”Der er igen-igen grund til at slå et slag for den gastronomiske dannelse i den bredere befolkning”

Vi kan ikke lave om på årstiderne. Men vi kan ændre vores vaner, skriver Gastros chefredaktør i denne leder.

”Der er igen-igen grund til at slå et slag for den gastronomiske dannelse i den bredere befolkning”
Offentliggjort

Kig dig omkring: Verden står i fuldt flor, og alt er åbent. Sommeren er her!

Det er nemt at være taknemmelig over at bo i Danmark, når snart sagt hver eneste grøftekant kan blive et grønt aftensmåltid – gårdbutikker er spækket med friske råvarer, og restauranter popper op over hele landet.

Sideløbende med denne almindelige udgave af Gastro har vi også vores store Gastro Danmark-magasin på gaden; et 196 siders overblik over samtlige gode spisesteder, gårdbutikker, caféer og alt derimellem i det ganske danske sommerland.

Og ved tilblivelsen af magasinet blev jeg endnu engang bekræftet i det, jeg i forvejen var klar over: Den danske restaurantscene er sprællevende om sommeren. Der er så mange steder i hele landet, man kan spise godt.

Anderledes står det til i de mørke måneder. Danmark er et sæsonland. For mens vi lever livet til fulde om sommeren, står det ret så sløjt til om vinteren. Her handler det mere om at overleve end at leve, og en alt for stor del af livet bliver brugt derhjemme indendørs i stedet for ude blandt andre mennesker.

Selv bor jeg i København, så jeg er begunstiget af et restaurantudvalg, der i vintermånederne bliver holdt i live af storbyturister og forretningsmiddage i hverdagene. Men jeg er vokset op i Jylland, og jeg skal stadig ikke meget længere end vest for Valby Bakke, før jeg igen kan konstatere, at helårsrestauranter, der trives væk fra de større byer, er en sjældenhed.

I føromtalte Gastro Danmark taler jeg med Nicolai Nørregaard, der ikke kun om sin hjemegn Bornholm, men også resten af Danmark, siger, at vi er alt for dårlige til at gå ud at spise om vinteren.

Det har han desværre ret i. Det er ingen nem sag at drive restaurant uden kompromiser og uden medlemskab af de efterhånden voksende konglomerater, der driver udviklingen i særligt København. Og det bliver ikke nemmere af, at vi danskere ikke er så flinke til at gå ud at spise, når mørket trænger sig på.

Kigger man på fordelingen af michelinstjerner, må man igen i år konstatere, at vi er rigtig godt med. Men også i lagene under den finere gastronomi er vi begunstiget af spisesteder med ambitioner om at levere god mad til gode priser. Det skal vi værne om. Og det gør vi kun ved at støtte de steder, der er drevet af idealisme og en kompromisløshed, som utrætteligt trækker niveauet op i provinsen.

Jeg er udmærket klar over, at I, kære læsere, hører til i den absolutte top af den danske befolkning, når det kommer til at bruge en stor andel af husholdningsbudgettet på at købe gode råvarer til madlavningen derhjemme og til at gå ud at spise. At spise godt både hjemme og ude er nærmest ikke engang et aktivt valg, det er et livsvilkår, fordi det ikke kan være anderledes.

Men der er igen-igen grund til at slå et slag for den gastronomiske dannelse i den bredere befolkning. Vi kan ikke lave om på årstiderne. Men vi kan ændre vores vaner. Danmark er en nation af discount-elskere, der bliver leflet for af både landbrugslobbyister og neonfarvede supermarkeder.

Hvis den danske sommer skal blive ved med at være en, der smagsmæssigt er spændende at gå på opdagelse i, skal vi huske at være flinke til at spise mere ude hele året. Det økonomiske fundament er sundest, når det både er bygget af solbeskinnede frokoster i juli og styrkende vintermiddage i regnvåde januar.

Med ønsket om en god sommer,

PS: Juli-udgaven af Gastro udkommer digitalt på Flipp, som du kan hente gratis i App Store, hvis du er abonnent. Det næste trykte magasin udkommer den 1. august.