”Det er helt vildt, som den danske madscene nægter at skifte ned i gear”

Konstant åbner der nye steder, der bliver udgivet bøger i et væk, koncepter bliver tilpasset, køkkenchefer skifter job, og der bliver hele tiden skabt oplevelser, der er værd at berette om, skriver chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst i denne leder fra det nye nummer af Gastro, der er på gaden nu.

”Det er helt vildt, som den danske madscene nægter at skifte ned i gear”
Offentliggjort

Når man laver et magasin som Gastro, er man tvunget til altid at være foran.

Champagnesmagninger, julevin og opskrifter til årstiden, som du finder i det nye nummer, der er på gaden nu.

Det har været planlagt længe. Vi satte det i gang i september, teksterne blev skrevet i oktober, i november blev de redigeret og layoutet, ligesom vi også sendte magasinet til tryk, så det kunne blive distribueret i december. En kok vil kalde det mise en place. En skibsreder for rettidig omhu.

Vi kalder det bare hverdag på redaktionen.

Kigger man i produktionsplanen, er vi på nuværende tidspunkt allerede godt inde i det nye år med idéer til nye historier, der er sat i gang. Skribenter er sendt på opgaver både i Danmark og i udlandet. Fotografer er blevet bedt om at pakke deres kamera og opsøge kilder med store ambitioner.

Og selvom vi kun lige befinder os i december, når dette magasin udkommer, står der allerede forår på temaplanen, for i månedsmagasinernes verden, hvor vi med stor omhu laver tingene og trykker dem på godt papir, inden magasinerne bliver sendt ud i det ganske land, er vi nødt til at tænke mindst to-tre måneder forud hele tiden. Bare rolig: Der er gode ting i vente.

Men det vigtigste først: Snart sænker julefreden sig, så året kan rinde ud. Udover en duft af brunt og brændt, og rigeligt med portvin i hvert fald i mit glas, markerer årsskiftet samtidig de 12 første måneder, hvor jeg har siddet ved roret på Gastro.

I slutningen af 2023 overtog jeg et magasin, der gennem næsten 20 år havde etableret sig som den eneste udgivelse, der måned efter måned gik til gastronomien med vid, humor og kløgt. Fortællingen om en restaurantscene, der bare er blevet bedre og bedre, er blevet formidlet i Gastro siden det første nummer i 2005 – i øvrigt året efter det nordiske køkkenmanifest blev formuleret, og blot halvandet år efter en vis restaurant åbnede på Christianshavn – og det har været min klare ambition, at den formidling skulle fortsætte ufortrødent.

Samtidig har vi drypvis introduceret nye tiltag: interview med stamgæster om deres stamsteder og vedkommende kokkeinterview, der viser menneskerne bag gryderne.

Senest er vi også begyndt at udgive Martin Kongstads glimrende podcast ’Bearnaise er Dyrenes Konge’, der i sin tid blev født på det originale Radio24syv og siden har levet en uværdig tilværelse som delvist hjemløs. Nu er den, hvor den bør være: Et sted, der tager formidlingen af mad alvorligt, men hvor det hele ikke skal være så selvhøjtideligt.

Der er én ting, der omend ikke er kommet bag på mig, så i hvert fald har overrasket mig positivt. Da jeg overtog stafetten på Gastro, havde jeg en lille frygt for, om vi kunne blive ved med at finde nye steder at skrive om. Vi anmelder tre-fire restauranter hver måned og skriver 20-25 nyheder i vores ’Nyt og navne’-sektion. Sker der virkelig så meget i Danmark?

Det korte svar: ja.

Det lidt længere svar: Det er helt vildt, som den danske madscene nægter at skifte ned i gear. Konstant åbner der nye steder, der bliver udgivet bøger i et væk, koncepter bliver tilpasset, køkkenchefer skifter job, og der bliver hele tiden skabt oplevelser, der er værd at berette om. Der lukker selvfølgelig også restauranter. Alt andet vil være unaturligt.

Men en scene i evig udvikling gør det til en udelt fornøjelse at være redaktør for Gastro. Og med en læserskare, der består af både et meget højt antal trofaste abonnenter og et rigtig flot antal læsere, der køber magasinet i kioskerne og i supermarkeder, er det en fryd at udgive og udvikle Gastro også i det kommende år.

Ligesom restauranterne skal Gastro også være i konstant udvikling. Meget ændrer sig, men ambitionen er den samme.

Tak for at læse med og holde os på dupperne. Idéer, kritik og kommentarer modtages altid med kyshånd på emker@egmont.com.

Rigtig god jul og godt nytår. Vi ses derude.

Kristoffer Dahy Ernst