Har du svært ved finde på en gave, når du skal til fødselsdag, jubilæum og lignende? Fortvivl ikke, for hergiver vi dig enmasse gaveideer til den ægte gastroseksuelle m/k.
Her kæmper det nye bestik fra Georg Jensen side om side med muslingegryder og innovative rivejern og dekanteringskarafler om at komme øverst på din indkøbsseddel. Og det til liflige toner fra en moderne udgave af den klassiske køkkenradio.
Denne fine fejekost med tilhørende fejebakke fra danske Menu har bl.a. fanget opmærksomheden hos det toneangivende engelske livsstilsmagasin Wallpaper, der for nylig valgte at belønne produktet med en af deres Design Awards 2014. Sweeper & Dustpan er designet af polske Jan Kochanski og indeholder den smarte lille detalje, at du kan bruge fejebakkens skaft som en slags tragt, når støv og skidt skal afleveres i skraldespanden. Kochanski har udviklet det lille fejesæt med stor fornemmelse for form og materialer, og så er produktet udviklet i samarbejde med en lokal polsk kostemager, som har sikret, at hestehårsfejekosten lever op til de rigtige håndværksmæssige krav.
Designeren Louise Campbell har udviklet en ny elegant bestikserie i rustfrit stål til Georg Jensen. Designeren lægger selv stor vægt på, at bestikket er formgivet i og af hånden. Til trods for – og muligvis også i et stille oprør mod – alle de digitale værktøjer, som den moderne formgiver i dag har til rådighed, når der produktudvikles. Ved første øjekast kan det være svært at få øje på den ikkecomputerstyrede hånd, som har skabt bestikserien, da den domineres af et minimalistisk og ultrapræcist formsprog. Men ifølge Campbell selv er forskellen, at hele forarbejdet har været domineret af et omfattende modelarbejde, hvor alle de mange prototyper konstant er blevet evalueret og tilrettet i håndlavede modeller. Og det giver da også god mening, at netop en bestikserie, som Louise Campbell selv beskriver som et af hjemmets mest private brugsgenstande, formgives i hånden. For det sikrer jo netop, at måltidets primærværktøj bliver til en behagelig oplevelse at spise af og med.
Annonse
Danske VIPP, som nok mest er kendt for deres gedigne kvalitetsskraldespande, der blev udviklet helt tilbage i slutningen af 1930'erne, har de seneste år skabt sig et nyt navn inden for kvalitetsudstyr til køkken og bad. Seneste skud på stammen er en ny køkkenrulleholder, som bærer tydelige referencer til virksomhedens forkærlighed for kvalitetsmaterialer, gennemført bearbejdning og mekanik. Den fine holder, som er fremstillet i lakeret trykstøbt aluminium med integreret fingerhåndtag, er udstyret med en fjederbelastet arm i poleret rustfrit stål, som holder køkkenrullen på plads. Alt sammen udført i en kvalitet og med en sans for detaljer, der placerer produktet i en liga for sig. Desværre er fjederarmen ikke så stærk, at holderen kan betjenes med én hånd – og i det hele taget er produktet klart mest interessant, når det ikke er monteret med køkkenrulle, hvilket jo er ganske paradoksalt. En idé hentet fra Vipp's eget pressemateriale er at bruge sort køkkenrulle til holderen.
En nyklassiker har potentielt set dagens lys med introduktionen af Copenhagen-afspilleren fra danske VIFA. Den trådløse højttaler er skabt på ikonet af den gamle transistorradio, men i en smuk minimalistisk fortolkning, hvor formen er domineret af to elementer: selve den stofbeklædte højttaler og den omsluttende aluminiumsbøjle, som både danner base og håndtag. Det indbyggede genopladelige batteri gør højttaleren mobil og er derfor også en perfekt følgesvend, når den gastronomiske lydkulisse skal sættes i køkkenet. Copenhagen kan købes i seks forskellige farver, hver med deres egen distinkte karakter – Sunset Red, Sand Yellow, Ocean Blue, Ice Blue, Anthracite Grey og Pebble Grey. Med matchende stof i miljøvenligt produceret uld fra danske Kvadrat.
Ja, Dopper er endnu en genanvendelig vandflaske, som prikker til vores dårlige samvittighed omkring det groteske overforbrug af købevand på flasker. Og ja, vi HAR efterhånden hørt historien alt for mange gang, om hvor meget plast og hvor mange produktionsressourcer vi kan spare miljøet for, hvis bare vi ville begynde at bruge genanvendelige flasker – og ikke mindst vand fra vandhanen. Udfordringen er bare, at problemet så langt fra er løst. I USA alene forbruges der, ifølge Dopper's oplysninger, 450.000 engangsplastflasker i minuttet(!), hvoraf mindre end 20% bliver genanvendt. Ud over det fine design og muligheden for at personliggøre flasken med et billede eller et navnetræk, som Dopper udstyrer flasken med (naturligvis mod en merpris), hører der, naturligvis fristes man til at sige, en app til konceptet. App'ens primære funktion er at guide dig til den nærmeste offentlige vandhane, så du, når du er på farten, ikke falder for fristelsen til at købe flaskevand – smart. På nuværende tidspunkt er der eksempelvis registreret 29 offentlige vandhaner i København på Dopper-app'en.
