I METROEN LÆSER jeg F. Scott Fitzgeralds novelle ’The Diamond as Big as the Ritz’.
Den handler om en kostskolegående teenager, John, der skal tilbringe sin sommerferie med en klassekammerat, Percy, på dennes familieejendom i Montana. Percy proklamerer, at hans far er den rigeste i verden, og at han har en diamant, der er større end Ritz-Carlton Hotellet i New York (hvilket er rimelig stort).
John forholder sig med rette skeptisk over for dette, men ved sin ankomst må han, og nu beklager jeg, men jeg kommer til at afsløre novellens handling, æde sine ord.
Annonse
For det viser sig, at de 12 kvadratkilometer, Percys familie råder over, er de eneste kvadratkilometer i hele landet, der endnu ikke er blevet officielt opdaget. Disse kvadratkilometer består blandt andet af et bjerg, der er én stor diamant; altså lidt større end Ritz.
JEG LÆGGER BOGEN VÆK, da jeg når Christianshavn Station, hvor jeg går ud for at hoppe på 2a’eren mod Refshaleøen.
Til min overraskelse er den dog ikke at finde, men det er 666’eren derimod. Den er fyldt med mænd med langt hår og kvinder med kort.
Vi står af ved Refshaleøen. Jeg går lige ud og væk fra Copenhell og resten af samfundet, og snart står jeg foran den massive bronzedør, hvor jeg møder en kvinde, der er alt for tidligt på den til sin reservation.
”Google Maps sagde, at det ville tage 45 minutter med taxi fra Hellerup, men det endte med kun at tage 25,” forklarer hun, hvorved jeg må forklare, at 666’eren også gjorde jobbet væsentligt hurtigere, end jeg havde troet, den ville.
”Jeg havde også overvejet at tage vores båd. Det er så flot en tur,” fortæller hun videre.
Annonse
Denne kvinde er blot én af i omegnen 50 gæster, der i aften har taget turen ud til Refshaleøen, hvor whiskyproducenten The Macallan i samarbejde med Alchemist har lagt op til en aften, hvor ingen skal mangle noget.
Aftenen vil byde på Alchemists sagnomspundne 50 indtryk (nogle spiselige, nogle ikke) i sammenspil med dyre dråber fra The Macallan. En kuvert koster 35.000 kroner. På en normal aften koster en menu på Alchemist 5.400 kroner eksklusiv drikkevarer.
Prisen har altså fået et nøk op, hvilket primært skyldes én ting: ’The Reach’. En 81-årig enestående single malt-whisky.
Der findes 288 flasker ’The Reach’ på verdensplan, blot to i Danmark, og det er første gang nogensinde, at en flaske officielt åbnes og serveres for restaurantgæster.
MIT SELSKAB I AFTEN består af Børsens gastronomi-redaktør Ole Troelsø, madskribenten Rasmus Palsgård, der driver bloggen Feinschmeckeren, og Camilla, der er repræsentant fra The Macallan. Som regel, når man inviteres til denne slags ting, ledsages man af en slags børnepasser fra den virksomhed, hvis regning man er der på. Nogle gange er disse børnepassere af sådan en karakter, at man ville have ønsket, man spiste alene. Camilla er derimod godt selskab.
Bronzedøren åbnes, og ind går vi. Først får vi taget vores jakker. Jeg er i tvivl om, hvorvidt dette tæller for et indtryk, men hvis vi går ud fra, at det ikke gør, åbnes døren nu til aftenens første indtryk. Et rum med en masse kasser, et stort, aflangt spejl og en dansende kvinde, der prøver at få Ole Troelsø til at lægge sin hånd i hendes, men hans Alchemist-erfaring kommer til udtryk, da han skubber Feinschmeckeren ind foran sig, der tager del i en duet.
Annonse
Så føres vi ind i det næste rum, en slags lounge, hvor tjenerne trækker stolen ud og placerer stofservietten i dit skød (på en ikke-krænkende måde). Her får vi serveret aftenens første spiselige indtryk, herunder en omelet. Almindeligvis er jeg stor fortaler for at putte knuste sour cream and onion chips på min omelet. Det gør de ikke her, og det fungerer faktisk overraskende godt.
Bagefter skal vi ind i Domen, og denne ser lige så vild ud, som man havde håbet, det er meget overvældende, det er det hele faktisk: maden, stedet, oplevelsen, opmærksomheden på whiskyen, opmærksomheden på gæsterne.
”Han går hjem hver aften efter arbejde og skriver noter,” fortæller Feinschmeckeren om vores tjener her til aften. ”Hvis han opdager, at jeg er venstrehåndet, går han direkte hjem og skriver det ned.”
The Reach.
DER ER 110 PÅ ARBEJDE på Alchemist, herunder 30 tjenere.
Det er ekstremt fascinerende at opleve nogen, der er så dedikeret til servicen som kunstform. Selv arbejdede jeg flere år på Jagger, hvor jeg var blevet rimeligt træt af dig, hvis du havde bestilt en burger fem minutter i lukketid. Men her er der en uovertruffen dedikation at finde hos disse tjenere, man potentielt ville kunne blive rigtigt rig på, hvis man fandt ud af at tappe.
Vi får en masse flere indtryk, herunder ’plastik’, vandmand, en rigtig hønsefod og et falskt øje. Fælles for det hele er, at det har en raison d’etre. Den platiklignende ret sætter fokus på plastik i havet. Kyllingefoden på den umenneskelige tilgang, vi har til kyllingeopdræt. Det hele smager afsindigt godt.
