Jordbærdessert fra Stammershalle

I gastros august-magasin kan du læse en reportage fra Stammershalle Badehotel. Her får du opskriften på deres jordbærdessert.

Jordbærdessert fra Stammershalle
Offentliggjort

JORDBÆRDESSERT

4 personer

Jordbær "kugle"

500 g hvid chokolade

100 g mørk chokolade

50 g rød kakaosmør

Den mørke chokolade tempereres og smøres i en halvkugleform. Når chokoladen er stivnet, smøres det tempererede kakaosmør ovenpå den mørke chokolade. Lagene skal være meget tynde.

Når kakaosmørret er stivnet fyldes formene med tempereret hvid chokolade. Formene tømmes med det samme så tynde skaller bliver dannet. Der skal laves 8 halvkugler.

Formene står til udkrystallisering i et døgn. Tømmes dagen efter og opbevares i lufttæt beholder ved 18-20 grader.

Fyld til kuglen

1 dl fløde 48 %

200 g jordbær, skåret i små tern

½ g skovmærke pulver. (Dehydreret skovmærke blendet til støv)

"Rødgrød"

500 g frosne jordbær

500 g frosne hindbær

100 g sukker

2 vanilliestænger

20 g maizena pr liter væske

Bærrene koges sammen med sukker og vanillie. Vanilliestængerne tages op og bærrene blendes sammen. Grøden sigtes og måles op. Herefter koges massen op og jævnes med maizena. Grøden holdes varm til servering.

A part servering

12 jordbær

Skovsyre

Creme fraiche creme

150 g fløde

150 g creme fraiche 38

30 g flormelis

1 st vanillie

Fløde, creme fraiche 38, flormelis og kornene fra vanillien piskes til skum. Tages i sprøjtepose. Lægges på køl til servering.

Tørret sandkage

100 g smør

100 g sukker

100 g mel

100 g æg

100 g mælk

1 tsk bagepulver

½ tsk salt

1 citron

Smør og sukker røres hvidt. Æggene tilsættes og røres ud. Mel, salt, bagepulver og citronskal tilsættes. Til sidst tilsættes mælken. Kagen bages ved 175 grader til den er gennembagt. Når kagen er færdig skæres den tyndt ud og tørres ved 90 grader til den er gennem tør. Blendes til crumble. Opbevares i bøtter til servering.

Jordbær sorbet

1250 g frosne jordbær

175 g glukose

400 g vand

375 g sukker

Saft fra 1 citron

Alle ingredienser lunes sammen. Herefter blendes massen til en galt masse. Sigtes og køles ned. Sorbeten køres på ismaskine og bevares herefter på frost til servering.

Anretning: En halvkugle lægges på tallerkenen. Lidt fløde 48% hældes i og de hakkede jordbær lægges i. Drys med lidt skovmærkepulver og luk med en halvkugle. Til a part serveringen lægges 3 jordbær pr person i en skål. Lidt creme fraiche creme sprøjtes i og drysses med tørret sandkage. En kugle jordbærsorbet lægges på sammen med skovsyre. Rødgrøden varmes op til 90 grader og hældes over chokoladekuglen ved bordet.

Se også: Mandelfragilité med vaniljecreme og sommerbær

Opskrifterne fra Kadeau. som også er omtalt i Gastro nr. 69. kommer senere.