Kultur, kunst og kaffe-klubben udvides: De rige sommerhusejeres favoritgård er rykket ind på Frederiksborg Slot

Det økologiske jordbrug Rabarbergaarden i Vejby skal drive museumsrestauranten på det velvoksne slot i Hillerød.

Kultur, kunst og kaffe-klubben udvides: De rige sommerhusejeres favoritgård er rykket ind på Frederiksborg Slot
Offentliggjort

Det er stille og roligt ved at gå op for museerne i Danmark, at det er ikke er nok at være en stolt kulturinstitution med udstillinger og kyndig formidling, hvis man vil tiltrække besøgende. Man skal tilbyde en totaloplevelse, som transcenderer det egentlige produkt og dermed giver noget mere (læs: noget, der kan spises eller drikkes).

Det er muligvis en udvikling, man som hardcore kulturist vil begræde, måske endda forfægte, men ikke desto mindre er det den vej, tingene går, og derfor hører det sig efterhånden også til med gode muligheder for at få en god kop kaffe og få stillet den lille sult på mange museer (Kafeteria på SMK, Lille fugl på Gl. Strand, Smör på Nationalmuseet, for blot at nævne tre).

Nu er også Frederiksborg Slot i Hillerød blevet en del af klubben. De har nemlig overladt forpagtningen til at drive museumsrestaurant i en tidligere vognport og staldbygning på Nordens største renæssanceanlæg til Rabarbergaarden, den økologiske og selvforsynende gård i Vejby i Nordsjælland, der blandt andet byder på gårdrestaurant med en jord-til-bord-tilgang og et bageri.

Og det er en begejstret direktør, der byder det økologiske jordbrug og dets ønske om at bringe naturen omkring Frederiksborg Slot ind i køkkenet velkomment.

”Jeg er enormt glad for, at Rabarbergaarden har sagt ja til at blive ny restauratør på Frederiksborg. Virksomheden har vist, at bæredygtighed gennem fokus på lokale råvarer og økologisk jordbrug fint kan forenes med både folkelig frokost, fine-dining, selskaber og virksomhedsevents. At kunne tilbyde en madkulturel oplevelse som en del af museumsbesøget passer rigtig godt til den udvikling, jeg ser på Frederiksborg fremover, og jeg håber, at restauranten også̊ i fremtiden vil være et populært sted for både museets gæster og lokale,” siger Ulla Tofte i en pressemeddelelse.

’Rabarbergaarden på Slottet’, der slog dørene op i starten af februar, tilbyder både en 3-retters frokostmenu, et sirligt a la carte-kort, moderne biodynamisk vin samt bagværk, kaffe og andre ikke-alkoholiske drikke.