Få en god start på dagen: Her er de 12 bedste morgenmadssteder herhjemme
Nogle hævder, at morgenmaden er dagens vigtigste måltid. Det er i hvert fald en god måde at begynde dagen på, og der kommer heldigvis hele tiden nye steder, hvor det er muligt at finde alt fra den hurtige bid til klassiske brunchretter og de mere eksotiske varianter.
Af:Ditte-Marie AscaniusFoto: Nikolaj Thaning Rentzmann, Anders Hviid, Paolo-Galgani, Elizabeth Heltoft Arnby og PR
Polske Mati Pichci, der blandt andet har en fortid på Noma, Atelier September og den hedengangne Psyche Café i Jægersborggade, åbnede sidste år Amator på Østerbro i København, hvor han laver det, der er gået hen og blevet hans hofret, nemlig den franske omelet. Den laves både en sexy version (100 kr.) og en med sort périgord-trøffel (190 kr.). Men der er også andre ting på kortet som grønne serveringer af lokalt producerede råvarer, pandekager og fransk citrontærte.
Derudover er der god musik på anlægget på stedet, der er japanskinspireret og minimalistisk indrettet af Wiercinski Studio, hvor den gule farve er gennemgående og leder tankerne over på en æggeblomme. Amator, der er polsk for amatør, har kun åbent i dagtimerne (kl. 9-14) og holder lukket mandag, tirsdag og onsdag.
Man kan nemt komme til at overse Studio X Kitchen, hvis man ikke lige ved, at den ligger der. Caféen åbnede i 2022 i Dronningens Tværgade (i den ende, der ligger tættest på Kongens Have) i forlængelse af designbutikken Studio X.
Indretningen er holdt helt enkelt, og det samme er menukortet. Der bliver serveret morgenmad fra kl. 8.30, og her er det særligt de foldede æg i flere varianter serveret med sesamfocaccia, som man skal komme for. De ser både indbydende ud, smager godt og er tilpas cremede i konsistensen. Især den med ’nduja-
smør og ost (145 kr.) gør det til et sted, der er værd at vende tilbage til. Men du kan også få en mere plain version med sæsonens grønt eller toppe den med ansjoser.
Caféen og bageriet Emma Emma åbnede i 2019 og bliver drevet af en kvinde, der, som du nok allerede havde gættet, bærer navnet Emma. Emma Hamann serverer kendte retter fra sin barndom og sit voksenliv, som hun ikke kan undvære.
Her er det heller ikke klassisk kontinental morgenmad, der serveres, når stedet åbner kl. 9 (9.30 i weekenden). Du kan vælge mellem nybagte speltboller med smør og ost (38 kr.), bananbrød (89 kr.), sort risgrød med frugtkompot, müsli, karamelliseret fersken og yoghurt (92 kr.), røræg med æble, spinat, krydret tomatsauce med kikærter og sort sesam (140 kr.) eller ristet grøntsagsbrød toppet med urtecreme serranoskinke, æg og jordbærsirup (137 kr.).
Annonse
Og har du svært ved at vælge, kan du gå med en ’Snup lidt af det hele’ (180 kr.) Der hører også en hyggelig gårdhave med til caféen.
Det hypede bageri og pizzasted Flere Fugle åbnede i Nordvest i 2022, og i slutningen af 2023 foldede de vingerne ud og udvidede med en lillesøster i Kunstforeningen Gl. Strands kælder med navnet Lille Fugl. Det er selvfølgelig det gode bagværk, der er i fokus, og fra kl. 8 serveres der morgenmad på begge adresser, hvor man kan få æg med surdejsbrød og smør (90 kr.) og tilføje pølse fra Troldgården eller sæsonens grønt (30 kr.).
På Lille Fugl kan man for eksempel også vælge mellem et ’Morgensæt’ bestående af surdejsbrød, rugbrød, ost, kompot, smør og blødkogt æg (95 kr.) eller tyrkisk æg med labneh, harissaolie, mandler og friske urter (125 kr.).
Gammel Strand 48 / Rentemestervej 57, 1202 København K / 2400 København NV
I foråret 2023 slog Mikkel Mørkeberg, Marc Hald og Jack Forsmann dørene op til Apéro i det gamle røde bindingsværkshus fra 1734, der i gastronomiske kredse var kendt for at være hjem for Restaurant Gl. Mønt, hvor Røde Claus i 28 år stod bag komfuret. Apéro er en blanding af vinbar og spisested, hvor køkkenet har åbent hele dagen. Også til morgenmad, som alle ugens dage, med undtagelse af søndag, serveres fra kl. 7.30 – lørdag dog først fra kl. 9.
Annonse
Vælg for eksempel mellem en surdejsbolle med pisket smør og ost (45 kr.), røræg med chili og koriander (85 kr.), en avocadomad (85 kr.) og en eggs benedict butter burger, der består af en kartoffel-kærnemælksbolle fyldt med mangalica-skinke, porcheret æg, og hollandaise (145 kr.). Det er muligt at spice morgenmaden op med mimosa, bloody mary og champagne.
Da Sonny åbnede i Rådhusstræde i det indre København i 2017, blev kaffe-
baren i det højloftede lokale hurtigt en succes, og i slutningen af 2022 knopskød stedet til Frederiksberg og åbnede på et solrigt hjørne på Frederiksberg Allé. Sonny holder kun åbent om dagen og er kendt for deres lækre morgen- og frokostserveringer og deres bløde bananbrød (50 kr.).
Kortet har et lille, men godt udvalg af grønne og nærende retter, der primært er vegetariske. Vælg for eksempel deres Simple breakfast med blødkogt æg, friskbagt brød, marmelade, økologisk smør, ost og juice (145 kr.) eller en Harissa breakfast med røræg, stegte svampe, grønkål, romesco, harissa og ricotta salata. Køkkenet åbner kl. 7.30 i hverdagene og 8.30 i weekenden.
