Her er Danmarks tre bedste vingårde

Njord Vingaard

Sune Albertsen på Njord Vingaard er kongen. Jeg har hermed personligt kronet ham! To gange har hans Frühburgunder 2014 og andre to gange har 13’eren snydt mig i blindsmagninger på den gode måde. Gættene er gået til topklasse spätburgunder fra Ahr eller Rheinhessen og ligefrem 1er cru bourgogne.

Njord Vingaards 2,4 ha. marker ligger i de sjællandske alper mellem Holbæk og Tølløse på Sophienhol Gods’ jorder. Sune Albertsen er kun 39 og drog i 2009 rundt på Sjælland med sin kæreste med Kort & Matrikelstyrelsens højdekurvekort i hånden for at finde egnede pletter til vindyrkning.

"Jeg havde konstateret, hvor nemt det var at lave vin hos en kammerat, der ejede en plet med rondo, men jeg syntes ikke, vinene på rondo, orion, og hvad der ellers var tilgængeligt dengang, var gode nok."

Han kiggede derfor sydpå og gik efter sorter, der havde sandsynlighed for fuldmodning tidligt under danske forhold og endte med den dengang nye solaris og frühburgunder/pinot noir précose. Valget var ikke svært for Sune, der havde smagt talrige store røde bourgogner! Sune Albertsen fandt en skråning med græs, perfekt sydligt eksponeret i en gryde og med hele 30 % hældning. Senere fandt han ud af, at jorden flere meter ned var sand og under danske regnvejrsforhold er dræning helt afgørende for koncentreret smagskvalitet på druerne.

Hans tilgang i kælderen er ultraklassisk og helt modsat andre danske producenter, idet han vildgærer på koniske trækar efter mild afstilkning, laver to gange pigeage om dagen og lagrer halvandet år på to tredjedele nye taransaud-fade uden omstikning.

"Igen overraskende nemt. Jeg læste nogle bøger om teknikken i bourgogne, og det allermest afgørende er og bliver stram selektering i marken, siger Sune Albertsen, som igen modsat andre gerne vil have en lang og langsom gæring for maksimalt smagsudtræk og aromaskabelse."

Indtil videre har mikroproduktionen på 850-1.200 flasker kun været frigivet fra 2013 og 14-årgangene, 15’eren bliver til mousserende vin og ’16 og ’17 gik i vasken, mens han fra og med 2018 har fundet vejen til succes på de vanskelige sandede jorder.

"Næringsudvaskningen i sand er absurd, vi kørte kompost på i starten, men det vasker simpelthen ud, og nu er vi begyndt at sprøjte mikromineralerne direkte på bladhanget, og det virker," siger Sune og demonstrerer endnu engang den trial-and-error-tilgang, han siger, kræver 10 år for fintuning, og som også omfattede skiftet fra bordeauxfade med hård ristning fra Seguin-Moreau til blidere ristede taransaud-fade med det, han kalder ’tysk’ profil.

2014 er absurd, vild, smuk og virtuos, ganske enkelt den bedste rødvin fremstillet i Danmark hidtil, hvor krydret hyben, ribs, egeskovbund og tranebær går hånd i hånd med fornem intensitet helt uden heftighed og banal tyngde, og hvor intet virker kunstigt eller sløset.

Helle og Jacob Stokkebyes vingård ligger ved Storebælt mellem Kerteminde og Nyborg og ambitionerne er høje. 20.000 flasker vin og en kvalitet, der både afspejler noget typisk og stedligt og kan måle sig med forbillederne i Champagne. Netop forbillederne var årsagen til starttilplantningerne med chardonnay, riesling og pinot noir i 2009, som siden er suppleret med johanitter, l’acadie blanc, den ukrainske hybrid golubok til hedvin og ikke mindst solaris.

I dag er der fokuseret på delvist fadgæret solaris til den tørre hvidvin Liva og pinot noir til den topmousserende Stella Mary, mens den mousserende Stella laves på l’acadie blanc og johanitter. Begge laves med den traditionelle metode, andengæring på flaske og degorgering hos en tysk samarbejdspartner.

Jacob Stokkebye har sommelier- og butlerbaggrund og har et kæmpe netværk, som blandt andet blev sat i spil, da man ledte efter kvalitetsfade.

"Det lykkedes mig at få overtalt Olivier Bernard på Domaine de Chevalier i Pessac-Leognan til at sælge os brugte fade," siger Jacob Stokkebye stolt om de fade, som typisk rummer halvdelen af husets solaris til vinen Liva.

