Hvilken champagne skal du drikke til nytår? Det svarer Søren Frank på lige her

Berlingskes mad- og vinredaktør fortæller i det nye afsnit af vores podcast ’Arbejdstitel’, hvilke dråber der skal i glasset på årets sidste aften.

Hvilken champagne skal du drikke til nytår? Det svarer Søren Frank på lige her
Offentliggjort

Når Berlingskes mad- og vinredaktør, Søren Frank, skal til nytårsfest, er der tradition for, at gæsterne hver især har deres egen flaske champagne med, fordi folks præferencer og budget ofte er forskelligt.

Det fortæller han i det nye afsnit af ’Arbejdstitel’, hvor han er med som gæst.

Skal man selv ud og købe en god flaske til at skåle 2023 ind med, så anbefaler Søren Frank, at man tager forbi vinbutikken L’esprit Du Vin i Snarregade i indre København, som er specialiseret i champagne.

”Her kan man finde en producent, som hedder Benoit Marguet, som er en af mine absolutte yndlingsproducenter. Hans basis, der hedder Shaman, koster 400-500 kroner.”

”Butikken har også Jacques Selosse, og det er klart, hvis man kan få lov til at købe en flaske Jacques Selosse, så skal man gøre det – men det kan man sikkert ikke, fordi det er umuligt at få fat på, og hvis det er vintage-champagne koster den mange tusinde kroner.”

Et andet sted, man ifølge Søren Frank kan rette blikket mod, er Philipson Wine.

”De har en producent, som står rigtig godt i år, der hedder Bereche, som er en lille domaineproducent med kun ti hektar. De gærer i træ, og jeg kan godt lide den stil, man får ud af det: knastør champagne.

Bereche har lavet en flaske, der hedder Montagne fra 2012, så den har godt med alder på, og så er den blanc de blancs, altså 100 procent chardonnay. Den smager virkelig godt til kaviar, det har jeg testet, og den koster 500 kroner.”

I den nye episode af ’Arbejdstitel’ fortæller Søren Frank blandt andet også om, hvordan han holder sin identitet hemmelig, når han skal anmelde en restaurant, hvor man finder den bedste stemning i København, og hvor han har spist den bedste bid mad i år.

Lyt til afsnittet lige her.