Mændene bag Nørrebros nyeste pizzasucces spiser proletarpizzaer med den ene hånd, mens de skænker naturvin med den anden

Flasker af naturlig vin på rad og række, orangemalede vægge og mellemhøj hip hop møder dig, når du træder ind ad døren hos Juli Pizza på Nørrebrogade 200. I det lille, interimistiske lokale, hvor espressomaskinen og betalingskassen skal betjenes fra samme flise på gulvet, kan du få en Københavns mest hypede pizzaer, som blandt andet har fået Politiken til at strø om sig med gloser som ”napolitansk pizza i mesterklassen” i en anmeldelse, hvor de kvitterede med seks ud af seks hjerter.

Men det er hverken for anmelderne eller de unge influenceres skyld, at de i efteråret åbnede pizzeriaet. Det er heller ikke med målet om at skabe byens bedste dej med tomat og mozzarella, at Mads Hermansen, Jakob Ravn og deres to medstiftere langer pizzaer over disken. Hos Juli Pizza vil de hellere skabe et stamsted for de lokale.

Hvor kommer fascinationen for pizza fra?

Jakob Ravn (JR): ”Fordi vi elsker Gorm (Wisweh, kok og medstifter af pizzarestaurantkæden Gorms, red.), mand! Mit første restaurationsjob var hos Gorm, og han var lige forbi forleden og spise en pizza. Vi blev godkendt.”

Mads Hermansen (MH): ”I den mere seriøse ende handler det om fascinationen i at have lokale stamsteder. For hvis der er én ting, som beværtningerne i byen skal kunne, så er det at skabe et lokalt tilhørsforhold i det her virvar af indtryk, kæder og alt muligt andet.”

Det tilhørsforhold i lokalområdet kan man vel skabe ved at servere alt muligt andet, så hvorfor er det lige pizzaer, I har valgt?

MH: ”Beslutningen om, at det netop skulle være et pizzeria, tog vi først for alvor, da vi fik lokalet her, fordi vi har overtaget Nørrebros ældste pizzeria, Casa Mia. Det lå her i 37 år, så der er flere generationer, som er kommet her i lokalerne. Man kan vel sige, at vi gerne ville føre arven videre.”

JR: ”Det kan godt lyde lidt mærkeligt, det her, men vi er mere drevet af tanken om at lave noget sammen end at lave den allerbedste pizza. Vi lærte først at lave pizza, efter vi åbnede.”

Så for jer handler det mere om at få folk, som bor i området til at komme her, når de skal have pizza, end at lave byens bedste pizza?

MH: ”Ja, vi vil gerne tage det lokale aspekt tilbage i takeaway, fordi Wolt har gjort det så nemt at have tømmermænd. Det gør også, at du forholder sig meget lidt til, hvad der sker omkring dig. Så meget af det var også det at lave et sted, hvor man skal have lyst til at komme ned og hente sin pizza, fordi både stemningen og maden er god her.”

JR: ”Den målsætning har vi også fået bekræftet af at tale med de mennesker, der havde et forhold til Marianne, som havde Casa Mia. Det har også været rørende for os at mærke, at gæsterne også bekymrede sig om hende, da hun valgte at lukke sin forretning. Det tilhørsforhold håber vi at kunne føre videre, fordi det er ikke særlig sexet at lave takeaway, men det er meget sexet at skabe et sted med masser af personlighed. Og det er det, vi gerne vil.”

Hvilken pizza kan I altid spise?

MH: ”Hawaii med salami! Jeg har altid synes, at det er en genial opfindelse, og det er latterligt og træls, at der er nogen, som synes, at noget er rigtigt og forkert, fordi pizza er alle menneskers mad. Hvis du kan lide din pizza på en bestemt måde, skal du have den på den måde.”

JR: ”Min er pep’ med dres’. Den har vi også lavet vores egen version af her med bedre råvarer og hjemmelavet dressing. Den rammer ret godt smagende, synes jeg, og dressingen er måske lidt bedre end den helt grove fra JK (Salater & Dressinger, red.) eller Graasten. Undskyld, nu lyder jeg snobbet, ha ha.”

MH: ”Ha ha, skud ud til Graasten, skud ud til Bähncke. Intet bord uden, mand!”

Af mangel på bedre ord vil jeg forsigtigt kalde jeres valg lidt proletaragtige og noget lidt andet end den type pizzaer, I serverer her. Hvorfor laver I noget andet end det, I helst selv vil spise?

JR: ”Vi er meget styrede af vores målsætning om kun at bruge økologiske, danske råvarer. Det udfordrer os på en spændende måde og tvinger os til at tænke lidt anderledes.”

MH: ”Snakken om proletariatet er vildt interessant. Man kan sagtens kalde det for proletarpizzaer, men på den anden side er McDonalds verdens mest succesfulde restaurant, og der er jo en grund til, at det virker. De bliver også kopieret over hele verden, og jeg ved ikke, om det er proletariatet, der styrer det.”