Frederiksberg Allé 12 / Rådhusstræde 5, 1820 Frederiksberg / 1466 København K
Det kan umiddelbart virke lidt mærkeligt at kalde sin café for Sølle. Men det er nu engang, hvad denne oase i hjertet af Odense har valgt at gøre. Den beskriver sig selv som en ”lige tilpas sølle cafe i Odense med morgenmad, gode retter, naturvin, øl, kaffe og kærlighed.” Det er også et sted, hvor less is more synes at gøre sig gældende.
Annonse
Stedet åbner kl. 10 alle ugens dage undtagen søndag og mandag, og morgenmadskortet er begrænset, men godt, og egner sig perfekt til den hurtige bid, eller hvis man bare er til det helt enkle. Der er for eksempel en surdejsbolle med pisket smør (25 kr.), hvor der kan suppleres med ost, kompot og æg. Derudover er der også croissanter, kager og ikke mindst to typer toast på kortet (fra 65 kr.) for eksempel med rosmarindijonaise og to slags oste.
Bag Restaurant Polly står folkene, der også driver Frank i nærheden af Kongens Nytorv, Cleo i Rantzausgade og Bistro Grimal i Istedgade. Polly, der har eksisteret siden 2019, er en moderne bistro, som har åbent både morgen, middag og aften.
Morgenmaden bliver serveret fra kl. 8 i hverdagene og fra kl. 9 i weekenden, og udvalget er relativt bredt. Vælg mellem blandt andet eggs royal med spinat, røget laks, pocheret æg og hollandaise (150 kr.) eller røræg med ristet surdejsbrød og pisket smør (85 kr.). Derudover er det muligt at tilføje bacon, ramsløgspølser, forskellige oste, laks, marmelade m.m. (fra 20 kr.).
Polly byder også på croissanter og pain au THIC-”chocolat” (40 kr.), der er lavet på et restprodukt, der ligner og smager som chokolade uden at indeholde kakaobønner. Det hele kan selvfølgelig skylles ned med kaffe, bloody mary (110 kr.) eller mimosa (100 kr.), hvis det skal være mere festligt.
Les Jeunes, der åbnede i 2020 i Viborg, kort før coronanedlukningen, kalder sig selv en kaffebar og neo-bistro, der laver ”simpel mad” i køkkenet. Fra kl. 9 serveres der morgenmad alle ugens dage med undtagelse af mandag, hvor restauranten har lukket. Der er kaffe i alle afskygninger, surdejsbrød og klassiske morgenserveringer.
Vælg for eksempel røræg med tørret æggeblomme serveret på surdejsbrød (95 kr.) eller friskbagt surdejsbrød med enten luftigt brunet smør eller saltet smør (35 kr.). Der kan suppleres med blandt andet blødkogt æg med havsalt (25 kr.), chunky avocado spread med olivenolie (40 kr.), 12 måneders Havgus fra Arla Unika (35 kr.) og madeleines lavet på mandler og brunet smør (65 kr.).
En af Københavns smukkeste restauranter holder til i de lokaler, hvor Boldhus Teatret tidligere havde adresse. I 2016 åbnede makkerparret Christian Nedergaard og Sebastian Rind Admiralgade 26, der trods det noget danskklingende navn og den nordiske indretning med danske designklassikere har lånt fra alle verdenshjørner i køkkenet, men på en integreret måde, så det ikke ”bare” er et menukort med forskellige nationaliteter indover.
Hver lørdag er det sædvanlige frokostkort afløst af den japanske morgenmad/brunch choushoku (395 kr.), der serveres i tidsrummet kl. 11.30-14. Den består af en række småserveringer med ris, misosuppe og æg i centrum suppleret med grøntsager og fisk til deling.
Anh Lê drev den vietnamesiske restaurantkæde LêLê sammen med sine søskende fra 2003, indtil familien efter en tid med økonomiske udfordringer trådte ud af forretningen i 2019, inden kæden endegyldigt måtte dreje nøglen om. I 2023 var Anh Lê klar igen med endnu et vietnamesisk spisested med navnet Bánh Mi Cph på Enghave Plads og senere samme år også Anhs Spiseri og Takeaway på Vesterbrogade i København.
I efteråret 2024 blev Bánh Mi Cph udvidet med et brunch-
koncept hver lørdag og søndag kl. 11-14. Brunchen er selvfølgelig vietnamesisk og inspireret af udvalget, man finder i street food-vognene i Saigon. Menuen byder på varme nudelsupper
som pho (fra 120 kr.), spejlæg med bbq-stegt svinekød eller teriyaki-tofu, (135 kr.) bánh mi (fra 82 kr.) og vietnamesisk kaffe og mango-lassi.
Parret Nadia Bach og Christian Nurup rykkede sidste år fra Bühlmann på Hotel Scheelminde for at åbne deres egen restaurant på Budolfi Plads, der fik 6 stjerner her i Gastro. På stedet, der bærer parrets efternavne, mødes klassisk fransk gourmet med asiatiske smage i stram japansk madæstetik, mens morgenmaden er helt klassisk og så enkel, som den overhovedet kan være.
Her er ingen lune serveringer med æg, til gengæld er der bagværk med fokus på kvalitet. Vælg mellem en surdejsbolle med brunet smør (20 kr.) eller med Gudenåost fra Them Andelsmejeri (30 kr.) eller en friskbagt croissant (30 kr.). Derudover er der et godt udvalg af kaffe, te og dagens juice/saft. Der er morgenmad hver dag, undtagen søndag og tirsdag, fra 7.30 (8.30 om lørdagen).
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.