Ny støtte-øl fra Royal hylder restaurationsbranchens tyndslidte helte

Alt overskud fra den nye ’Personaleøl’ fra Royal går direkte ned i personalekassen på din yndlingsrestaurant og -bar. Bogstaveligt talt – for bryggeriet forærer nemlig 75.000 øl til en lang række coronapressede vandingshuller, så personalet kan få sig en ordentlig fest på bagkant af genåbningen.

Ny støtte-øl fra Royal hylder restaurationsbranchens tyndslidte helte
Offentliggjort

Der er få ting i livet, man kan være helt sikker på. En af dem er, at restaurationsbranchen har været hårdt ramt af lockdown efter lockdown. En branche der er afhængig af gæster, humør og liv.

Personalet på landets beværtninger har stået uden gæster at servere for, og fadølsanlæg og barkøleskabe har stået slukket alt for længe. Der er lavvande på flere konti, men nu lancerer Royal den nye ’Personaleøl’, der skal styrke sammenholdet på serveringsstederne og sikre restauratører en ekstra håndøre under genåbningen.

Royal har brygget 75.000 ’Personaleøl’, der inden længe rammer restauranter og barer. Øllene er en foræring til branchen, og planen er, at overskuddet fra salget skal gå direkte til personalekassen, så restauratørerne kan holde en ordentlig og tiltrængt personalefest for de ansatte.

Rent teknisk er øllen en økologisk ufiltreret pilsner. En god drikkevenlig sommerøl, der går godt til genåbninger og hverdagsbranderter.

Stærkest sammen

Ideen med ’Personaleøl’ er et led i Royals fokus på at holde hånden under de lokale restauratører under corona. Den ekstra indtjening skal både hjælpe stederne med at holde hjulene i gang og sikre, at de hårdt prøvede ansatte, der om nogen har fået frataget sig deres gesjæft under nedlukningerne, har en god fest at se frem til på den anden side af genåbningens strabadser.

Selv siger Royal Unibrews On-Trade Director, Søren Jørgensen, om den nye øl:

“Kampagnen er en anerkendelse af de ansatte i branchen, der har løbet ekstra stærkt og levet i uvished i en branche, der har været presset på indtjeningen. Ønsket er at understrege, at vi står stærkest, når vi står sammen.”

Så, hvis ikke der var en anledning til at tage en ekstra skål med vennerne, når du er ude at lufte lockdownfrisuren på din yndlingsbar, er ’Personaleøl’ en god undskyldning for en sidste nedskylning. Støt byens gode tjenere, restauratører og kokke (og dig selv) ved at støtte sammenholdet i restaurationsbranchen.

Læs mere om øllen her.