Emil og barndomsvennens nudelsuppe skaber kø i Aarhus' gader: ”Jeg tør godt at sige, at vi i hvert fald laver én af de bedste i Danmark”

Hvor får man den bedste ramen i Danmark?

”Jeg tør godt at sige, at vi i hvert fald laver én af de bedste i Danmark. Vi er uden tvivl deroppe ad. Men der er selvfølgelig også steder i København, som laver det rigtig godt. Mikkellers Ramen to Biiru er totalt i orden, men de laver den meget simpelt og klassisk, hvilket måske gør det lidt mere autentisk sammenlignet med os. Slurp er selvfølgelig også godt, men det er en smule for hypet i min bog, og de laver det med meget anderledes et andet udtryk end os. Når det er sagt, smager det vildt lækkert og er nok den bedste i Danmark, hvis jeg absolut skal vælge.”

Hvorfor valgte I lige at lave ramen?

”Vi havde snakket om det i mange år, før vi købte restauranten i 2020. Jeg boede i New York og arbejdede som kok der i fire år, da jeg lige var blevet udlært, og Benjamin (Veje, medstifter af Gaijin Ramen, red.) boede i Australien og i New Zealand. Mens vi var væk hjemmefra, ringede vi ofte sammen og snakkede om at lave en ramen-restaurant i Aarhus. I New York var det overalt, og jeg spiste det konstant. Jeg kan huske, første gang jeg smagte det, og jeg var blæst bagover fra start. Det var bare en helt simpel skål mad med enormt meget smag i, og det kunne jeg se mig selv spise hver dag. Det gjorde jeg også næsten i den periode. Da vi kom hjem, var vi stadig totalt hooked på idéen, men vi valgte at vente og tage til Japan sammen i nogle måneder og arbejde. Målet var at arbejde på en ramen-restaurant, men det var ikke muligt, så vi spiste det bare hver dag lærte om at lave det af andre veje. Og så var vi heldige, at det ikke fandtes i Aarhus, hvilket vi slet ikke forstod. Det måtte der gøres noget ved.”

Hvor ofte spiser du ramen til frokost nu?

”I hvert fald tre eller fire gange om ugen. Nogle gange mere.”

Bliver du aldrig træt af det?

”Hvis jeg lige har været på arbejde og fået den samme nudelsuppe tre-fire dage i streg, laver jeg noget andet, men jeg bliver aldrig træt af det. Det var noget andet, da jeg arbejdede på mere eksklusive restauranter, hvor vi spiste dyre og finere råvarer. Det kunne jeg godt køre lidt død i, når jeg arbejdede med dem hver dag. Det er helt anderledes med ramen. Det er bare comfort food, som man – eller i hvert fald jeg – aldrig bliver træt af.”

Hvornår ville du ønske, at du havde mindre ansvar?

”Der er selvfølgelig nogle gange, hvor man ville ønske, at telefonen ikke ringede så ofte, men mere end det er det ikke. Vi kan begge rigtig godt lide at være involveret og have en finger med i det hele, og det kommer meget naturligt til os begge at være ledere, for det har vi begge gjort før på vores tidligere arbejdspladser. Når det så er sagt, så deler vi også meget ansvar ud til vores personale, som virkelig er dygtige. De tager en masse ansvar i den daglige gang og sørger for, at alting spiller, så det er meget sjældent, at vi behøver at løfte en pegefinger."

Hvor længe har du lyst til at have så meget ansvar?

”Vi joker tit med hinanden om, at vi gerne vil arbejde mindre, men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg elsker stadigvæk at lægge de timer, det kræver, i restauranterne. I fremtiden kunne jeg selvfølgelig ønske mig at arbejde mindre, for der kommer nok et tidspunkt i livet, hvor jeg bliver nødt til at skære ned på arbejdet, men det skal også siges, at vi langt fra arbejder lige så mange timer længere, som vi gjorde i starten, hvor vi stod hernede fra morgen til aften i mere end 12 timer hver dag.”

Hvad gjorde det ved dig at starte noget nyt op på den måde og arbejde de timer?

”Jeg kan huske, dengang vi åbnede. Der havde vi brugt en hel dag på at folde gyozaer, så vi havde nok til et par uger eller tre. De blev allerede udsolgt på vores tredje åbningsdag, så der måtte vi få nogen til at komme ned og hjælpe med at folde dem. Vi var slet ikke klar på, hvor travlt vi ville få. På vores første åbningsdag var der vitterligt kø langt ud ad døren, og sådan fortsatte det de første måneder, hvilket selvfølgelig var et luksusproblem, men vi blev også tvunget til at knokle der. Særligt den første dag glemmer jeg aldrig. Vi nåede at gå i panik, da vi stod i restauranten om formiddagen, for vi havde ikke lavet noget marketing eller lavet et åbningstilbud, så vi frygtede, at der ikke ville komme nogen. Den frygt blev heldigvis gjort til skamme.”

