Mød fiskehandleren, der mener, at du er et luddovent røvhul

FISKEHANDLEN ER PROPPET med smilende og tålmodige pensionister fra Brøndby Strand og omegn, og Dan Holmstad-Petersen – fiskehandleren ham selv – er lige ved at fortælle en kunde, at jovist kan hun få tun, men det er tun fra Indonesien, og det har ligget på is i 14 dage, og så er det noget lort, siger han, men altså valget er som sagt frit, nu ved hun det, og så kappes Bruce Springsteens ’Tougher Than the Rest’ over ude i baglokalet; Dans telefon ringer.

”For fanden!” udbryder han. ”Du må lige have mig undskyldt på grund af noget så tarveligt som et telefonopkald!” – og så stryger han op ad et par trappetrin, der fører fra butikslokalet og ud i baglokalet, hvor han er ved at lave varmrøget laks, og en hel plade fuld af fiskefrikadeller står og steger lige ved siden af. Han bukker sin robuste og bredskuldrede krop lidt ned for at kigge på displayet på telefonen.

”Det er en eller anden,” siger han til sig selv, da han har konstateret, at nummeret ikke er kodet ind (i løbet af denne fredag formiddag ringes han op rundt regnet et dusin gange, og ikke en eneste gang er nummeret kodet ind, og hver gang – efter et besværet kig – konstaterer han så over for sig selv, at det er en eller anden). Så slider han en fedtet finger hen over displayet og bukker sig yderligere ned, så mundtøjet nu er lige over telefonen – og råber:

”LIGE ET ØJEBLIK!!!”

Helt rolig, som om han ikke lige har råbt enormt højt ned til en endnu ukendt person i sin telefon, går han tilbage til butikslokalet, hvor kunden har valgt noget andet end den indonesiske tun, og han får styr på bestillingen, smider det i et par poser – ”En til det varme og en til det kolde!” som han siger – og så slår han det ind på kortautomaten.

”Hov,” siger han kækt, ”den vil vist have din autograf.” Autograf: kundens kortkode.

Hen over sit fugede ansigt trækker Dan et smil, der er langt som sværdet på en sølv Marlin, mens han står og hænger lidt.

Og så siger han:

”Så blev du godt og grundigt flået.”

Kunden smyger sig glad forbi køen af de andre pensionister og ud. Dan drejer tilbage i baglokalet og samler den der skidne telefon op.

”Ja, det’ Dan … nå, hej! … nej … jeg har ikke det lort … det koster 250 kroner for 100 gram … det er for dyrt til den pris … ja … nej … du kan købe noget optøet lort i Rødovre Centeret … nej … ring til mig igen i næste uge, så kan vi se på det … du ringer bare, så ser vi … hej!”

Det dyre lort er i dette tilfælde stenbiderrogn, og for at det ikke skal være løgn, så finder det sted ikke mindre end fire gange i løbet af halvanden time, at nogen ringer for at forhøre sig om den populære delikatesse, og Dan ligesom føler sig forpligtet til at meddele vedkommende i den anden ende af røret, at til den nuværende pris så sælger han altså ikke det ”optøede islandske lort.”

På sociale medier har Dan Holmstad-Petersen udviklet sig til lidt af en karakter. Som en art fiskehandlernes Martin Thorborg leverer han daglige videoopsange til sine på den anden side af 10.000 følgere. Den typiske video er noget med: let dig fra sofaen og støt din lokale fiskehandler/slagter (”dit luddovne røvhul”), gør dig en smule umage og lav din egen mad, det er ikke særligt svært (”dit luddovne røvhul”), prøv at sætte dig ind i de forskellige sæsoner (”dit luddovne røvhul”), og forvent ikke, at Dan panerer dine fiskefileter for dig ELLER sælger lynstegt tun (”hvad fanden tror du selv, dit luddovne røvhul”). Det utrolige er, at han ikke lyder som verdens største kødhoved, når han siger disse ting. Og slet ikke i den virkelige, reelle verden, her i hans butik, Brøndby Strand Fisk & Skaldyr, som han åbnede for 11 år siden. Måske det skyldes, at når han ligesom rigtigt skruer charmen på, så lyder han som en (meget) brysk Kim Larsen. Som når han hen over et minut har holdt foredrag i fisk og fødevarer for en (eller anden) kunde i telefonen, til sidst og lidt pludseligt slår over i en tone, der grænser op til det lumre, og siger: ”Ja, ja, johhh, det’ godt, jeg vil glæde mig til at se dig.”

