Varmen rammer os nu, og det kalder på kølige sager i glasset. Roséen er en gammel sommertraver, men det kan nemt blive surt. Vinredaktøren på Gastro, René Langdahl, hjælper dig med, hvordan du vælger den rette, lyserøde drik.
Når det drejer sig om rosé, er det vigtigst, at du tager stilling til, om vinen skal være tør eller sødlig. Herfra kan du begynde at dykke ned i alkoholprocent, farve, hvilket område den kommer fra og til sidst selvfølgelig pris. Det kan for de uindviede virke som en jungle, så her kommer nogle rettesnore:
Alkoholprocent
Om roséen er sødlig eller tør, kan ofte ses på alkoholprocenten. Hvis roséen har en alkoholprocent på 12 procent eller derover, er den tør. Er alkoholprocenten under 12 procent, vil roséen normalt være mere sød i smagen.
Annonse
Farve
Roséens farve spænder fra at være meget lys og næsten gennemsigtig til mere mørke udgaver, der ligner lys rødvin. Farven indikerer ikke, om vinen er sød eller tør, men man kan få en indikation af vinens fremstillingsmetode og druesort. Generelt kan man sige, at jo mørkere farven er, des længere kontakt har skindet på druerne haft med vinen, hvilket betyder en kraftigere vin.
Område
Provence i det sydlige Frankrig er et af de helt store roséområder, og her er vinen oftest tør og lys i farven, men relativt kraftig i smagen. Italienske og spanske roséer er oftest mere farvemættede og kraftige. Den bedste spanske rosédrue er ifølge René Langdahl Garnacha, som giver lidt frugtsødme og en jordbæraroma, uden at vinen i sig selv er sød. De oversøiske roséer er typisk søde i smagen og lavet på druesorter, som man kender fra rød- og hvidvine.
Pris
Det er ofte tilfældet – som med så meget andet alkohol – at jo dyrere flaske, des bedre indhold. For rosé gælder det ofte, at når prisen er høj, har vinen lagret på fad af fx egetræ, og det bidrager til at give vinen en mere fyldig krop.
Annonse
Tip til nedkøling
Du er på vej på stranden eller over til dine venner, og roséen stod ikke på køl hos forhandleren, så den skal nedkøles hurtigt. Pak flasken ind i en våd avis, og læg den i cykelkurven, eller få din ven til at holde flasken ud af bilvinduet, mens I kører. Vindmodstanden nedkøler flasken, og så er roséen kold, når du ankommer.
Gode flasker anbefalet af René Langdahl
Den klassiske
Chiaretto rosato DOC
”En klassisk rosé-type fra Bardolino ved Gardasøen, som er produceret efter gammel skik. Tør og farvemættet.”
Den tørre
Annonse
Cuvée L’Alycastre Rosé, Domaine de la Courtade
”En vin fra Provence, der er lys i farven og tør. Det er en sikker vinder.”
Den søde
Mateus Rosé
”Den portugisiske rosé fra Mateus er ikke bare sødlig, men decideret sød. Den er god til jordbær med fløde.”
Renés favorit
López de Heredia
”Denne Rioja-rosé har fadlagret i mange år på en helt unik roséstil. Den er knastør og næsten en lille smule orangetonet, fordi den er oxideret. Alle bør prøve den én gang i deres liv.”
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.