Lev som en italiener: Her skal du spise og drikke i Rom

Hvor skal du spise i Rom? Der er uendeligt mange bud på gode spisesteder i den italienske hovedstad, og her har ’Arbejdstitel’-værterne Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné samlet en håndfuld, der nok skal stille appetitten de første par dage.

Lev som en italiener: Her skal du spise og drikke i Rom
Offentliggjort

Spørger man folk, der har besøgt Rom, har langt de fleste en anbefaling til lige den restaurant, hvor de har haft en perfekt aften med mad til humøret og følelsen af at høre til.

En rejse til den italienske hovedstad rimer ofte på romantisk weekend, masser af pasta og sightseeing i verdensklasse. Du er aldrig den eneste, der har fået idéen om at rejse til Rom: Der er rigtig, rigtig mange turister, og med god grund. Den spanske trappe, Trevi-fontænen, Pantheon og ikke mindst Colosseum er must-sees, og så har vi ikke engang nævnt Vatikanet.

Når det kommer til maden og restauranterne, er det i sig selv en god grund til at rejse til Rom. Der er usandsynligt mange spisesteder, langt de fleste med et habilt køkken, og du er efterhånden trænet nok til at undgå turistfælderne. Men hvor finder du så de steder, du kan drømme dig tilbage til, når vejret herhjemme igen bliver sort og koldt?

Den har vi klaret for dig. Herunder følger Euroman og Arbejdstitels hårdt kuraterede og for altid ufuldstændige guide til det, vi synes, du skal spise i Rom. Der er langt flere gode spisesteder end dem, vi har med, men du vil hellere have de rigtige anbefalinger end at blive overvældet og handlingslammet.

Rygterne om god mad løber hurtigere end noget andet, så det er altid en god ide at bestille bord. Og aldrig før kl. 20, om sommeren gerne 20.30.

Her er listen over gode steder i Rom:

En kop morgenkaffe på San Calisto er et godt udgangspunkt for en travetur rundt i Trastevere. Sid gerne på det lille torv og se formiddagen tage sin begyndelse.

Skal det være en smule mere etableret og pænt, men stadig italiensk på den gode måde, er Sant'Eustachio Il Caffè et godt bud.

Roscioli er et rigtig godt bud på en lang frokost med det fulde udtræk. Det er halvt restaurant, halvt deli med færdige varer, du kan købe med hjem.

Skal frokosten gå hurtigere, tager du forbi Campo de’ Fiori og kører romerske pizza-slices på Forno Campo de’ Fiori. Nyd hastigheden på betjeningen, personalet er sat i verden for at lave det og kun det, og det må man bøje sig for. Romerne har fattet, at få ingredienser på pizzaen er godt, så det ruller de selvfølgelig med.

Enoteca Corsi er kærligt mama-køkken uden for mange dikkedarer. Tilhørende spisesal, fodboldtrøjer på væggene, stor stemning, enkle retter og kun åbent til aften torsdag og fredag.

Man går heller aldrig helt skævt af mange Michelin-klistermærker på facaden, og det bryster La Campana sig af, dog uden alt det fisefornemme. Bundsolidt trattoria, der i 500 år har lavet romersk mad. Her er det nok meget godt at lægge en middagslur ind.

Osteria der Belli er fremragende mad til rimelig priser. Det traditionsbundne romerske køkken træder i baggrunden for et mere varieret spisekort, hvor særligt fisk og lam er godt. Fortæl gerne tjeneren, at du gerne vil smage noget forskelligt og lad ham køre showet; du er i rigtig gode hænder.

Osteria de Memmo er klassisk romersk kærlighedsbehandling med traditionelle retter a la amatriciana og carbonara. Specialiteterne spædlam (abbacchio) og helstegt pattegris (maialino) skulle også være en omvej værd.

Skal det være mere moderne, raver herboende kokke i de italienske køkkener i København om Marzapane. Og med god grund: Knivskarpt tilsmagt mad, mere forfinet udtryk end de klassiske trattoriaer, lokale råvarer.

Skal du på bar, og det skal du vel, kan du i sikker stil slentre forbi Enoteca l’Antidoto (små friske serveringer, ingen vin på glas, kun hele flasker, til gengæld er den naturlig), Ma che siete venuti a fà, dels på grund af det vidunderlige navn (som betyder noget i retning af “hvorfor kommer du egentlig her?”), dels fordi du vil finde god og tilbagelænet stemning, eller Mostó, hvor der også nemt ryger et par flasker under vesten, inden du får set dig om. Ingen brok her.

God tur og velbekomme. Og husk, at du selvfølgelig kan lytte til både afsnit 1 og afsnit 2 af podcasten Arbejdstitel med Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst på tur til Rom.