Talestrømmen bliver kortvarigt afbrudt, da deres kollega, i anledning af Valentinsdag, har formet en overskydende pizzadej fra frokostrykket til et hjerte og bagt den sprød med begræsnet fyld som pynt. Han iler ind i cykelbutikken ved siden af, hvor de af den ene eller anden årsag har fortjent den gave i dagens anledning.

MH: ”Hold kæft, hvor er det stilet, det der, ha ha. Man skal huske at sætte pris på et godt naboskab. Nå, hvor kom jeg fra? Det ved jeg ikke. Men jeg har fx prøvet at genskabe Hawaii-pizzaen ved at bruge syltede blommer eller pærer i olivenolie for at ramme de samme nuancer, som Hawaii-pizzaen har.”

JR: ”I forlængelse af den snak er det også vigtigt at sige, at vi ikke er for fine til noget. Vi tør godt at lave en salatpizza. Der er ikke nogen, der skal komme herned og anklage os for at være snobbede omkring pizzaen. Fordi det er vi virkelig ikke.”

Hvad er det værste, man kan putte på en pizza?

MH: ”Fisk og skaldyr er lidt sketchy. Ansjoserne er gode, fordi de har ligget i salt, men der er noget med temperaturerne, som ikke hænger sammen. Alle har tanken om, at varmt skaldyr er lidt farligt. Det smager af ondt i maven.”

JR: ”Det får mig til at tænke på din fødselsdag, hvor din makker havde bestilt fem pizzaer med skinke og rejer. Og rejer på pizza, ikk’? Jeg har endnu til gode at prøve, hvor det smager godt. Det er vel at mærke de der dårlige rejer i alt for meget lage, som de nok har ligget i i flere år. Der var kun det at spise, så vi var nødt til at køre det ned, selvom rejerne smagte én til én af det samme som skinken.”

MH: ”Generelt er reje-pizzaen bare en dårlig oplevelse. Det var ligesom, da vi fik en med laks. Det føles bare så forkert og smager ikke godt.”

Hvad er så den værste pizza-trend?

JR: ”Da jeg boede i USA, var der mange Dominos-reklamer. Og jeg glemmer aldrig de reklamer med cocktailpølser i skorpen, som jeg har et had-/kærlighedsforhold til. Jeg husker det, som om det smagte vildt godt, men det er jo også det værste, du overhovedet kan gøre.”

MH: ”Ha ha, fuck, hvor sjovt. Dominos har jeg det generelt lidt svært med, men det er måske lige så meget åndeligt.”

JR: ”De reklamerede også med, hvor mange procent ost der var i deres dej. Jeg tror, det var noget i nærheden af 70 procent. Det er simpelthen for meget ost i en dej.”

Eksisterer den skorpe stadig?

MH: ”Hvis det ikke gør, så bliver Juli Pizza de første, der kommer med det, ha ha.”

JR: ”Den kommer vi med den første januar. Det er generelt en ting for os, at vi skriver mærkelige idéer ned og gemmer dem til første januar, for der må man alting.”

Hvad er den værste trend for dig, Mads?

MH: ”Gourmet-frysepizzaen. Det, synes jeg, er helt vildt irriterende. Der er tydeligvis et marked for det, og folk synes, det er fedt, men jeg forstår det virkelig ikke. Noget andet, jeg har det svært med, er bearnaise på pizza. Jeg har faktisk aldrig spist det selv, men måske gør min baggrund (som kok, red.), at jeg ikke kan lade være med at tænke på, at en rigtig bearnaise ville skille. Men den er ligesom mere accepteret end fx ananas på pizza.”

Hvad gør danskerne forkert, når de laver pizza derhjemme?

MH: ”De køber frysepizzaer.”

JR: ”Folk gør ikke noget forkert. De må lave de pizzaer, de har lyst til. Men der er selvfølgelig noget teknisk med ovnen, og du kan lave meget bedre pizzaer, hvis du har en ovn, der kan brage igennem på temperaturen. Hvis du har det, kan du lave lige så gode pizzaer, som vi laver herinde.”

MH: ”Hele Juli Pizza står på ryggen af sådan en lille pizzaovn, som man kan have stående på altanen. Det var sådan en, vi lærte at lave dem i. Jeg tror ikke, den koster mere end tusinde kroner i Silvan. Men nej, folk må gøre med deres pizzaer, hvad de vil. Jeg kan også vildt godt lide min fars bradepande-pizza, hvor dejen er helt vildt tyk, er fyldt med hakket oksekød og nærmest bagt som en tærte.”

Mads Hermansen og Jakob Ravn har startet Juli Pizza sammen med vennerne Mark Terkelsbøl, Lui Hovgaard. Pizzeriaet ligger på Nørrebrogade 200 og har åbent fra 12-22 søndag til torsdag og til 23 fredag og lørdag.