Hvad er din tilknytning til Østjylland?
”I år har jeg boet på Brandbygegaard, tæt på Horsens Fjord og dæmningen over til Alrø, i 30 år. Jeg er tilflytter med andre ord. Første gang, jeg gik ind gennem porten og stod på gårdspladsen mellem de fire længer, var det med en stærk fornemmelse af at høre til. Af at være kommet hjem.”
Hvad er indbegrebet af Østjylland, hvad mad og drikke angår?
”Man kommer nok ikke tættere på kernen end i den sommerrestaurant, Søren Sørøver og jeg hvert år skaber tre uger i juli. Sommerrestauranten på Brandbygegaard er vist det eneste sted i Danmark, måske i verden, hvor værtskabet både dyrker råvarerne selv, laver alle drikkevarer, og ikke mindst at de to personer, der dyrker planterne, laver vinene, ciderne og brygger øllet, er de samme, som tilbereder maden og serverer den.
Alle seks retter og drikkevarerne er af økologisk oprindelse selvfølgelig. Billetterne udbydes i foråret og der er altid udsolgt, inden vi går i gang.”
Hvad må man virkelig ikke gå glip af i Østjylland?
”Bageriet Groft i Saxild laver himmelske brød og kager, den helt særlige stemning i BIO Vinbar i Horsens, en travetur på Tunø med frokost i Mejeriet, eller en frisk cykelrute via den lille færge fra Snaptun og Hjarnø til Alrø Købmandsgård forpagtet af en italiensk kok, middag på Restaurant Hærværk i Aarhus eller på restaurant Ti Trin Ned i Fredericia, Trapholt i Kolding og pause i indtrykkene i deres dejlige café.
Sidst men ikke mindst, vil jeg varmt anbefale en klassisk koncertoplevelse med Aarhus Symfoniorkester i Musikhuset.”
Hvordan har din egn udviklet sig gastronomisk de senere år?
”Odder-egnen har desværre udviklet sig i en fattigere retning, hvad angår råvarer. I forvejen var vi ikke mange økologiske landbrug og to af de markante profiler, som stod for bl.a. et særligt sortiment af specialoste og kød fra geder samt jordbærsorter i udvalg, ærter og kartofler er nu forsvundet fra landkortet.
Til gengæld fik egnen et løft på spisesiden, da den italienske kok Massimiliano Cameli etablerede sig med restaurant i byen og senere hen forpagtningen på Alrø.”
Hvilken gastronomisk egenart hører til Østjylland og kan være svær at forstå for udefrakommende?
”Der er faktisk ikke nogen ret, som er særlig for Østjylland. Det siger Søren Sørøver, han er født og opvokset her. Jeg ville ellers foreslå pølsemix fra hallens cafeteria.”
Hvor er det særligt godt at opleve det gastronomiske Østjylland?
”Der sker utroligt mange ting i Aarhus, og byen er værd at spise sig igennem. Der er alt fra små listige steder med idealistisk profil til finere gastronomi omkring havnen og centrum.”
Hvad har præget dig fra din egn?
”Den frodige jord, det milde havnære dyrkningsklima og de fantastiske grøntsager, frugter og bær, vi dyrker og laver til mad og drikkevarer på gården. Det er en enestående forbundethed med omgivelserne, man får af at leve så tæt på det, man lever af.”
Hvilke ting omkring din egn må egentlig godt forsvinde helt?
”Østjylland er et intensivt dyrket landbrugsområde med store svineproduktioner og andre husdyr i lukkede systemer. Udledningerne af næringsstoffer og brugen af sprøjtegifte sætter præg på naturen og selvom her er smukt, kunne det godt blive bedre.”
Er der noget, Østjylland kunne lære af resten af landet – og omvendt?
”Fordi landbrugsjorden er dyr og højtydende, er det vanskeligt for nye landmænd at komme i nærheden af at etablere sig med fx grøntsagsproduktion eller anden småskala levevej.
Det ville virkelig gavne området med større diversitet og liv på landet – flere hyggelige vejboder, små dyrehold i det fri m.m. Der er ingen nem vej til flere muligheder, men med tiden og en forhåbentlig ændret støttepolitik fra EU, bliver der måske adgang til jord for mere ambitiøse og fremsynede avlere af det, der er grundstenen i fremragende gastronomi – førsteklasses råvarer.”