I Italien er restauranterne begyndt at gøre at oprør

Først, i begyndelsen af 2020, var der angsten for corona-smitte og sygdom. Dengang hed italienernes foretrukne hashtag på de sociale medier #iorestoacasa (jeg bliver hjemme). Så kom forhåbningerne om, at det hele – måske – ville få en lykkelig afslutning, og hashtagget skiftede til #andràtuttobene (det hele skal nok gå).

Siden er der gået adskillige måneder, og nu hvor Italien har rundet bøjen for årsdagen for det første virustilfælde, der blev konstateret den 20. februar 2020, er hashtagget endnu en gang blevet udskiftet. Denne gang hedder det #ioapro (jeg åbner) og blev i januar 2021 lanceret af restaurationsbranchen.

Nu er tonen dog hverken disciplineret som ved første hashtag eller forhåbningsfuld som ved andet. For #ioapro skal først og fremmest opfattes som et råb om hjælp, en lyst til at provokere og et oprør mod reglerne. #ioapro, underforstået: ”Jeg åbner min restaurant, også selv om det er forbudt pga. de gældende nedlukningsrestriktioner.” For #ioapro handler især om modløshed og desperation, men nok allermest om overlevelse i en restaurationsbranche, der aldrig tidligere har været tvunget i knæ på samme måde som i dag.

En nødvendig provokation

”På et tidspunkt kom ideen til mig helt af sig selv. Det sker, når du er helt ude i tovene rent økonomisk. Det kaldes nok desperation, og svaret var civil ulydighed, dvs. jeg besluttede mig for at åbne min restaurant, selv om det var forbudt på grund af lockdown. Og så fik jeg andre kollegaer med lukkede restauranter med på ideen. Vi lancerede så hashtagget #ioapro på de sociale medier, og vi har haft følgeskab af restauranter og cafeer over hele Italien. Og så er vi blevet bakket op af de kunder, der dukkede op hos os for at deltage i den civile ulydighed,” fortæller Umberto Carriera, der er en af initiativtagerne til #ioapro, der blev lanceret i midten af januar 2021.

Carriera ejer restauranten La Grande Bellezza i den norditalienske by Pesaro og fire andre spisesteder rundt omkring i det norditalienske. Allerede i oktober 2020 havde han gjort sig bemærket ved at åbne La Grande Bellezza på et tidspunkt, hvor Italien var i fuld nedlukning.

”Men denne gang var det anderledes. Denne gang beluttede vi at åbne for at gøre offentligheden opmærksom på, hvor svært denne branche har det. Mange er i knæ, og mange vil ikke komme til at åbne igen. Det er vigtigt for mig at fastslå, at vores åbning har fundet sted i respekt for covid-19-reglerne, dvs. med brugen af ansigtsmasker, med den nødvendige distance mellem bordene og med temperaturmåling af gæsterne, inden de kom ind i restauranten. Vi er jo ikke corona-benægtere,” siger Carriera.

Carrieras initiativ har ikke været omkostningsfri. Ordensmagten har været på besøg adskillige gange, og han har måttet indkassere i alt 10 bøder a 400 euro (3.000 kr., red.). Men dem agter han nu at gøre indsigelse imod.

”Jeg havde naturligvis kalkuleret med bøderne. Det, der var vigtigt, var at sende et signal til offentligheden. Situationen er uholdbar for nu at sige det pænt. Fra første lockdown i marts og frem til i dag har jeg modtaget ca. 70.000 kr. fra staten i krisetilskud. Men det er et latterligt beløb. Hvis jeg tæller alle mine fem restauranter med, så er jeg i 2020 gået glip af en indtægt på over fire mio. kr. Billedet er det samme overalt. Mange er på fallittens rand,” siger Carriera.

Optræk til sammenstød

Også Roberto Tiezzi, der er indehaver af Osteria del Verme i Milano, har taget del i #ioapro-

initiativet. Men efter seks dage, hvor han havde åbnet om aftenen, imod de gældende restriktioner, der kun tillader dagsåbent i regionen, besluttede han sig for igen at lukke sin restaurant.

