Derfor skal du have en flaske Anholt Gin stående i hjemmebaren
Månedens flaske er en helt speciel gin fra Anholt, fordi man netop der besluttede at lave en dansk produceret gin, der smager så godt, at man næppe vil blande den op.
Foto: PR Anholt Gin kommer i forskellige varianter til 350 kr. Kan købes hos anholt-gin.dk.
Mange gode ting her i verden er startet med en undren. Spørg bare Jakob Kjærgaard, der har boet på Anholt i en årrække og er uddannet tømrer, officer af reserven, kystskipper og socialrådgiver. Jakob Kjærgaard havde aldrig brudt sig om gin, og det var den altovervejende årsag til, at han i 2017 satte sig for selv at lave én i samarbejde med musikeren Thøger Dixgaard, som igennem mange år er kommet på Anholt.
”Det har undret mig, at man i flere hundrede år har lavet et produkt, der smager så dårligt, at det er nødvendigt at blande det op med alle mulige ting. Og når nu der står cirka 10.000 enebærbuske på Anholt, og vi har noget fantastisk vand, der stort set ikke indeholder kalk og med sikkerhed ingen pesticider, så var det et forsøg værd at se, om vi kunne lave en gin, der rent faktisk smagte godt,” siger Jakob Kjærgaard.
Som sagt så gjort, for Anholt Gin er en enkel – og prisvindende – herre, som du hverken behøver at mikse med tonic eller agurk for at nyde. Den indeholder kun fire ingredienser: lokale enebær, koriander, kvanrod og citronskal, og er lavet ud fra princippet om, at less is more.
”Du skal kunne smage, hvad du drikker. Når du har så gode råvarer, er det nemt at lave en velsmagende gin. Du kan sammenligne det med at lave en sovs. Har du kun sur fløde, så er du nødt til at tømme hele krydderiskabet ned i gryden for at få sovsen til at smage nogenlunde. Det behøver vi ikke på Anholt,” siger Kjærgaard.