Emil og barndomsvennens nudelsuppe skaber kø i Aarhus' gader: ”Jeg tør godt at sige, at vi i hvert fald laver én af de bedste i Danmark”
Emil Fisker, som er en af de to mænd bag Aarhus’ mest populære ramen-restaurant, Gaijin Ramen, fandt kærligheden til den japanske nudelsuppe i New York. Alligevel gik der flere år, før han tog springet ud i at introducere aarhusianerne for den japanske spise. Her fortæller han om Danmarks bedste ramen, et forfærdeligt måltid i Bosnien og Aarhus’ skjulte perler.
Hvor får man den bedste ramen i Danmark?
”Jeg tør godt at sige, at vi i hvert fald laver én af de bedste i Danmark. Vi er uden tvivl deroppe ad. Men der er selvfølgelig også steder i København, som laver det rigtig godt. Mikkellers Ramen to Biiru er totalt i orden, men de laver den meget simpelt og klassisk, hvilket måske gør det lidt mere autentisk sammenlignet med os. Slurp er selvfølgelig også godt, men det er en smule for hypet i min bog, og de laver det med meget anderledes et andet udtryk end os. Når det er sagt, smager det vildt lækkert og er nok den bedste i Danmark, hvis jeg absolut skal vælge.”
Hvorfor valgte I lige at lave ramen?
”Vi havde snakket om det i mange år, før vi købte restauranten i 2020. Jeg boede i New York og arbejdede som kok der i fire år, da jeg lige var blevet udlært, og Benjamin (Veje, medstifter af Gaijin Ramen, red.) boede i Australien og i New Zealand. Mens vi var væk hjemmefra, ringede vi ofte sammen og snakkede om at lave en ramen-restaurant i Aarhus. I New York var det overalt, og jeg spiste det konstant. Jeg kan huske, første gang jeg smagte det, og jeg var blæst bagover fra start. Det var bare en helt simpel skål mad med enormt meget smag i, og det kunne jeg se mig selv spise hver dag. Det gjorde jeg også næsten i den periode. Da vi kom hjem, var vi stadig totalt hooked på idéen, men vi valgte at vente og tage til Japan sammen i nogle måneder og arbejde. Målet var at arbejde på en ramen-restaurant, men det var ikke muligt, så vi spiste det bare hver dag lærte om at lave det af andre veje. Og så var vi heldige, at det ikke fandtes i Aarhus, hvilket vi slet ikke forstod. Det måtte der gøres noget ved.”