”Politiet dukkede op stort set alle aftener. Jeg fik to bøder, og de begyndte også at bede om gæsternes navne. Det brød jeg mig ikke om. Til sidst fornemmede jeg en ubehagelig spænding i luften, og det er jo ikke det, folk søger, når de går ud for at spise,” siger han.

Sammenstødet mellem spisende gæster og lokale politifolk har fundet sted flere steder i Italien under #ioapro-initiativet. Bl.a. har portalen Fanpage bragt et videoklip fra et pizzeria i Bologna, hvor omkring 30 spisende gæster bryder ud i et rungende og kollektivt: ”Libertà, libertà” (”frihed, frihed,” red.), da lokale politifolk viser sig for at uddele bøder. Det endte med, at politiet måtte trække sig tilbage uden at have udskrevet nogen bøder.

På en anden restaurant, også i Bologna, kom det næsten til håndgemæng mellem en restaurantejer og en filmende journalist fra avisen la Repubblica. Ejeren anså det for at være en dårlig idé at filme de spisende gæster, og journalisten blev i meget kontante vendinger nægtet adgang til lokalet.

”Lige som så mange andre besluttede jeg mig for at deltage for at sende et tydeligt signal til offentligheden. Mange af os restauratører kan ikke mere. Vi har ikke flere ressourcer at trække på. De tilskud, vi har modtaget fra staten, er latterlige. De dækker vel ikke en gang 5 % af de indtægter, vi har mistet. De fleste af mine 10 ansatte er nu på understøttelse, i den tid restriktionerne står på, så også de er gået dramatisk ned i løn,” siger Tiezzi.

Et spørgsmål om overlevelse

Roberto Tiezzis restaurant ligger i et område af Milano, hvor der ligger mange kontorer, og hvor folk normalt myldrer rundt i gaderne omkring frokosttid for at finde et sted at spise.

”Sådan er det ikke længere. Langt størstedelen arbejder nu hjemmefra. Det betyder, at vores frokostindtjening er skrumpet ind med omkring 70-80 %. Ja, hvad skal jeg sige? Vi er mange, der er rasende. Og desparate. Hvis jeg ikke får mulighed for at åbne igen om aftenen inden for en, højst to måneder, vil jeg gå fallit. Så om en måned åbner jeg, uanset hvilke restriktioner der vil være på det tidspunkt. Vi laver en ny #iapro-kampagne. Jeg har allerede kontakt til flere advokater, der skal bistå os. Det er ikke, fordi jeg vil være rebelsk eller egoistisk. Det er ene og alene et spørgsmål om overlevelse,” siger han.

Den vrede, som Roberto Tiezzi, taler om, skyldes bl.a. nogle af de paradokser, man har set på restaurationsområdet i Italien.

”Tag nu for eksempel de tankstationer, der er at finde langs de italienske motorveje. Her finder man Autogrill-spisestederne, der drives af Benetton-familien, og som stadig er åbne. Hvorfor kan de være åbne, mens vi andre skal holde lukket?” spørger han med harme i stemmen.

Uvis fremtid

Det er efterhånden velkendt, at restaurationsbranchen over hele Europa, faktisk i store dele af verden, er i knæ. Indtægtstabene er enorme, og endnu her et år efter at virus gjorde sit europæiske indtog i Norditalien, er det umuligt at sige noget præcist om, hvordan det fremtidige økonomiske billede kommer til at se ud for tusinder af restaurantejere.

Hvad angår den konkrete situation i Rom, så viser en markedsundersøgelse lavet af fagforbundet CNA, at omkring 1/3 af Roms omkring 7.500 spisesteder risikerer ikke at ville være i stand til at rejse sig igen, efter virusstormen har passeret. Situationen er ikke bedre i Lombardiet, der med sine 10 millioner indbyggere er Italiens mest folkerige region. Her har undersøgelser vist, at regionens restaurantbranche i hver måned siden pandemiens start har mistet indtægter på op imod 860 mio. euro.

Utilstrækkelige hjælpepakker

Et af disse ramte steder er Le Sablon i Padova, der også deltog i #ioapro-initiativet. Stedet er et kombineret konditori og spisested, og ejeren, Luca Scandaletti, besluttede at deltage for at ’sende et signal’.

