Ny italiensk café i København har potentiale til at blive byens hippeste spot

Den italienske madbølge lader ikke til at miste momentum lige foreløbig. Ny café med ambitiøst menukort med kærlige hilsner til støvlelandet i syd er netop åbnet.

Ny italiensk café i København har potentiale til at blive byens hippeste spot
Offentliggjort

En ny café med gode mennesker bag har set lyset i København. Navnet er Italo Caffé, beliggenheden er på Værnedamsvej og bag den står en række velkendte personer fra det københavnske kulturliv.

Klinger navnet velkendt, er det måske fordi caféen deler ejer og ånd med Italo Disco, der ligger et grappa-kast derfra på Oehlenschlægergade. Restauratør Levent Engin er medejer i den nye Italo Caffé. Med i ejerkredsen er også Jakob Kampp Berliner, der som en mangearmet polpo både har ejerskab i Værnedamsvej-institutionen Granola, tøjmærket Soulland og det stockholmske galleri Steinsland Berliner. Sidste levende billede i ejerkredsen er tidligere Acne Studios-direktør Martin Gjesing, der i dag også står bag det kreative bureau Moon.