Hvorfor omlagde du Knuthenlund til økologisk landbrug?
"Jeg brugte halvandet år på at finde ud af, hvad jeg skulle med Knuthenlund. Den daværende konsulent sagde, at det ikke var muligt at omlægge så stort et landbrug (900 hektarer) til økologi; men en dag var jeg ude at sprede ammoniak på markerne med en af mine ansatte, og jeg blev så fysisk dårlig, at jeg var nødt til at lægge mig, da jeg kom hjem.
Dér tænkte jeg, at jeg ikke kunne lade mine ansatte arbejde i omgivelser, jeg ikke selv kunne holde til. Så mødte jeg Thomas Harttung fra Aarstiderne, som driver økologisk landbrug på en større skala, og dernæst tog Jesper, jeg og vores medarbejderstab på studieture til Tyskland, Italien, Frankrig og Sverige, og det gav os tro på, at det kunne lade sig gøre."
Hvad var dit ønske for gården, da du overtog den?
"Jeg ville have livet og kulturen tilbage på gården. Da min oldefar drev gården og mejeriet, var der ca. 50 medarbejdere, men da jeg tog over, var der fire. Nu er vi oppe på 22 medarbejdere på Knuthenlund."
Hvad er din mission med økologien?
"Min mission og holdning er, at produkter smager bedre, når man ikke presser naturen for hårdt. Tingene skal modne langsomt og naturligt – det hele hænger sammen. Vi lever af en natur i balance, og for os er økologien fundamentet, som vi arbejder ud fra, og vi prøver hele tiden at gøre det bedre."
Hvilke tiltag har I gjort?
"Som sagt prøver vi at skabe en balance. Vi sprøjter overhovedet ikke med nogen form for gift, og derfor er vi nødt til at gøre noget andet, hvis vi vil holde skadedyr, som spiser vores afgrøder, væk.
Eksempelvis har vi plantet en række store træer langs vores marker, og de tiltrækker flagermus i stor stil. Flagermus kan på en nat spise flere hundrede insekter, som udgør en potentiel risiko, og på den måde slipper vi for at benytte pesticider i markerne.
I dyrebruget satser vi på husdyrracer, som er egnede til at gå ude. Problemet er, at den konventionelt fremavlede staldgris ikke er bygget til et liv udendørs, så derfor holder vi i stedet for den sortbrogede danske landrace, som lever i et meget lille antal herhjemme, fordi det ikke er den gris, der giver den bedste omsætning i forhold til produktionsomkostningerne. Til gengæld giver de en bedre smag, og de har et bedre liv."
Smagen af nærområdet er noget, du går meget op i. Hvorfor og hvordan fremmer I den?
"Vores fundament er, at vores dyr skal have ordentligt foder for at smage af deres oprindelsessted. Vi har sammen med naturvejleder og kultursociolog Søren Espersen fundet frem til, hvilke urter og andre afgrøder der er karakteristiske for Lolland-Falster. Ud af vores 900 hektarer bruger vi 150 til urtemarker, hvorfra dyrene får deres foder. I nogle perioder har dyrene fået færre urter end andre, og der har vi haft kokke, der har ringet og spurgt, hvor urtesmagen var blevet af, så det betyder rigtig meget.
Vi har kigget på de franske AOC-oste, og der er det interessant at se, at ensilage, som er let gæret og dermed surt, giver en sur smag til osten, mens almindeligt tørret hø, som vi bruger, ikke fremprovokerer en sur smag i ostene.
Ydermere har urterne også et sundhedsaspekt. Vi har fundet ud af, at antallet af ormeinfektioner reduceres med 50 procent, når dyrene får en urterig kost. Vi vil lave verdens bedste oste, og derfor er vi også nødt til at gå et skridt videre."
Du drømmer også om at fremme turismen på Lolland. Hvordan går det?
"Det går kun bedre! Sidste år havde vi 30.000 gæster i vores gårdbutik. Jeg fornemmer, at mange søger tilbage til de nære værdier, og de tager deres børn med ud på landet. Vi har kunder, der jævnligt kommer fra København for at købe vores varer, og der er også stor interesse fra udlandet. For tiden har vi gruppebesøg fra Japan nærmest hver 14. dag; interessen fra dem er steget meget efter Fukushima-ulykken. De vil tilbage til det nære.
Heldigvis er opbakningen fra de lokale også stor, og når de får gæster på besøg langvejsfra, vil de gerne vise de lokale produkter frem. Sammen med bryggeriet Krenkerup og Frederiksdal Gods er vi begyndt at arrangere herregårdsture, hvor man kommer rundt i landskabet og smager på produkterne."
Hvor passer Native Cooking Award ind i ligningen?
"Vi havde fra begyndelsen et godt samarbejde med kokke, der kom og besøgte os. De plukkede urter eller fulgte mejeristerne for at blive klogere på vores produktion. Så tænkte vi, at det kunne være sjovt at få en masse kokke herned ved at lave en konkurrence med lokale råvarer. Vi vil gerne vise kokkene og gastro-folk, at vi ligger i den øverste liga, men vi gør det på en afslappet måde ved at fjerne alt grej og lade det handle om naturen.
For os og de andre producenter er det en god mulighed for at få nye afsætningskanaler, og helt konkret har konkurrencen fx betydet, at vi har fået en stærk position på det tyske og belgiske marked. Der er stor interesse fra andre lande. Spanien har fx de seneste år gerne villet være med, og vi vil også gerne udvide, når der bliver mulighed for det. Vi vil også gerne vise private, at kvalitet ikke skal være elitært.
Det handler om at bringe stoltheden og det gode håndværk tilbage til landbruget."
LÆS OGSÅ: Sådan ser en inspektør fra Michelin ud
LÆS OGSÅ: Sådan får du aftensmad i en hel uge med kun 9 madvarer
LÆS OGSÅ: Ny forskning: Spis kartofler til, palæo-folk
