene er der masser af, selvom de til tider andresteds ser nogle stole, der ligner deres meget…

”Vi ved godt, at det er lidt kliché, men vi ville bare lave et sted, hvor vi selv havde lyst til at være. Op til åbningen var vi meget nervøse, på samme måde som hvis vi skulle holde en fest, for om der overhovedet ville komme nogen, eller om vi bare ville sidde her med vores venner,” fortæller Bjarke Underbjerg.

Da de åbnede, var det med fem ansatte, og en åbningstid på tre dage om ugen. Da der var gået 14 dage, havde de ansat 15 mere, åbent alle ugens dage og blev sågar nødt til at skrive til italienerne for at skaffe nogle flere stole. Da de en dag sad dernede og ved et kig rundt kunne konstatere, at der var masser af mennesker, men ikke et eneste kendt ansigt, vidste de, at de havde gang i noget rigtigt.

NU TIL DAGS kommer der masser af mennesker forbi baren i løbet af sådan en dag, der i Autopoul-regi varer fra middagstid til sent. Der kommer både dem, der ligner, at de er kommet direkte fra Copenhagen Fashion Week, dem, der tror, at stedet stadig er et autoværksted og vil have ordnet deres bil og dem, der bare bor i nabolaget.

Det er en misforståelse, hvis man tror, at der kun er plads til dem, der går op i, hvor mange følgere de har på Instagram, mener indehaverne.

”Altså der kommer mange mennesker, der går op i at se stilet ud. Men det er jo også et sted, hvor Jørgen, der har boet i nabolaget i 40 år, holdt sin 70-års fødselsdag,” siger Carl Otterstad.

”Vi har gerne villet værne om det lokalmiljø, vi er en del af. Vi har gæster, der bor i nabolaget og ofte sidder hernede og drikker IPA rimeligt tidligt på dagen. Det er fedt, at Autopoul er et sted, hvor der er plads til alle,” supplerer Kristoffer Pind Levison.

Men om lidt bliver det altså stille her på Hejrevej.

Mens hver sommer i princippet har kunnet blive deres sidste, bliver denne rent faktisk det. Det har de valgt. Både for at stoppe, mens legen er god, men også for ikke af efterlade det til tilfældighederne. Og så også, fordi der er rimeligt meget surt arbejde, der hele tiden skal laves, når man har taget et faldefærdigt autoværksted og forvandlet det til en bar.

Men alt det skal man først bekymre sig om til efteråret, når Autopoul har skænket sit sidste glas naturvin. Indtil da er der masser af flasker at komme efter.