Den aarhusianske fiskehandler Jacob Clausen tog både sociale medier og nyhedsmedier med storm, da han lagde fra land i det nye år ved at bebude, at laks ikke længere var at finde i hans butik.
Den unge Clausen er femte generation i P. Clausens Fiskehandel på havnen i Aarhus. Og du har formentlig allerede set videoen med ham, hvor han forklarer, at fisk fra opdræt, herunder fx laks, dorade og havbars, ikke længere bliver solgt fra hans fiskehandel.
Efter udgivelsen af videoen, der lynhurtigt blev delt vidt og bredt, var de mere etablerede medier hurtige med at følge op med besøg på havnen i Aarhus, så historien blev foldet fuldstændigt ud.
Budskabet var klart: Jacob Clausen kunne som stolt fagmand ikke længere se sig selv i øjnene, hvis han fortsat ville sælge laks og øvrig fisk fra opdræt. Konsekvenserne for den vilde fisk og miljøet er ganske enkelt for høje.
Og selvom han meget ærligt fortalte, hvordan laks omsætter for 800.000 kr. i hans butik og det samlede opdrætsfisk for det dobbelte, så ville kunder fremover gå forgæves – også selvom alle elsker laks.
Opbakningen var enestående: Der var ild i kommentarsporet. Allerede oplyste følgere skrev ”endelig!” mens andre klappede i deres miljøbevidste hænder og ledte efter gloser, der kunne dække over en handling så firstmover-agtig.
I et par dage var Jacob Clausen hele nationens uventede folkehelt, der med følelserne helt fremme i forreste parket satte sin egen nervøsitet ved beslutningen på spil.
Hurra for Jacob.
Der foregår i disse år en tiltagende vigtig debat om, hvordan vi behandler vores klode og de dyr, vi deler den med og nogle gange spiser. Det lader til, at flere og flere bliver klar over, at alt har konsekvenser, og at en industrialisering af naturen ikke er sådan, det hele var tænkt fra starten.
Men det er også værd at bemærke, at mange af os er tæt ved verdensmestre i at sidde i et blåøjet ekkokammer og kun tale med dem, vi er enige med. Derfor bliver vi konstant overraskede, når tallene taler deres eget tydelige sprog:
Vi bryster os af at være en gastronomisk supermagt, men vi bruger en forsvindende del af husholdningsbudgetterne ude i de små hjem på ordentlige fødevarer.
Vi bryster os af at have nogle af verdens bedste restauranter, men når det kommer til tid brugt i vores samtalekøkkener på rent faktisk at lave mad og ikke bare samtale, bliver den kortere og kortere.
Vi bryster os af at være oplyste og økologiske og bæredygtige, men fødevarer med det røde økologi-mærke finder vej til færre og færre indkøbskurve og køleskabe.
Ved Gastro-redaktionens afslutning til dette magasin var det endnu for tidligt at gribe knoglen, ringe til havnen i Aarhus og spørge Jacob, om kunderne rent faktisk har holdt deres ord.
Opbakningen på de sociale medier i starten af januar var fænomenal, men er de så begyndt at købe fisk i sæson og fisk, der er fanget skånsomt, og se højt og flot på, at der ikke længere er laks på tallerkenen? Eller kommer Clausen til at mærke en nedgang i omsætningen som direkte konsekvens af den modige beslutning?
Hvis man er konge i kommentarsporet på sociale medier, skal man også være karl i supermarkedet og hos fiskehandleren og bakke ord op med handling. I sidste ende er det pengepungen, der bestemmer.
Mit håb er, at P. Clausens Fiskehandel kan være ét blandt mange eksempler på aktive beslutninger, der kan være med til at opdrage os danskere til at købe bedre råvarer og lave bedre mad.
Men jeg er skeptisk, for empirien fortæller en anden historie. Vi siger én ting og gør noget andet. Og der findes nærmest ingen nedre grænse, når det kommer til fødevarer, hvor prisen altid ender med at bestemme.
Please, lad mig tage fejl.
God fornøjelse med det nye Gastro. Tak for at læse med og være en af dem i Danmark, der rent faktisk går op i, hvad du spiser, og hvor maden kommer fra. Det er værdsat.
