Mrs. Dawsons lemon drizzle cake

Denne kage er ikke bare hvilken som helst citronkage. Det er Mrs. Dawsons lemon cake og den er er en af den slags husmorkager, der bare fungerer!

Mrs. Dawsons lemon drizzle cake
Offentliggjort

Vi har fået opskriften af Paul Cunningham, hvilket måske godt kan forvirre. Tillad os at forklare sammenhængen. Mrs. Dawsons er gift med Garrey. Garrey Dawson har været køkkenchef på The fat Duck i otte år, men har gennem de sidste fire år fungeret som direktør på Henne Kirkeby Kro, hvor Paul Cunningham siden marts 2012 har styret slagets gang i køkkenet.

Læs også: Paul Cunningham til Henne Kirkeby

Siden Mrs. Dawson første gang serverede denne kage for Paul og de andre i køkkenet, er den blevet en favorit blandt personalet på ”Kroen”, som restauranten kaldes blandt indviede. De bager den jævnlig og er du heldig, kan du få serveret et stykke med en kop te, næste gang du kigger forbi Kroen i Henne Kirkeby.

Indtil da kan du forsøge dig med opskriften derhjemme.

Ingredienser:

100 gr blødt smør

175 gr sukker

175 gr mel

2 æg

1 tsk bagepulver

4 spsk mælk

Skal fra 2 citroner

Saft fra 1 citron (gem saften fra den anden citron til din drizzle)

Pisk alle ingredienserne sammen med et piskeris eller i en røremaskine og bag den i ovnen på 180 grader i 30-40 minutter i en springform eller lille bradepande. Når kagen lige er taget ud af ovnen smøres din lemon drizzle ud over kagen og toppen prikkes med en gaffel eller lign. Saften vil hurtigt sive ned i kagen, mens sukkeret giver kagen en sprød top.

Lemon drizzle:

Saft fra 1 citron

100 gr sukker

Prøv også Adam Prices marokkanske mormor-appelsinkage.

Få også Paul Cunninghams bedste grilltips.