Jeg havde ikke troet, jeg skulle komme til at savne nøgenløb, dåseleverpostej og lunkne øl i solen, men fremkomsten af den lækre festival, har fået mig til at længes efter al den folkelighed, der tidligere prægede festivallivet. Ingen af de tre nævnte ting er særlig god underholdning på en gennemsnitlig weekend, men en festival er jo netop muligheden for at sætte det normale liv på pause. Et reservat for løssluppenhed. Og jeg ser den lækre festival som en direkte trussel mod den form for uhygiejnisk selvforglemmelse, der får en til at snave med en golden retriever og gå svedigt barmavet amok til sydafrikansk heksesabbat, selv om man normalt er til Coldplay og romantiske sommerhusture. Og hvad er så den lækre festival, spørger du. Jamen, det er begivenheder som Haven og Heartland, hvor du kan lytte til al den musik, du hører til daglig, mens du nikker til alle dine Vesterbro-bekendtskaber, spiser din gourmet-hotdog, slurper din ramen, skyller ned med mikrobryg på humle, du kender navnet på, og i det hele taget slet, slet ikke går på kompromis med dine standarder. Uden at få så meget som en plet på dine New Balance-sko.
Foto: Nina Buth Olsen
Annonse
Pro
Der kommer et tidspunkt i enhver mands liv, når man står med racer-mave i en 20 meter lang kø til toiletterne på Roskilde Festival, hvor man bliver ramt af den eksistentielle tvivl: Hvad laver jeg egentlig her? Jeg elsker musik, fester og fadøl lige så meget som jer andre, men der er meget ved festivalpakken, jeg ikke orker længere. Jeg savner ikke tiden, hvor man kun kunne vælge mellem Tuborg og Carlsberg, lige som jeg ikke saver at måtte nøjes med Roskilde, Ringe eller det gumpetunge ’Grøn koncert’- koncept. I dag kan jeg tage til Tønder eller Aarhus, hvor de virkelig har lavet nogle flotte festivaler, og hvor der er god mad, alkohol og musik, lige som jeg kan få mange store oplevelser på de mindre festivaler, der popper op overalt. Til tider kan jeg selvfølgelig blive ramt af vemod og ønske mig tilbage til 90’erne, hvor jeg var med alle dagene, og vi gyngede med foran Orange (det var før sikkerhedshegn), men så husker jeg igen rysteturene om morgenen i det overopvarmede telt, de varme discountpilsnere på fjerdedagen og racermaven, åh gud, racermaven … så er jeg ikke længere i tvivl. Derfor var det med stor glæde, jeg nød min fesne rosé under træerne ved Egeskov slot, den flotte ramme om Heartland, mens jeg så The The’s første koncert i 15 år. Og glædede mig over, at nøgenløbets rute går et helt andet sted.
Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Det er nok mest, når jeg er på skærmen. Jeg oplever ikke, det er så svært, når jeg er ude at møde folk.
