Tour de France-kokkens bekendelser

”FØRSTE GANG, jeg mødte Oleg Tinkoff, var under Vuelta a España. Han kom ind i trucken, hvor min kokkeelev og jeg lavede mad til rytterne, et rigtig lækkert måltid, for dagen efter var der hviledag, og der plejede vi gerne at lave et dejligt snasket måltid såsom burger eller pizza. Tinkoff ville gerne selv have været cykelrytter, så han havde været ude og cykle den dag. Han kom ind, fuldstændig svedig, klædt i lycra, og han var kongen af det hele. Ud med armene, kiggende rundt. Han udstrålede: ’I am Oleg Tinkoff.’ Og så kløede han sig selv i skridtet. Helt ned i bukserne og rage, og jeg tænkte: ’Hold da kæft.’ Og ud af øjenkrogen, i slowmotion, så jeg hans arm gå direkte efter noget af maden. Og så gav jeg ham en kæmpe sviner. ’Du må fandeme ikke røre noget af maden, og det er først og fremmest rytternes,’ fortalte jeg ham. Han var jo ved at besudle rytternes mad med sin skridtsved. Han fik virkelig respekt for, at køkkenet var mit domæne fra da af.

JEG TROR MEGET på det holistiske billede i forhold til mad og ernæring i elitesport. Selvfølgelig er der det rent ernæringsmæssige; der skal være styr på kulhydrater, fedt og proteinindhold, men mad kan være en stor moralbooster. Cykelryttere kan grave længere ned i sig selv, hvis de ved, der venter noget for enden af etapen. Derfor er det meget vigtigt, synes jeg, at maden både smager rigtig godt og ser delikat ud.