Dåseskjul: Hvem har de bedste dåsesardiner på markedet?

Der findes næsten ikke noget mere beskedent og uprætentiøst end en dåse sardiner. Men selv om dåsemad måske ikke umiddelbart har den bedste klang i folks ører, så kan den lille dåse gemme på en stor delikatesse.

Dåseskjul: Hvem har de bedste dåsesardiner på markedet?
Offentliggjort

Der skal nok stadig være dem, der rynker på næsen over fiskekonserves generelt, herunder også sardiner på dåse, men de har det med at glemme, at fiskekonserves er andet og mere end makrel og tomat og tarvelig dåsetun i vand eller dårlig olie. Fiskekonserves kan virkelig være ringe, og der er efterhånden få tilbage i verden, der opretholder det gastronomiske håndværk, men især i Portugal, Spanien og Frankrig holder nidkære producenter fortsat stand. Vi har testet hvor i Danmark, du får de bedste sardiner.

John West sardiner

Fin konsistens, ret mild og ren smag af fisk. Et relativt billigt produkt fra engelske John West, der ikke er kælet for, men man kan ikke sige, at det er ringe. Olien er solsikkeolie, der ikke smager af noget, hvilket er med til at gøre, at man savner karakter. Med salt og peber og citron, så går det ok.

Conservas Pinhais – sardiner i krydret tomatsauce

Der ligger hele chili i tomatsaucen, og den krydrede sauce smager fint, men der måtte gerne have været bare lidt mere af den. Fisken behøver ikke svømme i den, men helhedsindtrykket er en smule tørt.

Pan do Mar – små sardiner i økologisk olivenolie

De er ikke lige små alle sammen, der er faktisk både store og små sardiner, og det er lidt irriterende, når man forventer en dåse med fine små og ensartede fisk. Og det er det ikke. Man skal selv lige spice dem lidt op, før de bliver interessante. Spansk produceret.

Les Célebres d’Henri IV

Uden skind og ben, og de er virkelig delikate, faste i det og næsten lidt sødmefulde i smagen, og olivenolien smager igennem. Dejlige at spise direkte fra dåsen uden noget som helst andet.

Irmas langtidsmodnede sardiner i tomatsauce

Fisken er upåklagelig, men helhedsindtrykket er ikke så spændende af den simple årsag, at tomatsaucen smager af noget nær ingenting, og så giver dens tilstedeværelse jo ingen mening. Der er bare hældt en anonym tomatpasta i dåsen til de ellers fine fisk.

Pinhais & Ca. – sardiner i olivenolie

Fine sardinstykker, pænt placeret i dåsen – ikke noget ’plukfisk’ her, og olivenolien smager godt igennem. Et lille stykke gastro-håndværk, der er godt at have i køkkenskuffen eller spisekammeret.

Capitaine Cook – sardiner i jomfruolivenolie

Det var vist Claus Meyer, der i sin tid gjorde danskerne opmærksomme på Capitaine Cook sardiner fra Plozévet i Bretagne. Og jo, de er dejlige, men de skiller sig ikke ekstraordinært ud, den høje pris taget i betragtning.

King Oscar – sardiner

Norske sardiner, eller ret beset brislinger – Nordens svar på sardiner. Allerede når man åbner dåsen, bliver man imponeret, så velordnet og smukt de ligger. Og smagen er helt vidunderlig – fiskene er gode, olivenolien er god, og prisen er ren discount. Et vinderprodukt.

Lolin – babysardiner i olivenolie

Lolins ansjoser er helt fantastiske og har det med at toppe i test. Derfor var forventninger til deres sardiner også store. Det er dejlige små sardiner, tydeligvis håndarbejde, men jeg synes ikke, at de er ekstraordinære prisen taget i betragtning.

La Gondola

Skind- og benfri sardiner – en dejlig smooth kvalitet, der nærmest smelter på tungen, men man kan godt lidt savne den karakteristiske fede sardinsmag. Minder måske de lidt for meget om dåsetun – en god dåsetun, men alligevel.

Coop – sardiner i tomatsauce

Virkelig ikke god. Tomatsaucen er skingrende salt, men ikke salt nok til at overdøve sardinernes meget fiskede smag. Kattemad med tomatsmag!

Coop – sardiner i solsikkeolie

Et ret anonymt produkt, hvilket den helt neutrale olie bidrager til. Sardinerne er ikke pænt bearbejdet, men smagen er slet ikke så fisket, som det er tilfældet med søsterproduktet med tomatsauce.

Irmas langtidsmodnede sardiner i olivenolie

Ikke et produkt, der imponerer voldsomt meget. Sardinerne er ikke pænt bearbejdet, og hverken olie eller fisk smager ret meget igennem, ud over at være lidt ’fisket’ i det.

La Gondola – sardiner i tomatsauce

Testens absolut bedste bud på sardiner i tomatsauce. Saucen er ikke bare en omgang tyndt tomatsjask, men en tyk, velkrydret og velsmagende sauce. Fisken svømmer ikke i tomat, men saucen smyger sig om den dejlig fisk

Brisling No. 1

’Nordens sardin’ – små, røgede brislinger i rapsolie og krydret med lyng og kamille. Olien smager ikke igennem, men det gør ikke noget her, for det er smagen af røg og kamille, der tæller. Fiskene nærmest smelter på tungen. Et kongemåltid på dåse.

Konklusion

Ret beset burde denne test kaldes en ’test af sardinfisk på dåse’, for nogle af de testede produkter er ikke rigtige sardiner, men brislinger, en beslægtet sildefisk. Brislinger er en mindre fisk, og den smager anderledes, men det taler ikke til dens bagdel. Faktisk var produkterne fra Fangst og King Oscar blandt dem, der klarede sig bedst, og de er begge baseret på brisling.

Pris og kvalitet hænger sammen, men ikke entydigt. De billigste (fra Coop) klarer sig ringest i testen, ligesom også sardinerne fra John West tydeligvis er en billig kvalitet, men uden at være decideret ringe. King Oscars sardiner (brislinger) hører til de billigste i testen, men er blandt dem, der klarer sig bedst.

Blandt de dyre produkter, 30 kr. dåsen eller mere, skiller et produkt som Capitaine Cook sig egentlig ikke ud i en grad, som prisen ellers kunne indikere.

Med King Oscar som undtagelsen, der bekræfter reglen, så må man dog konkludere, at de dyrere produkter også er de bedste.

Gode dåsesardiner ligger i ditto god olivenolie, og her viser testen, at hvis olien ikke smager igennem, så kan det lidt være lige meget.

Når det kommer til varianten sardin i tomat, så er det altafgørende, at det rent faktisk er en tomatsauce og ikke blot en ligegyldig tomatpuré. Og at mængden er velafstemt, hverken for lidt eller for meget.