Der er tre ting, der er sikre som amen i kirken, når jeg sammen med min familie stikker i sommerhus i de weekender, vi får det til at passe ind:
Mine skuldre sænker sig og min puls falder.
En løbetur lørdag morgen, inden min datter insisterer på svømmehallen.
Og et massivt forbrug på fødevarer.
Vi er begunstiget af en beliggenhed i Nordsjælland med rigeligt med butikker, restauranter og producenter. Pivfrisk fisk, grøntsagsproducenter, en fremragende slagter og gode forhandlere af små producenter, der insisterer på kvalitet.
Og jeg lader mig lede i fristelse konstant. Det gør, at sommerhuset som regel er fyldt af delikatesser, der gør frokosterne og middagene så meget sjovere, og at den lille sult, som af en eller anden grund er konstant i hvert fald i vores sommerhus, hele tiden bliver mødt af velsmag, når jeg åbner køleskabet.
Det gør også, at jeg mandag morgen efter en sommerhusweekend må konstatere, at det ikke er nogen billig fornøjelse at være styret af sine smagsløg.
”Resten af ugen handler vi i Netto!” råber jeg ud i lejligheden, men hvem er det, jeg prøver at snyde? En tur ud i landet til små producenter med jord under neglene og dyr med krølle på halen er et meget godt realitytjek i forhold til, hvad ting egentlig bør koste.
Priserne i supermarkedet er kunstigt lave og et resultat af stordrift, ultraprocesserede fødevarer og helt forfærdeligt lave ambitioner, når det kommer til ferskvarer. Maden derhjemme smager bare af mindre, hvis den bliver tilberedt af indkøb fra supermarkeder med bleggråt linoleum og lysstofrør i loftet. Vi ved det godt, og alligevel har danskerne et fuldstændig forkvaklet forhold til forholdet mellem kvalitet og pris.
Vi skal blive mætte for enhver pris. Problemet er blot, at den pris er meget høj.
For hvis ikke forbrugerne betaler den, betaler producenter, dyr, afgrøder, fjorde, økosystemer, personale og kokke.
En af det seneste års mest omtalte restauranter, Bouillon på Frederiksberg i København, har meldt om udsolgte borde seks måneder ud i fremtiden. Deres koncept er enkelt; god mad og vin til ufattelige priser. En løgsuppe koster 34 kr., en steak frites koster 124 kr., en flaske Pinot Noir 160 kr. Det er nærmest umuligt at blive flået derinde, uanset hvor umage man end gør sig.
Konceptet, der er drevet af Torben Klitbo, er nu så populært, at det har knopskudt i Aarhus. Senest har så Sovino-gruppen, der står bag Indre By-magneter som Esmée, Ambra og Salon, meddelt, at de nu åbner Le Petit Rouge, hvor de lave priser på maden også kommer til at blive det primære samtaleemne. Konceptet er medskabt af selveste Claus ’Røde’ Christensen, der ellers ikke har været kendt for at skele til prislappen.
Trip trap træsko, tre restauranter på stribe, og nu har vi en trend. Og Le Petit Rouge er formentlig ikke sidste bud på restauranter, hvor udtrykket er pænt og prisen lav.
Desværre er det ikke overraskende, at danskerne flokkes om de steder, der falbyder sig. Man kan ikke fortænke restauratører i at gøre det smart og pakke deres billige koncepter ind i pæne omgivelser. De er vel forretningsmænd.
Problemet er bare, at koncepterne med flot interiør, bistrolækre menukort og klassiske retter, som vi kender og elsker, bare billigere, blåstempler idéen om, at mad ikke bør koste mere. Regningen er blevet alt for nem at tage for gæsten, for den er nemlig lav – også for lav, for nogen skal betale. Og når det ikke bliver de drevne restauratører, der om nogen ved, hvordan man skærer en restaurant, så den giver plus på bunden, bliver det nogle andre i fødekæden.
De store spiser de små. Og jeg frygter, vi er i gang med at se en supermarkedficering af en stor del af vores restaurantscene.
Tak for at læse Gastro, hvor niveauet nok skal fortsætte med at være højt. Hvis du synes noget andet, er du altid velkommen til at skrive til mig på emker@egmont.com.