Hvad har været dit livs bedste måltid?

”For halvandet år siden holdte vi – min kompagnon Benjamin, to kammerater og jeg – julefrokost på Frederikshøj, hvor vi fik den helt store tur, og det var fuldstændig fantastisk. Jeg kender køkkenchefen derude, og Wassim (Hallal, ejer af Frederikshøj, red.) er kommet her nogle gange, så der blev også kælet lidt ekstra for os udover de 20 serveringer, der alle var ét stort spark i løgene. Wauw, det var godt. Vi sluttede af med at komme ned i vinkælderen, hvor der stod fire iskolde Ceres Top, som vi drak, mens vi gik rundt og kiggede i kælderen og havde det skægt. Det er heller ingen hemmelighed, at vi endte med at blive godt berusede, inden aftenen var omme.”

Hvad har været dit livs værste måltid?

”Min kæreste og jeg har lige været i Bosnien på ferie, og vi spurgte nogle af vores bosniske venners venner om, hvor vi finder det bedste lam i byen. For det havde jeg vildt meget lyst til. Den anbefaling, de gav, viste sig at være helt hen i vejret. Alarmklokkerne burde have ringet, før vi satte tænderne i maden, for stedet ligger ud til en motorvejsfrakørsel ind mod byen, og det ser mildest talt lidt suspekt ud. Vi bestilte alligevel noget gryderet med lam og kartofler – en ret, der plejer at smage ret godt. Men den her var nærmest uspiselig: Den var lavet for tre dage siden, kødet var stopfyldt med scener, og de havde ikke engang varmet det ordentligt op. Den ret var helt igennem forfærdelig. Det blev også lidt komisk, fordi vi ville gøre lidt ekstra ud af vores sidste aften, så jeg havde taget en pæn skjorte på, og min kæreste var hoppet i en kjole, og i den mundering endte vi med at køre forbi en bager på vej hjem og købe nogle halvtørre pølsehorn. Vi burde bare have vendt om, da vi så stedet. Omvendt bliver det nok sjovt at se tilbage på om et halvt år, men den aften var det bestemt ikke sjovt.”

Hvad lærer du aldrig at spise?

”Rosiner. Jeg er altædende, og det har jeg været, siden jeg var barn. Der er ingenting, jeg ikke spiser, når jeg har været ude at rejse, hvor jeg har fået nogle lidt mere specielle ting som fødder, øjne, fiskehoveder og sådan nogle ting. Jeg synes altid, det er sjovt at prøve, selvom det ikke altid er lige godt. Engang fik jeg fåretestikler, som var helt fantastiske. De smagte pissegodt. Men lige rosiner, det kan jeg ikke sluge. Og det er det værste, når jeg er kommet til at købe en mysli, hvor der er rosiner i, for jeg elsker yoghurt med mysli om morgenen, men der må for guds skyld ikke være rosiner i. Når jeg kommer til det, kan jeg lige så godt kyle kaffen i håndvasken, for så er den morgenmad ødelagt.”

Hvad er den bedste restaurant, få kender?

”Jeg har et par go-to steder i Aarhus, men dem kender de fleste efterhånden. Møf, Restaurant ET og Bardok er alle fantastiske, men de er ret kendte. Måske er det Yi-East, der ligger nede på Frederiks Plads og lige er åbnet på Aarhus Ø. De laver superlækre, autentiske kinesiske småretter. Ellers er der den nyåbnede Partizani Grill, som er virkelig et virkelig fedt sted, selvom det ikke er den dybeste, gastronomiske tallerken. Det smager bare fantastisk, og stemningen er virkelig fed. Man skal gøre sig selv den tjeneste at gå derned og få deres helgrillede lam med lidt Slivovitz og et par bosniske øl på siden.”

Hvad skal der serveres til din begravelse? Ramen?

”Der skal serveres højtbelagt smørrebrød og en masse kolde øl. Det, tror jeg, heller aldrig, at jeg bliver træt af. Lige den dag skipper vi nudler og dumplings og går med et par gode stykker med rullepølse eller et godt Stjerneskud. Jeg kan også ret godt lide dansk mad som fx tarteletter, men jeg skal kun have det et par gange om året til familiefødselsdag og lignende.”

Hvornår vidste du, at du var god?

”Vi vidste godt fra starten med Gaijin Ramen, at vi havde fat i noget rigtigt. Det giver selvfølgelig en selvtillid, at vi ved, at vi laver noget godt, at folk bliver ved med at komme tilbage igen og igen. Vi har mange, der kommer ugentligt, og selv på en tilfældig tirsdag i juli kan der være kø for at spise vores supper. Og det er vigtigt, at vi husker at nyde det.”