Kostrådene siger sikkert noget i retningen af, at en diæt hovedsageligt bestående af quinoa tørstegt i frisk luft, braiseret i pandemidepressionens salte tårer med et drys spirulina nok skal holde vitaminniveauet højt til at få dig igennem disse mørke dage. Men lad os sige det, som det er. Der skal noget god-damn friture til at holde denne her tid ud!
Og den allerhelligste ønskebrønd er altså at finde ude på Møllegade på Nørrebro.
Vi ved, at der er stor sandsynlighed for, at hype-toget for længst har ført dig forbi Poulette, men det skal ikke holde os tilbage fra at give det lille fried chicken tempel ude på stenbroen den hæder, den fortjener.
Annonse
Køen er lang foran Poulette. Eller den er ikke lang, for der er mere tale om en halvcirkel, der lægger sig omkring de to-tre trin ned til butikken. Som en moshpit af halvblege hangry københavnere, der bare venter på at imprægnere deres organer med friture.
I virkeligheden er hele oplevelsen omkring Poulette-burgeren en anelse sløret i hukommelsen. Dopaminudløsningen af velsmag må have sat alle andre hjernefunktioner ud af drift i de 10 minutter af ren ekstase, du befinder dig i, når du sætter tænderne i herligheden. Men vi skal prøve at tage dig med på rejsen alligevel. Om ikke andet mindes vi at blive efterladt men en blandet følelse af ’hvad fanden skete der lige der’ og ’hvor har du været hele mit liv?’.
Menukortet er relativt overskueligt på Poulette. Der er to slags burgere, sandwiches, kald dem, hvad du vil – en med fried chicken og en med mapo tofu. Ud over dét, er der nogle snacks og et skønt udvalg af drikkevarer. Det er ej at forglemme, at Poulette ligger skulder mod skulder med søstervinbaren Pompette, så den våde del af menukortet, har de sådan set fuldkommen styr på også.
Det ville være forkasteligt at begynde at kaste sig ud i en dissekering af, hvordan Pouletteburgeren er lavet, for det har vi ingen anelse om. Og det er også ligegyldigt, for det er ikke mad, der er tale om her – det er magi. Balsam for sjælen. Et bad i mælk og honning. Sauna efter vinterbadning. Et kram efter 11 måneders isolation.
En arm rækker en brun papirspose med to burgere ud ad døren efter små seks minutters ventetid. Det er lige før, vi er ovre i fastfood med sådan en jävla snapp leveringstid. To gange med fried chicken ligger og vejer tungt i posen. Ja, det er basic ikke lige at prøve en mapo tofu også – som vi ellers har hørt enormt gode rygter om. Men vi vender tilbage.
På en bundfrossen betonbænk et sted på Nørrebro med noget sparsom beplantning ovre til den ene side og en væg med graffiti på den anden, går vi ombord i skibet af friturestegt velvære. En briochebolle, noget icebergsalat, guddommelig mayo, syltede agurker (i ordentlig tykkelse) og så en knasende sprød, blød og gylden omgang kyllingefilet. Det driver ned af de spraymalede murstensvægge. Der er pludseligt en hed stemning midt i det frosne mennesketomme brokvarter.
Vi skal ikke komme og påstå, at vi ved en noget som helst om fried chicken, burgere eller velsmag i nogen form for videnskabelig eller professionel forstand. Men Poulette laver noget af det bedste du kan proppe i ansigtet i København. Corona eller ej. Giv dem tre Michelinstjerner og gør dem til Kongelige Hofleverandører. En eller anden officiel instans må melde sig på banen. UNESCO? Margueritruten? Poulettes burger skal være nationalt klenodie.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