Den anden halvdel gæres på stål. Helle Stokkebye har 20 års baggrund i international bæredygtighedsrådgivning, og det er en af årsagerne til de økologiske idealer for Stokkebye Vingård, hvor der nu også i stigende grad arbejdes med vildgæring for at forbedre kvaliteten og kompleksiteten.

Stokkebye-parret har desuden ansat en fuldtids vinmedarbejder med sommelierbaggrund fra Kong Hans og korte perioder hos newzealandske og californiske producenter. Stokkebyes vineri rummer rustfrie gæringstanke og brugte egefade fra Bourgogne, og parrets sans for æstetik og design skinner tydeligt igennem ejendommens smagfuldhed.

Jeg smagte 2018 fra fad og tank, og der venter store sager, når den årgang frigives. Vildgæret solaris fra et Saury-fad var fuld af passionsfrugt, havde dybde og frisk syre, mens en kulturgæret solaris fra et Damy-fad mindede om pænt stor graves sauvignon blanc.

Det er Stokkebyes Stella Mary 2017, der virkelig viser Stokkebyernes evner. Ganske enkelt det bedste danske mousserende jeg endnu har smagt med tydeligt skovbær og kirsebær fra de tyske spätburgunder-kloner med de uromantiske navne GM-1-44 og GM-20-13. Stella Mary 2017 viser, hvad velskabt mousserende vin virkelig kan, og der er knivskarp nordisk syre, dybde og ikke mindst fravær af simpel gæraroma efter 10 måneders kompleksitetsgivende tid med bærmen.

Helle og Jacob Stokkebye flytter grænserne for det muliges kunst med ædel pinot noir til boblevin – jeg tøver ikke med sammenligning med noget af eliten blandt Sydenglands champagnedræbere!

Guldbæk Vingård

Det var Guldbæk Vingård, der åbnede mine øjne for hybridernes muligheder – og ja, her vedbliver jeg at kalde dem hybrider. Jan Thrysøe og sønnen Kim foretrækker at bruge det ’kølige’ udtryk PIWI-sorter, svamperesistente druesorter efter det tyske Pilzwilderstandsfähig.

Guldbæk Vingård i Himmerlands let bakkede landskab lige syd for Aalborg koncentrerer sig også om hvidvin, men laver også vellykket rosé, og det foregår på sorter som cabaret noir, cabernet blanc, solaris og riesel. Thrysøe-duoen er hyperdetaljefokuseret og taler åbent om deres meget tekniske tilgang med gærtilsætning, temperaturstyring i træfade og ståltanke og ikke mindst tilknytning af to vinkonsulenter, newzealandske Jess Weaver og tyske Kilian Kleine-Tebbe, der assisterer via online dataopdatering og besøg på vingården med regelmæssig frekvens.

Totalproduktionen ligger på 10-15.000 flasker. Guldbæk Vingårds gæranvendelse omfatter især Lafforts selekterede gær, der dels fremmer thiol-opbygning (en ester, der lugter kraftigt af passionsfrugt), dels bygger mundfølelse og fylde på vinen, foruden at sikre en stabil gæring.

Jan og Kim Thrysøe fortæller dog, at de nu også tester vildgæring og er ovenud tilfredse med resultatet. Jeg smagte en vildgæret barrique med 2018 solaris, der havde markant mere kompleks duft, meget mindre simpel frugt og mere mundfølelse end de to kulturgærede fade med Laffort X16-gær og Laffort Alpha og Delta-gær. Solaris 2017 på 12 % med 100 % fadgæring og 50 % malo mindede om hvid Graves, fadinflueret, ja, men frisk, vaniljepræget, fuld af pæreduft og kærnemælk og havde fornem rank slankhed.

Duoens Lush Green 2018 er den seneste i en trio af årgange, der har chokeret min hærgede gane med udtalte mindelser om Marlborough sauvignon blanc. De to hybrider riesel og cabernet blanc, der begge har cabernet sauvignon som én af krydsningspartnerne, er ikke engang chaptaliseret og hørmer herligt af stikkelsbær og passionsfrugt, tomatstilk med sauvignon blanc-agtig grøn skarphed og alligevel creme om kroppen.

Guldbæk Vingårds rosé hedder Gentle Pink 2018 og skabes typisk på cabernet noir og ortega med 11,5 % og ca. 8 g restsukker. Den minder om rød muscat eller mild brachetto med høj syre og udtalt jordbærduft, klart den bedste rosé, jeg har fået fra danske producenter endnu.

For Thrysø’erne på Guldbæk Vingård er der ikke noget odiøst i sammenligningen med New Zealand – det gør dem kun stolte, og niveauet på vinene er da også imponerende – rene, harmoniske, udtalt aromatiske og balancerede vine.