Snaps kan velsagtens betragtes som alkoholens koriander. En entitet, der i lige høj grad begejstrer, såvel som den begrædes. For nogle en elsket og ufravigelig julefrokosttradition og for andre en drik, der fremkalder øjeblikkelig hovedpine og kvalme. Ikke universelt elsket, dog tæt på uundgåelig i den julefrokostsæson, der netop har været over os.
Men når det alligevel skal være, skal det gøres med manér, og der bør derfor drikkes en No. 7 pæresnaps fra Bornholm Spirits.
Distilleriet startede ellers for seks år tilbage med en rigtig dårlig idé: chilisnaps – ellers tak, men til deres forsvar skal det siges, at de sætter en ære i nysgerrighed og i at udfordre gængse opfattelser. Og det er ikke mange gange, de har ramt forbi skiven siden da.
De har vist sig både kløgtige og dygtige, når det kommer til alkoholproduktion, og deres No. 7 er et glimrende bevis herpå. Sød smag og smukt udseende er den enkle beskrivelse. Et kærkomment let og lidt sommerligt afbræk til en julefrokost eller vintermenu, der ellers traditionelt set består af tung mad, mørk øl og slørede minder.
Den er lavet på økologiske pærer, der giver et organisk strejf af rigtig natur, noget, som ellers mangler hos de fleste snapse, der let kan smage så sprittet, at de føles laboratoriefremstillet.
Som med andre kvalitetssnapse behøver den ikke være iskold, når du serverer den: Eksperimentér lidt, og hæld den op ved en stuetemperatur.
Således opleves smagsnuancerne bedst, om end den altoverskyggende fornemmelse er en af solmodne pærer og søde sommerminder. Men det er nu heller ikke så dårligt endda.
Flasken er derudover utrolig flot. Anderledes end den typiske, aflange form, man forbinder med Aalborg Akvavit og Brøndum, men ikke desto mindre visuelt forførende og god at hælde fra.
Der er bare noget over en lille, bastant flaske, der føles godt i hånden Den meget mørke, næsten sorte farve, flasken har, bidrager til følelsen af eksklusivitet, hvilket den også er.
Den er nemlig genudgivet i forbindelse med Bornholm Spirits fødselsdag 14. oktober, og som sådan kan den betragtes som en slags jubilæumsflaske.
Haps, haps, haps!
Limited Edition No. 7 – pære – Bornholm Spirits til 250 kr. hos bornholmspirits.com.