En mand fra et andet selskab kommer hen for at hilse på vores bord. Han er her, fordi han er stor fan af whisky og dermed glæder sig til at smage ’The Reach’.
”Jeg har fået lov til at filme, når de åbner flasken,” siger han med barnagtig begejstring.
Inden jeg kom her i aften, havde jeg forestillet mig, at Remee og Lars Seier ville være her. Det er de imidlertid ikke. Primært er her en masse i skjorte med blazer uden slips. Hvor de har 35.000 kroner fra, vides ikke. Mange af dem er ikke danskere, men fra resten af Europa.
SNART ER DET TID TIL aftenens store klimaks.
I midten af Domen føres flasken ind, mens en håndfuld, der blandt andet tæller den førnævnte whiskey-entusiast, filmer åbningsceremonien, der, som sådan noget jo har for vane at være det, er overstået på et øjeblik.
Flasken bæres ud i køkkenet, mens The Macallans folk taler, primært i floskler, om, hvor vigtig denne aften og denne flaske er.
”It’s a privilege to be sharing this moment with you,” siger en repræsentant, alt imens ’The Reach’ ude i køkkenet hældes op i centilitermål for derefter at blive hældt videre over på specielle ’The Reach’-glas.
”Jeg har aldrig rystet så meget i mit liv,” fortæller den ophældningsansvarlige mig senere.
Da alle er færdige med disse gøremål, klapper vi, og som en scene i ’The Menu’ kommer tjenerne gående på rad og række med bakker, der hver indeholder whisket for cirka 100.000 kroner. Tjenernes gang og gangophold er flot koordineret, det kan vel bedst sammenlignes med en form for synkronsvømning, dog uden det vandede aspekt.
To glas med hver sin ene centiliter 'The Reach'.
Nu får vi vores glas. Vi dufter til det. Vi tager billeder af det. Vi tager billeder med det. Vi kigger på hinanden. Tør man? Det er godt nok stort, det her, det har man en forståelse for. Muligvis så stort som Ritz.
Efter lidt tøven tager jeg den første sip. Det smager godt, så jeg tager en til.
Hvad synes du om det, vil Camilla vide.
”Nu siger jeg noget, der lyder en anelse proletarisk, men det er første gang, jeg drikker whisky uden at have behov for at skylle efter,” svarer jeg.
Det, synes Camilla, ikke lyder proletarisk. Det er et kvalitetsstempel, mener hun, hvilket jeg må give hende ret i.
Men er det pengene værd, diskuterer jeg med Feinschmeckeren.
”Man kan ikke sætte en pris på den slags,” bliver vi enige om. For flasken koster cirka det samme som tre Teslaer. Og ville man så helst have tre af dem eller en af denne?
Meget få forsvindingsbare ting er 1 million kroner værd, medmindre man har mange millioner.
Mens vi sidder og diskuterer dette, bides der mærke i, at ham, der fik lov til at filme åbningen, og hans kammerat er begyndt at græde.
Det føles meget stort at have drukket en whisky, der får nogen til at græde.
VI ER SNART FÆRDIGE med aftenens indtryk. Vi skal videre fra Domen, men først skal vi lægge alle vores løse ejendele på en bakke. Også ringe, siger vores tjener, Christian, som vi nu har været på fornavn med en rum tid. Og desuden vores hæmninger og forbehold.
Det er sædvanligvis med en vis nervøsitet, vi går ind i det næste rum. Men da vi åbner døren, opdager vi, at vi befinder os i et boldrum, som man kender det, fra man var barn. Ved dette syn begynder jeg at grine. Så smider Camilla sig. Så Feinschmeckeren. Så mig. Ole Troelsø virker ret ubekvem ved situationen, hvilket han senere forklarer således:
”Jeg bryder mig heller ikke om at klappe i takt.”
Men dér ligger vi tre andre altså og kaster med bolde og griner og laver boldengle, og jeg har sjældent haft det så godt, det hele er meget overvældende, jeg griner, så min mave gør ondt, jeg har næsten lyst til at græde, og snart er det hele overstået, og værre er, at vi snart skal udenfor i den rigtige verden igen. En tur på Alchemist føles simpelt sagt som en tur til et parallelunivers, hvor alting er godt, ingen vokser op, og solen aldrig nogensinde hverken står op eller går ned.
Det er mægtigt rart at være på Alchemist. Det vil jeg anbefale alle at gøre noget mere.
Foto: Soren Gammelmark | Sådan ser boldrummet ud. Dog minus hende på billedet.
PÅ VEJ HJEM MED 666’eren, hvor der nu er rigtigt mange mænd med langt kort og kvinder med kort, læser jeg resten af novellen. Den slutter således:
Udefrakommende gæster, såsom John, kan ikke forlade ejendommen i Montana uden at blive slået ihjel. Risikoen for, at de vil fortælle om diamanten så stor som Ritz, er simpelthen for stor.
Der er dog lykkedes en at flygte i live, og han har nu gjort myndighederne opmærksomme på denne kæmpe diamant, hvilket får myndighederne til at lancere et luftangreb på ejendommen. I ren og skær desperation kommer Percys far i kontakt med Gud, hvem han forsøger at bestikke med tilbuddet om verdens største diamant, hvis han får disse bombende flyvemaskiner til at forsvinde.
Et tilbud, Gud afviser.
Percy flygter, alt imens indehaveren af verdens største diamant bliver tilbage og accepterer sin skæbne.
Om Rusland skulle målrette deres ballistiske missiler lige ned i Alchemists boldrum, ville jeg formentlig også blive liggende.
Vi var inviteret til middag af The Macallan, der ikke har haft nogen indflydelse på artiklens indhold.
