Nyt spisested er åbnet på Skjolds Plads på Nørrebro: ”Der har været stor efterspørgsel på vores fem-retters menu til 250 kroner”
Skjolds Plads har ikke just været kendt som et område, der har summet af liv. Nærmere det modsatte. Men det bliver der måske lavet om på nu, hvor et nyt spisested er spiret op.
Det går ikke stille for sig på Nørrebro. Forleden kunne vi berette om den nyåbnede Psyche Café på Jægersborggade, og nu har endnu et nyt spisested gjort opmærksom på sig selv.
Oberra er navnet, og det er folkene bag kaffebaren Arrebo på Den Sorte Plads, der står bag. Stedet serverer både morgenmad, frokost og en aftenmenu, mens der også er mulighed for blot at nyde en tår øl, kaffe eller vin.
Det stille og affolkede ry, som Skjolds Plads bærer rundt på, er ikke noget, de har mærket særligt meget til hos Oberra. Faktisk har efterspørgslen været ret stor.
Annonse
"Der har virkelig været gang i den. Vi har en fem-retters menu til 250 kroner, der har været utroligt stor efterspørgsel på. Min mand og jeg bor 30 meter fra restauranten, og vi har selv manglet en kaffebar og en restaurant i området. Det er også det indtryk, vi har fået fra andre i området,” siger Cecilie Nohr, der er den ene af spisestedets tre ejere.
Udover Cecilie Nohr, tæller ejerskabet også hendes mand, Lars Eriksen, og Mikkel Toft Madsen, der også driver specialforretningen Oliviers & Co. på Gammel Kongevej.
Idéen om at åbne endnu en beværtning havde længe gået og spiret hos de tre ejere, og da lokalet på Skjolds Plads bød sig til kort inden sommerferien, var de hurtige til at slå til. På seks uger fik de forvandlet og åbnet Oberra, så det var klar til at tage imod gæsterne.
"Vi havde tidligere talt om, at vi aldrig skulle lave en restaurant, fordi arbejdet var for stort. Men det gav pludselig mening, og fordi vi har eftermiddagssolen på stedet, blev vi hurtigt enige om, at det var oplagt at udnytte det. Så kom baren til og de lidt lette retter, inden kokken kom ind med en masse nye og gode idéer til mad," siger Cecilie Nohr.
Menuen hos Oberra består primært af grønt, fisk og skaldyr, og det er der en særlig grund til.
"Vi spiser ikke selv kød, så det var meget oplagt, at menuen kom til at bestå af fisk, skaldyr og grøntsager. Råvarerne betyder generelt meget for os. Det er vigtigt, at de er økologiske, af god kvalitet og gerne lokale i det omfang, det er muligt," siger Cecilie Nohr.
Annonse
Alle tre ejere har rødder til Ærø, og Cecilie Nohr forklarer, at det er netop med udgangspunkt i den lokale ånd, at deres nye spisested er blevet skabt.
De ønsker ikke et fine dining-restaurant, men mere et stod, hvor man er på fornavn med kunder, og hvor der er plads til alle.
"Det betyder meget for os, at vi ved, hvem vores stamkunder er og lærer dem at kende. De lokale miljøer, vi er vokset op i, betyder meget for os, og det er også den ånd, vi ønsker. Det har været vigtigt for os med Arrebo, og det bliver det også her på Oberra," siger hun.
Hvis man vil se, hvad Oberra har på menuen, kan man besøge deres hjemmeside her eller se mere på deres Instagram.