”Det var vigtigt at være en del af en protest, der var både civil og fredelig. Jeg havde faktisk oplyst de lokale politimyndigheder om, at vi ville åbne om aftenen, så det gjorde vi i en uge. Vi lukkede kun 15 personer ind, selvom der var mange flere, der stod i kø udenfor. Jeg fornemmede helt klart, at folk trænger til at få denne gode gamle gå-ud-at-spise-oplevelse tilbage. Jeg fik en bøde på 3.000 kr., men heldigvis slap mine gæster. Jeg tror, at politiet godt kunne se rimeligheden i vores protest,” siger Scandaletti.

På spørgsmålet om støtte fra det offentlige er han kategorisk.

”Sidste forår modtog jeg som så mange andre to gange 4.000 kr., og i midten af januar dette år modtog jeg 66.000 kr. for perioden fra april til december 2020. Det beløb skal du sætte op imod et beløb på ca. 250.000 kr., som jeg betalte i arbejdsmarkedsbidrag og lønudgifter til mine 24 ansatte. Eller sagt på en anden måde: Den støtte, vi restaurantejere har modtaget fra staten, slår slet, slet ikke til,” siger han.

Turistbranchen kollapset

En anden kategori, der lider, er, ikke overraskende, hotellerne. Mens restauranterne går og venter på, at italienerne får grønt lys i forhold til at komme tilbage til aftenspisning, så mangler mange hoteller deres kernekunder, turisterne. Eksempelvis en by som Rom, der i overvejende grad lever af turisme, er fuldstændig støvsuget for turister.

Det ved Alexia Sasson noget om. Gennem flere år har hun administreret trestjernede Hotel Kennedy, nær Roms Termini-hovedbanegård. Hotellet har 53 værelser og i lavsæson typisk en belægningsgrad på omkring 60 %. Den dag vi taler sammen, er der gæster på to af hotellets værelser. De resterende 51 står tomme. Sammen med hotelejere fra i alt 94 andre romerske hoteller, der tilsammen tæller 3.000 værelser, 6.000 sengepladser og omkring 1.000 ansatte, har hun nu stilet et brev til regeringen for at gøre opmærksom på de økonomiske problemer, som hotelbranchen befinder sig midt i. Af disse 94 hoteller er kun omkring 15 af dem åbne og aktive, og de har en gennemsnitlig belægning på omkring 10 %.

”Turismen er jo Roms bærende økonomiske element, og vi hoteller er en del af dette element. Vi har betalt vores skatter og lønninger og arbejdsmarkedsbidrag i årevis. Så jeg mener, helt ærligt, at den støtte, som staten har betalt til hotellerne, skulle have været udregnet som en procentdel af det foregående års indtjening. Sådan har man gjort i Frankrig, hvor hotellerne har modtaget, hvad der svarer til 20 % af det foregående års omsætning. Det, hotelbranchen har modtaget i Italien, er pebernødder. Fuldstændig utilstrækkeligt,” siger hun.

Halvdelen lukningstruet

Det er nok at gå en tur på en halv time gennem Roms centrum for at få et indtryk af tingenes tilstand. Langt størstedelen af de hoteller, man kommer forbi, er lukkede. En jernkæde med hængelås ved indgangen signalerer lukket og slukket, og ofte er der placeret brunt papir i de vinduer, der vender ud mod gaden.

”Af og til får vi forretningsrejsende. Men nu om dage kan mange ting jo ordnes via Zoom og Meet, og det koster naturligvis kunder for os. Husk på, at et hotel har mange faste udgifter som husleje, vedligehold, forsikringsomkostninger, vand, strøm mm. Alt det skal betales, uanset hvor mange gæster vi har. Helt ærligt så ved jeg ikke, hvad fremtiden vil bringe. Rom har ca. 1.100 hoteller. Af dem er det vel omkring 6-7 %, der er åbne lige nu. Jeg har hørt, kolleger fortælle om, at der står ’folk’ uden for deres hoteller og spørger, om de er til salg. Det er den organiserede kriminalitet. Men det har jeg heldigvis ikke været udsat for. Alt i alt kan jeg sige, at problemerne er enorme, og de tal, jeg har set, peger på, at op imod halvdelen af Roms hoteller befinder sig i den farezone, der hedder permanent lukning,” slutter Alexia Sasson.