Faktisk var det de famøse stenbiderrogn, der fik den 50-årige fiskehandler til oprindeligt at råbe op gennem de sociale kanaler. Han var – for nu at sige det mildt – blevet gedigent træt af, at alt stenbiderrogn – det danske, det islandske, det tredje og det fjerde – blev ført frem under samme fane og solgt til samme pris, og uden at forbrugerne havde den fjerneste anelse om, hvad der ligesom var op eller ned. På Københavns fiskemarked var der så en, der sagde til Dan – det er et års tid siden nu – at han da bare kunne sælge det samme som alle mulige andre.

”Og så blev jeg vred,” fortæller han. ”Jeg har min faglige stolthed, selv om jeg ikke helt er klar over, hvor mange der ved, hvad det betyder i dag. Men jeg sælger ting, folk skal putte i munden, for helvede! Det her er ikke en Porsche med en Audi-motor i. Det her er noget, der skal drive din fucking motor. Og den motor skal kunne drive dig, hvorhen den vil, på den mad, jeg sælger dig, fordi det har jeg sagt, at den kan. Og så kan det ikke hjælpe noget, at jeg har solgt dig noget helt andet, fordi jeg skal ud og købe en ny Tesla til min kone eller kæreste eller elskerinde et eller andet sted. Det kan ikke nytte noget. Så må jeg kraftedeme nøjes med at køre Suzuki eller med tog. Sådan er det!”

DA DAN HOLMSTAD-PETERSEN var 14 år gammel, fik han job som opvasker på en restaurant i Gilleleje, en smule nord for Græsted, hvor han boede. Og så var det, at en af de fiskebutikker, hvor restauranten fik deres fisk fra, pludselig søgte en mesterlærling, og det lød dæleme spændende, syntes Dan, der havde været skoletræt lige siden første klasse. I mellemtiden havde hans far skaffet ham en læreplads på Novo Nordisk som elektronikmekaniker, men det ville Dan fandme ikke, han ville være fiskehandler, meddelte han faren, hvilket så resulterede i, at hans far for første gang nogensinde begyndte at græde foran ham, men sådan var det altså nu engang. Og fra den sommer suste Dan hver dag frem og tilbage mellem Græsted og Gilleleje på sin knallert, og han forelskede sig i faget.

”Det der fra hav til bord, ik’ … Det syntes jeg bare, var fedt. Og det gør jeg sgu egentlig stadig, utroligt nok. Det er fantastisk, at man kan lave noget så smukt ud af noget fra havet,” siger han.

Først en del år senere fandt Dan sin egen, hvad skal vi sige, fremtoning i en branche, hvor han ellers havde oplevet sin portion forlorne og overfor visse dele af kundesegmentet fedtende chefer – eller i Dans egne ord: ”en slesk, ulækker, beskidt måde at opføre sig på.” Men på Rungsted Havn, vældigt i færd med at løbe et projekt i gang, viste hans egne særligheder sig pludselig at indeholde en hel del valør.

”Jeg stod og skar fisk inde i en fucking kølecontainer, og når jeg så kom ud i et par gummibukser, fyldt med blod og lort, godt halvfuld – jeg drak ad helvedes til dengang, det gør jeg så ikke mere – ja, så kunne jeg pludselig sælge alverden. Autenticitet, for helvede!”

Han går et gear ned:

”Og det har egentlig været stilen lige siden.”

INDE I SIT FRYSERUM står Dan nu med røven i vejret og roder. Så gjalder han, så det fyger ud igennem døren og videre ned til det stadig fyldte butikslokale.

”DER ER EN HER, JØRGEN!”

Så stikker han ud fra fryserummet og tager trapperne ned til butikslokalet, hvor Jørgen står og venter edderspændt.

”Den har lige så smukke øjne som din kone, Jørgen,” siger Dan, der går og kigger ned på fisken i sine arme, og jeg tror, han mener det.

