Du kan (relativt) nemt selv hente din nytårs-champagne i Frankrig. Her er 10 ting, du skal vide

Det er nemt, oplevelsesrigt og de perlende dråber er billigere end i Danmark.

Du kan (relativt) nemt selv hente din nytårs-champagne i Frankrig. Her er 10 ting, du skal vide
Offentliggjort

1.300 kilometer lyder af en del. Og så oveni købet to gange kun på 48 timer. Men det er det hele værd.

Som champagneby er Épernay uovertruffen. Byen, der ligger 130 km nord for Paris, emmer af champagne, som selv bageren på hovedtorvet sælger kl. 7 om morgenen. På hovedgaden Aveny de Champagne gnubber hovedsæder for flere store huse som Dom Perignon, Möet og Pol Roger skuldre. I det bakkede landskab rundt om byen bølger vinstokke, hvis gærede druesaft gennem århundreder har perlet og prikket ganer hos alverdens berømtheder. Fra byen kan du nemt nå hele champagneområdet – både hvor der primært produceres hvide druer (Côte des Blancs) og blå druer (rundt om Montagne de Reims).

Her er, hvad du gør:

1. Find et par gode venner, der ikke har noget imod at sidde i bil (ikke for mange, der skal også være plads til champagnen). Kør afsted i stationcar fredag aften, så ankommer du til Épernay netop som bageren åbner. Der vil kunne være cirka 20 kasser champagne i en godt pakket stationcar.

2. Aftal på forhånd, hvem der skal køre. En god ordning er, at de der kører derned og hjem, slipper for at kører i selve champagneområdet – og kan dermed deltage i alle champagnesmagningerne.

3. Bestil en overnatning fx på hotel Kyriad centralt i Épernay, så I får en god nats søvn inden det søndag morgen går mod Danmark igen. Det vil være tiltrængt efter nattekørsel og chapagnesmagninger.

4. Champagne kan købes mange steder. I både Aldi og Le Clerck i området kan findes billig (cirka 150 kroner/flasken for fornuftig vintage, der i Danmark ville koste det dobbelte) og i Danmark ukendte mærker. Tag et smut forbi varehusene, mens I venter på, at champagneproducenterne åbner.

5. Ved 10-tiden begynder champagneproducenterne at stille open-skiltene ud ved vejen. Kør rundt i området, fx ad D10 fra Épernay mod Avize, og gør holdt, når I ser et skilt. Langt fra alle huse er åbne om vinteren, men de to Grand Cru-byer Bouzy og Le-Mesnil-sur-Oger har hver især flere gode huse. Højsæsonen for salg er i foråret, hvor mere vil være åbent. Men bare rolig, der er mange flere huse, end man kan pløje sig igennem på en hel dag, selv om en del er lukkede. Alternativt kan man på forhånd bestille smagninger via husenes hjemmesider.

6. Som regel smager man tre slags champagne, ofte en Blanc-de-blanc, en Blanc-de-noir og en vintage, men man kan selv være med til at vælge. En smagning koster typisk 10-15 euro, men er gratis, hvis man køber noget.

7. Forvent at nå højst fem-seks huse på en dag. Champagnen skal jo nydes, og ofte har husene, især de familiedrevne, spændende historier at fortælle og stor stolthed ved deres produkt. Det er en fremragende måde at blive indført i nørdet champagne-viden.

8. Køb noget godt brød, pølse og ost, kør ud i markerne og del maden og en flaske af den nyindkøbte champagne (husk køletaske og glas). Mange huse holder alligevel lukket fra 12-14.

9. Prisen på en flaske afhænger naturligvis af mange ting. Druernes kvalitet, årgangen, terroir og produktionsmetoden. En flaske vintage i fornuftig kvalitet, der kun vinder ved at ligge nogle år, koster ofte under 200 kroner. Magnumflasker kan fås til cirka 500 kroner. Der er som regel en mindre rabat ved køb af hele kasser med seks flasker.

10. Champagnehusene lukker omkring klokken 18. Spis på Brasserie La Banque i centrum af Épernay (bestil bord hjemmefra, det er lørdag), drik mere champagne, og fald om i din seng inden turen næste morgen går mod Danmark. Med lidt held er der et godt loppemarked i byen søndag, hvor du kan købe masser af champagneudstyr.

Voila. Champagnen til nytår er reddet, og sådan en flaske kan jo ikke sættes på bordet uden historien om hvordan, den blev hjembragt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Champagne, Nytår og Frankrig