Jeg besøgte fremtidens Noma, og det, der står klarest for mig, er deres appelsinjuice

JEG HAR IKKE altid kunnet lide appelsinjuice. Faktisk har jeg ikke altid kunnet lide det meste foruden pommes fritter, vandmelon og den hvide og brune del af regnbueisen, men på et tidspunkt går det op for en, at det ikke er holdbart at gå rundt og ikke kunne lide noget, så man beslutter sig for at lære at kunne lide, skønt det er en sej proces.

Desuden er det frygteligt pinligt at være kræsen – her husker jeg specifikt tilbage på en hændelse i syvende klasse: Jeg var hjemme og spise hos et nyt bekendtskab for første gang, hvor der blev serveret røræg, hvilket man ikke kan lide, hvis man er kræsen, men i et forsøg på at være høflig sad jeg altså og tvang røræggene i mig, der voksede i munden, som de nu gør, og enten har moderen været menneskekender, eller også har jeg været en dårlig skuespiller, for snart sagde hun: ”Du behøver altså ikke at spise det, hvis du ikke kan lide det,” hvorefter jeg insisterede på, at selvfølgelig kunne jeg da lide det, jeg troede faktisk gerne, jeg ville have noget mere.

Jeg lærte ikke at spise røræg lige foreløbigt. Det gik der mange år, før jeg gjorde. Til gengæld lærte jeg ikke længe efter hændelsen at drikke appelsinjuice, hvilket jeg siden har været glad for, at jeg gjorde.

Gennem tiden har jeg drukket meget appelsinjuice. Jeg har drukket det med vodka, jeg har drukket det uden, jeg har drukket det i de bedste appelsinlande - lige fra de sydlige dele af Spanien til Nilens frodige bredder, men alligevel har jeg aldrig fået en så god appelsinjuice, som jeg får, da jeg den 4. september sammen med et hold andre journalister fra primært Sverige og Norge er inviteret til pressedag på Noma, der ifølge en artikel i The New York Times lukker og slukker i slutningen af 2024.