Et minut senere: ”Hov, den vil have din autograf.” Og: ”Så blev du bestjålet på ærlig vis.”

En ny kunde serviceres. Dan fortæller og fægter med sine arme, der i defaultposition dingler stift et stykke ud fra kroppen. Uden for butikkerne holder et par rollatorer. På Bluetooth-højtaleren ude bagved kører der Guns N’ Roses og Jimi Hendrix og den slags. Kunden er bekymret for, om børnene nu også vil kunne lide det fisk, hun har købt, og til det svarer Dan:

”Enten får de det her at æde, ellers får de nogle rugbrødsmadder, de forkælede snotunger, ik’! Ha’ det godt!”

PÅ STREAMINGTJENESTER OG på public service bliver vi i disse år stopfodret med madprogrammer, vi holder surdeje i køleskabene, eller vi gjorde i hvert fald, og vi køber pastamaskiner, så vi selv kan stå og folde frisk ravioli med vores venner, mens vi drikker en ufiltreret Grüner Veltliner og taler om, hvor charmerende Pedro Pascal lader til at være, og alligevel befinder hverdagens mere praktisk funderede madlavning sig i noget, der minder om frit fald. En undersøgelse fra Madkulturen, en såkaldt videns- og forandringsinstitution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, viser, at 73 procent af de 18-25-årige ikke føler overskud til at lave aftensmad i hverdagen; i 2016 bestod 5 procent af alle voksne danskeres aftensmåltider af takeaway, og det var i 2022 steget til 8 procent.

Spørger man Dan, er vi en nation af ”oversnotforkælede møgdyr.”

Så uddyber han lidt:

”Da jeg var lærling og fik 29 kroner i timen, vidste alle og enhver, der kom ned i butikken, hvad de skulle have. Gradvist er det blevet sådan, at folk er mere og mere i tvivl, fordi vi har så mange valgmuligheder i dag. Dengang kørte vi næsten udelukkende med sæsonvarer. I dag kan man fandeme købe jordbær i oktober. Hvorfor gør du det, din idiot, de skal jo ikke ædes dér?! Jeg er sikker på, at det forvirrer folk ud i en grad, de ikke kan gøre ved.”

Han er ved at have talt sig varm. Om den unge generation siger han:

”De kan gå ind og få alt lortet leveret igennem brevsprækken. De skal ikke engang have kontanter op af lommen. Det er betalt på telefonen, ik’. Luddovne røvhuller. Så æder de det og går i seng, og så aner de ikke, hvorfor de er så skidetrætte dagen efter, når energien ankom på en plastikbakke, ik’.”

På et mere substantielt plan er Dan bekymret for, hvad vores forsvindende forståelse for fødevarer og engagement rundt om i køkkenerne kan have af konsekvenser.

”Det går så stærkt, at vi ikke længere aner, hvad vi putter i munden. Det er en glæde og et sammenhold, der bliver taget fra os. Sammenholdet omkring madlavningen. Dialogerne om bordet. Man snakker med sine børn og sin kone hen over et perfekt tilberedt måltid. Og når jeg siger perfekt, så er det bare noget, der ikke er brændt på. Det behøver ikke være ’Masterchef’. Hvorfor skal det hedde Gordon fuck-mig-i-nakken eller være lavet af en eller anden franskmand for at være godt?”

Derhjemme – på Vesterbro, hvor han bor – finder Dan selv stor fornøjelse i at se sine to små drenge forsøge sig udi pastaretter. Og der har vi kernen, siger han: Alle kan lave mad.

”Man skal bare prøve! Die tryin’, motherfucker, ik’!”

I butikken er der nu omsider ved at være tyndet ud i den lokale og fra andre egne tilstrømmede stand af pensionister. På disken ligger der et par fiskefrikadeller tilbage. Uden for er solen ved at tygge sig igennem et dække af skyer ude over Brøndby Strand. En kunde vil gerne købe lidt af det hjemmerøgede laks med hjem til weekenden, men hvor meget?

“Den bliver tør på 48 timer,” svarer Dan. ”Åbn munden og spis den og kom ned og køb noget mere.”

Og så smiler han igen. Og kunden smiler tilbage.