På det seneste har debatten bredt sig om de fluorholdige popcornsposer, som mange bruger, når der skal tilberedes popcorn i mikrobølgeovnen. De giftige fluorstoffer er mistænkte for at være sundhedsskadelige, og fødevareminister Dan Jørgensen har da også varslet et snarligt forbud mod stofferne, når de benyttes i forbindelse med fødevarer. Men du behøver faktisk ikke at vente på et forbud, for med Popcorn Maker fra spanske Lékué kan du nu lave mikroovnspopcorn uden at blive udsat for de farlige stoffer. Skålen fra Lékué er produceret i fødevaregodkendt og varmebestandig silikone, så alt, du skal gøre, er at købe dig en stor pose løse popcorn, hælde en passende mængde i skålen og montere låget, så klarer mikrobølgeovnen resten. Det er både billigere og sundere. Som en smart detalje kan skålen i øvrigt foldes sammen til halv størrelse, så den fylder minimalt, når den ikke er i brug.
Den kuglerunde karaffel fra EVA Solo er perfekt til dekantering og iltning af unge vine. Når man omhælder vinen til karaflen, foregår det igennem den tilhørende ståltragt, som sender vinen ud og ned langs karaflens inderside i små dekorative stråler. En proces, som samtidig accelererer iltningsprocessen i vinen. Når vinen skal serveres, foregår det ligeledes igennem tragten, som i toppen er udstyret med en drypfri hældekant. Et gennemtænkt og dekorativt produkt til en yderst rimelig pris.
Med de specielle skåle fra spanske Lékué kan du nu tilberede grød og ris i mikrobølgeovnen. Fordelen ved at tilberede i mikrobølgeovn er åbenlys. Her kan du være sikker på, at intet brænder på eller koger over, så længe du følger de medfølgende anvisninger til produktet. Så her er der en genvej til risengrød, frugtgrød, risalamande eller bare ris. Og det i en dekorativ skål, som sagtens kan stilles direkte på bordet. Det fleksible og perforerede silikonelåg, som bruges under tilberedningen, kan samtidig bruges som bordskåner, når grød eller ris skal serveres.
Annonse
ViceVersa er en interessant ny italiensk producent, som fremstiller spidsfindige og farvestrålende køkkenredskaber, fx det innovative Flexy-rivejern, som er fladt og derfor fylder minimalt i køkkenskuffen, når det ikke er i brug. Det foldes så op til et traditionelt rivejern, når man griber om de to indbyggede håndtag. Produktet er produceret i fjederstål, som sikrer, at rivejernet genfinder sin flade form efter brug, og er monteret med en beskyttende kappe af føjelig plast, der samtidig danner de to håndtag. På grund af metallets fjedrende effekt, er det vigtigt, at man holder godt fast i håndtagene, da rivejernet ellers kan have en uheldig tendens til at rive utilsigtet, hvis det folder sig ud under brug.
Denne rustikke støbejernsgryde fra franske Staub er udviklet specielt til tilberedning af muslinger. Så er du til hvidvinsdampede muslinger, saganaki-muslinger eller dampede muslinger med basilikum, er her gryden til at sikre det optimale resultat. Gryden er udstyret med en gitterindsats i den smalle ende, der gør det nemt og enkelt at si væden fra muslingerne, hvis denne ønskes anvendt til sauce eller dip. Gryden er påført flere lag emalje – også indvendigt. Det resulterer i en god slip-let-effekt, en nem rengøring og forhindrer rust. Staub anbefaler dog, at du gnider lidt madolie på den indvendige belægning, inden du bruger gryden første gang. Det forlænger levetiden af din muslingegryde, som i øvrigt kan anvendes på alle varmekilder, inkl. induktion.
Designerne fra Tools Design har udviklet dette lille finurlige minutur med strop, så du altid kan have uret hængende fremme på fx en knage eller krog. Uret, som kan købes i farverne Elephant Grey, Dusty Orange og Coffee Brown, er gennemført designet i et moderne og let underspillet formsprog. Det kontemporære formsprog til trods er uret dog stadig udstyret med den gammelkendte, skramlede og lettere enerverende mekaniske ringer. En ting, man godt kunne overveje at forbedre i fremtidige produkter.
Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Det er nok mest, når jeg er på skærmen. Jeg oplever ikke, det er så svært, når jeg er ude at møde folk.