Mere end blot kunst: Her er de 12 bedste museumscaféer i Danmark
Mange af de danske museer byder på meget mere end kunst. De gemmer ofte på et så godt måltid, at det er et besøg værd i sig selv. Vi guider til 12 gode museumscaféer rundt om i landet.
Foto: Luka Hesselberg-Thomsen, David Stjernholm og PR
I sommeren 2022 åbnede Designmuseum Danmarks café Format, der bliver drevet af Brian Mondrup, som har fokus på enkelhed og godt håndværk. Før du bevæger dig nostalgisk gennem den aktuelle udstilling 'Irma – En designhistorie', der kører frem til den 11. august 2024, kan du begynde dagen med en enkel morgenservering bestående af blødkogt æg, comtéost, brød og pisket smør (80 kr.). Du kan også tage en pause med kaffe og kage eller bestille frokostretter som panini, salater og håndpillede rejer med dildmayo og grillet citron (165 kr.). Om torsdagen er det også muligt at spise aftensmad i caféen, der har åbent til klokken 20 den dag. Format ligger i museets nyrenoverede caféområde med direkte adgang til den grønne have, og det er muligt at besøge caféen uden billet til museet.
Arbejdermuseets stemningsfulde café, der er Københavns ældste fredede kælderbeværtning, er med til at gøre museumsbesøget til en helhedsoplevelse. Her forenes både hygge og stolte madtraditioner i historiske rammer. På stedets buffet er der sirligt anrettet små tallerkener med smørrebrød samt et par lune småserveringer såsom tarteletter, biksemad og gule ærter. Alt er hjemmelavet med gode råvarer. Smørrebrødssedlen er på 15-20 numre. Man kan spise så meget, man vil for pengene (279-299 kr.), og buffeten forsynes løbende. Når solen rammer, åbner stedet for udeservering, hvor man henter sine håndmadder i smørrebrødsvognen, der var et udbredt fænomen i bybilledet i 1920-30’erne og siden blev afløst af pølsevognen.
I Statens Museum for Kunsts cafe, Kafeteria, dufter der af hjemmebag og god stemning. Det er Frederik Bille Brahe, der står bag caféen, hvor der blandt andet serveres pandekager og surdejsbrød med smør og ost til morgenmad, mens du til frokost kan vælge mellem forskellige sæsonbetonede serveringer – kolde, lune og varme – mens der også er lettere retter som snacks, sandwich, suppe og selvfølgelig et godt udvalg af hjemmebagte kager. Kafeteria kan også besøges uden at købe adgang til museet.
På ARoS er det ikke kun kunsten, Ron Muecks overdimensionerede 'Boy'-skulptur og Olafur Eliassons 'Your Rainbow Panorama', der er værd at komme efter. I caféen og det grønne Orangeri er der fokus på økologi samt lokale og sæsonbestemte råvarer. Du kan begynde dagen med en brunch (150 kr.) eller holde en pause mellem udstillingerne med let frokost eller en kop økologisk kaffe, te eller snack. Ligger besøget i dagens senere timer, er der aftenservering med for eksempel tre retter (275 kr.), som også kan bestilles vegetarisk. Der er altid gratis adgang til både caféen og orangeriet.
Kunstnerparret Johannes og Alhed Larsen skabte ikke alene en malerisk ramme om deres liv i Kerteminde, men også et gæstfrit kunstnerhjem, der kom til at præge dansk kunst og kultur i begyndelsen af 1900-tallet, og som stadig er åbent for besøgende. Museets hyggelige café, Kaffehuset, er placeret i rolige rammer med udsigt til haven og Storebælt. Caféens kort tager udgangspunkt i årstidens grøntsager primært fra lokale producenter og skifter cirka fire gange om året. Du kan forvente serveringer som tapas og Kaffehusets store tartelet med høns og asparges. Som noget nyt i 2024 er der også high tea (fra 199 kr.) den første søndag i måneden. Efter den 7. april sættes konceptet på pause og vender tilbage den 6. oktober.
Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg byder på mere end inspirerende kunstoplevelser. Caféen er også et besøg værd. Du behøver ikke at købe adgang til museet, hvis du kun ønsker at spise på Brasserie Kunsten. Spisestedet følger museets åbningstider, og tirsdag, onsdag og torsdag er der også aftenåbent til klokken 20, hvor køkkenet dog lukker en halv time før. Det er samme kort, caféen kører med til både frokost og aftensmad. Menuen tager udgangspunkt i sæsonens bedste råvarer og skiftes løbende. Du kan blandt andet forvente et udvalg af fisk og vegetariske retter. I weekenden kan museumsbesøget også kombineres med en brunch kl. 10-13.
Vi er flere, der godt kan savne den populære buffet, der i mange år kendetegnede Louisiana Café, og som for mange næsten var et besøg værd i sig selv. Men køkkenet er nu stadig rigtig godt. Og når man sidder på terrassen på en solskinsdag med udsigt over Øresund, går alt op i en højere enhed. I stedet for buffeten kan man fådelemenuer for to, der koster mellem 250 og 369 kr. Den skiftende a la carte-menu byder typisk på serveringer med rejer, tatar og ugens smørrebrød. Caféen har åbent til kl. 21.30 tirsdag til fredag og kl. 17.30 i weekenden.
I november fik Kunstforeningen Gl. Strand en ny museumscafe. Det hypede bageri Flere Fugle i Nordvest foldede vingerne ud og udvidede med en lillesøster i museets kælder. Det er selvfølgelig det gode bagværk, der er i fokus, men den lille café byder også på morgenmadsklassikere som Egg Royal og Benedict (135 kr.) og deres egen opfindelse Egg Lille Fugle, der består af surdejsbrød, sauteret kål, pocheret æg, stegt søl, hollandaise og dild (125 kr.). Derudover er der blandt andet salater, sandwich og vafler med pisket brunet smør, kompot, sigtet granola og honning (85 kr.), mens det også er muligt at nyde et glas vin.
Kok og restauratør Frederik Bille Brahe relancerede for nylig Apollo Bar, der holder til i Charlottenborgs hyggelige gård i Nyhavn. Køkkenet er grønt med enkle indslag af fisk, og retterne er mere ambitiøse end tidligere, men hvor Bille Brahes evne til at tænke enkelt og originalt stadig er det store slagnummer. Tirsdag til søndag kan du både spise morgenmad, frokost og middag eller blot nyde en kop kaffe, et glas vin eller en drink i baren ud mod gården. Gør dig selv den tjeneste at bestille surdejsbrødet med pisket smør.
I årene 1958-1982 var Munkeruphus hjem og arbejdssted for Gunnar Aagaard Andersen og et permanent udstillingsrum for hans aværker. Med skiftende udstillinger, foredrag, samtaler og fællesspisning bliver det tidligere landsted nu ført videre i hans ånd. Den stemningsfulde café, der er udsmykket af designer Louise Campbell, byder på små frokostretter, som kan fås samlet på et bræt om fredagen (160 kr.), og både almindelig og vegetarisk weekendbrunch (160 kr.). Museet, der har holdt vinterlukket, åbner igen for den nye sæson den 24. marts.
Glyptoteket i København er altid et besøg værd, uanset om man er i humør til at tjekke de aktuelle udstillinger ud, eller man bare vil nyde stemningen i Vinterhaven, der gemmer sig i midten af museet. Du har også mulighed for at tage på picnic i den skønne oase, hvor der er udsigt til statuer, palmer og den smukke glaskuppel. Picnic er nemlig også navnet på Glyptotekets café. Menukortet tager udgangspunkt i velkendte klassikere, hvor smagsoplevelsen får en opgradering med overraskende nuancer. Hver torsdag er det også muligt at spise aftensmad i Picnic, hvor der serveres månedens ret.
Ella, der ligger i Horsens Kunstmuseum, byder på en skøn udsigt og landets bedste bøfsandwich (185 kr.), der er udviklet af Jimmy Jensen. De Brune Riddere, en forening af bøfsandwichentusiaster, har netop for andet år i træk kåret Ellas bøfsandwich som Danmarks bedste. Det er sovsen, de lækre syltede sager og tvistet i form af flæskesvær på toppen, der gør den helt særlig. Faktisk er efterspørgslen så stor, at caféen anbefaler, at man bestiller den på forhånd. Er du ikke til bøfsandwich, byder kortet også på smørrebrød, salater og andre sandwich. Café Ella kan også besøges uden om museet.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.