Fodboldspillernes yndlingscafé åbner ny filial på Frederiksberg

Et mere oplagt sted til sommer findes næsten ikke.

Fodboldspillernes yndlingscafé åbner ny filial på Frederiksberg
Offentliggjort

Området omkring Københavns Gammel Torv og Rådhusstræde var ikke umiddelbart et, man forbandt med lyst til at sidde og nyde en kaffe. Til det har kvarteret, som man vel godt kan tillade sig kalde en del af ’den dårlige ende af Strøget’-området, som det mindre flatterende er blevet kaldt, simpelthen været for rigt på fastfood-restauranter, turister og den dårlige slags leben – og omvendt: fattigt på hyggelige caféer. Eller bare én hyggelig café.

Sådan var det i hvert fald indtil 2017, hvor caféen Sonny pludselig dukkede op med et mål om at blive den café for lokalområdet, man kunne samles på uden at skulle forholde sig til hverken buffet eller afbrændt samlebåndskaffe.

Siden har Sonny udviklet sig til at blive lidt af et hotspot med fulde huse – både inde og ude – og en lokation, hvor du ofte kan spotte en fodboldspiller, altså en professionel af slagsen, med en kop cortado i hånden, solbriller på næseryggen og en eller anden shoppingpose ved fødderne.

Om det er derfra, at David Diamanti Andersen, medejer af Sonny, får sine informationer til fodboldpodcasten ’Stolpe ind’, som han laver sammen med Peter Falktoft og Nicklas Bendtner, vides ikke. Men det lyder plausibelt!

6ADB3526-A7D1-4F27-BFA1-D672B84A4F0E.jpg

Nå, tilbage på sporet. For hvad gør man, når man tydeligvis har fat i den lange ende, hvad angår et godt cafékoncept? Man åbner en ny. Og det er lige præcis, hvad David Diamanti og hans kæreste, Sara Wreschner, har gjort.

For halvanden uge siden kunne de nemlig byde velkommen til Sonny på Frederiksberg, der ligger som blommen i et æg mellem Værnedamsvej og Skt. Thomas Plads og med et solspot, som er svært at hamle op med.

”Da Sara og jeg øjnede muligheden for at overtage lokalerne sidste år, gik vi all in. Jeg er født og opvokset på Frederiksberg, og har i mange år haft et godt øje til arealerne netop dér. Så det er en fantastiske følelse at se alle tankerne og drømmene blive til virkelighed,” fortæller David Diamanti til Euroman.

Sonny på Frederiksberg Allé har åbent alle ugens syv dage.