I København findes der et særligt sted, hvor du kan købe olivenolie i verdensklasse

Livet er for kort til dårlig olivenolie.

I København findes der et særligt sted, hvor du kan købe olivenolie i verdensklasse
Offentliggjort

Du kender det helt sikkert selv: Man sidder der og har revet et lille stykke brød af, det vædes i en meget gul olivenolie, inden det rammer munden, hvor en harsk og bitter smag spreder sig som en steppebrand og efterlader ganen med en fedtet hinde. Nej tak. Dårlige olivenolier er der nok af derude. Derfor kan det være en sand åbenbaring, hvis man først prøver den ægte vare.

Sådan var det også for Michael Roloff, der står bag Psyche Organic med vennen Theophilos Constantinou. På en forretningsrejse til København en måned før coronapandemien brød ud, mødtes Constantinou med Roloff for at diskutere livet.

Roloff var på dette tidspunkt i gang med at købe olivenolie fra et dansk firma, der importerer olie fra Spanien. Olien var middelmådig, mente Constantinou. Han anbefalede Roloff at prøve ren, græsk olivenolie i stedet. En aha-oplevelse indfandt sig, og i 2021 kunne de gøre deres fælles kærlighed til vellavet, græsk olivenolie til en levevej, da de startede Pscyhe Organic.

Olien laves på olivensorten Koroneiki og er en såkaldt ensortsolie, der produceres gennem en biodynamisk og organisk dyrkning af jorden, hvilket betyder, at der ikke bruges herbicider under dyrkningsprocessen – kun naturlige materialer. Resultat: en dyb grøngul farve, der ikke efterlader nogen tvivl om, at olien er ufortyndet. Smagsmæssigt balancerer den i sin friskhed, så den fremstår livlig uden at vælte munden i en strid peber- eller chilirus, som kan kendetegne andre kvalitetsolier.

”Vores kriterier for det bedste produkt hviler på gennemsigtighed, naturlig smag og frem for alt en biodynamisk landbrugsproces. Gennem hele vores proces prioriterer og respekterer vi miljøet, naturressourcerne, vores forbrugeres sundhed og selvfølgelig beskyttelsen af landmændene selv,” siger Michael Roloff.

”Græske familier, der passer nogle få hektar oliventræer, giver både ejere og ansatte fra lokalsamfundet mulighed for at høste værdien af deres arbejde på en retfærdig måde. Og med tanke på det uoverstigelige problem med klimaændringer og miljøforurening fokuserer vi virkelig vores indsats på, at økologiske avlere bliver en del af løsningen, ikke en del af problemet.”

Det siges, at Jeanne Calment, der levede fra 1875 til 1997 og er det menneske, der officielt set har levet længst, ikke bare spiste uhyrligt meget olivenolie, men også smurte kroppen ind i det hver dag. Hos Pscyhe Organic anser de heller ikke kun deres olivenolie som et produkt til madlavning. De beskriver nemlig sig selv som både en fødevare- og sundhedsvirksomhed.

“Vores olivenolie har den helt særlige egenskab, at den indeholder en uhørt høj mængde af Polyfenoler, hvilket betyder, at den har antioxidanter i så høj en grad, at det er muligt for os at positionere olien som en helbredsfremmende råvare – det er ret unikt.”

Psyche Organic-olivenolie koster 299 kr. for én liter og 599 kr. for tre liter. Det kan købes i butikken på Jægersborggade 45 i København eller her.