Hvad har været dit livs bedste måltid?
”Det er et svært spørgsmål. Jeg tror ikke rigtigt på præmissen om det bedste måltid, fordi jeg tror, det oftest handler lige så meget om de eksterne faktorer, såsom hvem man er sammen med og atmosfæren, som det handler om maden.
Men det mest skelsættende måltid, jeg har fået, var, da jeg spiste på El Bulli i Spanien. Det var tilbage i 2003, hvor jeg stod i kokkelære, og syntes, jeg var en rigtig dygtig fyr, men så kom jeg derned og opdagede, at jeg stadig havde rigtigt meget at lære. Restauranten var på daværende kåret til verdens bedste restaurant. Alt det, der foregik på El Bulli i starten af 00’erne, var fuldstændig skelsættende for gastronomiens verden.
Jeg fik retter som flydende mangoæggeblomme, mumificeret rød multe og gulerodsluft. De havde også en meget berømt ret med chokoladejord, som jeg fik. I årene efter gik der VM i at kopiere deres retter, men jeg havde desværre ikke selv den store succes med det.”