Ding, ding, ding! Ny spisebar samler alt det bedste fra København

Sejt møbelfirma? Tjek. Tidligere Noma-kok? Tjek. En italiensk restauratør, der har forstand på at skabe velrenommerede spisesteder? Tjek.

Ding, ding, ding! Ny spisebar samler alt det bedste fra København
Offentliggjort

Okay, så du har det her virkelig cool møbelbrand, der nærmest har skabt sin helt egen æstetik, det perfekte ægteskab mellem den skandinaviske og japanske stil, som alle med god smag aspirerer imod. Siden har du udvidet med en duft- og selfcare-linje, og det er selvfølgelig også endt med at blive superlækkert. Folk elsker det.

Hvad gør du næste gang? 1) Lancerer et tøjmærke 2) Åbner en spisebar 3) Laver en buffetrestaurant.

Vi ville gerne have set deres bud på en buffetrestaurant, men det danske møbelfirma Frama, som Niels Strøyer Christophersen var med til at starte i 2008, er altså gået med mulighed 2.

Den 17. september kan de nemlig for første gang invitere gæster indenfor på deres nye spisebar Bar Vitrine, som de har gået og puslet med den seneste tid.

Bar Vitrine har hjemme på hjørnet af Møntergade og Vognmagergade, og vi er efterhånden ved at være trætte af gentage os selv, men åh, hvor det dog blomstrer i den lillebitte bid af København, hvor højagtede tøjbrands (Another Aspect, Mfpen, Tekla, Berner Kühl og Henrik Vibskov) og beværtninger (R Vinbar, Møntergade, Apéro og Byens Kro) alle befinder sig inden for en radius af 100 meter. Og nu altså også Bar Vitrine.

Frama er på ingen måde alene om projektet. De har nemlig allieret sig med en af byens bedste værter og sommeliers, den altid fremragende italiener Riccardo Marcon, du måske kender fra Barabba og Propaganda, som han også står bag. Og, og, og: den tidligere – nu gentager vi os selv igen – Noma-kok, indiske Dhriti Arora, der bliver stedets gastronomiske drivkraft. Det bliver næppe mere Copenhagenish.

Om samarbejdet udtaler Riccardo Marcon i en pressemeddelelse:

”Det, der begejstrede mig ved Bar Vitrine, er ensemblet – at arbejde sammen med Niels fra Frama, og at arbejde på en anden måde, end jeg nogensinde har gjort før, var det, der fik mig til at være med. Niels har en knowhow, som jeg ikke har, og jeg synes, vi supplerer hinanden. Men vi havde også brug for et link imellem os, som er Dhriti.”

Bar Vitrine har 16 siddepladser (”den rumlige atmosfære skal føles essentiel, materialebalanceret og komplimentere den originale bygningsarkitektur fra 1960'erne,” siger Strøyer Christophersen) og vil køre en skiftende a la carte menu, som vil være inspireret af Aroras ophav, men også af hendes mange rejser og lande, hun har arbejdet i.

”Jeg er ikke her for at genskabe traditionelle retter, men snarere for at lave mad, der afspejler mine oplevelser, ved at bruge lokale råvarer af høj kvalitet med smag, der resonerer med mig,” udtaler hun.

Vinen kommer Marcon til at tage sig af med hjælp fra sin sommelierkollega på Barabba, Juliana Carrique.

Bar Vitrine kommer til at have åbent fra tirsdag til søndag fra klokken 11 til 23. Det vil være muligt at købe frokost fra 11 til 14 og aftensmad 18 til 22. Vin kan du drikke alle stedets åbne timer.