Flymad og Michelin – det rimer simpelthen ikke, hverken i
bogstavelig eller overført betydning.
Normalt er flymad nok mest kendt for at være farve- og
strukturfattigt – noget med en mos og måske noget kød, der er så gennembanket,
at en baby kan fortære det. Og måske også for normalvis at blive serveret i
noget, der ligner en lille engangsgrill. Men sådan behøver det altså ikke
nødvendigvis at være.
Sidste år indgik Singapore Airlines og den danske kok Søren
Selin, som til daglig slår sine folder på den tostjernede restaurant AOC, en
aftale om udviklingen af en menu til deres business class-passagerer. Og det
sommersamarbejde var åbenbart så stor en succes, at man nu har valgt at indgå
et nyt: 1. marts lanceres en ny toretters forårsmenu mellem de to parter, der
udelukkende vil blive serveret på ruten mellem København og Singapore.
Og det er ikke nødvendigvis så ligetil at producere
Michelin-værdig mad i 10.000 meters højde. På grund af trykket smager alt
anderledes, og rammerne for tilberedning og eksekvering er selvsagt en
udfordring, der skal tages højde for.
”De to nye retter til Singapore Airlines er mit take på
en sand forårsmenu. For mig er fokus altid på sæson og lokale råvarer, æstetik,
tilberedning og god smag. Der har, som sidst, været en del justeringer – det er
uundgåeligt – og denne gang har jeg tænkt en smule mere i enkelhed for at gøre
det nemmere at eksekvere menuen på et højt niveau,” siger Søren Selin.
Menuen består helt konkret af en forret af kammuslinger,
glaskål og en olie med peberrod og dild. Derudover en hovedret med lammeculotte,
stegt hjertesalat, morkelsauce og forårsurter.
Desværre for de flyvende gæster er det dog ikke AOC-kokken,
der tager sig af tilberedningen i luften. Den klarer flycatering-virksomheden
Gate Gourmet, der hele vejen gennem processen også har været med i tilpasningen
af menuen.
Den Søren Selin-udviklede forårsmenu serveres for business
class-passagererne på Singapore Airlines’ direkte fly mellem København og
Singapore fra den 1. marts til og med den 30. juni 2025.