Opskrift: Her er den ideelle drink til en alkoholfri januar

Årets første måned er som regel lig med pivende kulde, lange dage, hvor man aldrig ser solen, og alt for mange overambitiøse nytårsfortsæt. Men hvis du vil kaste dig ud i en ny, god vane for 2021, kan vi anbefale at skrue ned for alkoholen og op for kombuchaen.

Opskrift: Her er den ideelle drink til en alkoholfri januar
Offentliggjort

Der findes efterhånden et væld af interessante, flydende varer, som smagsmæssigt kan skabe lige så komplekse drinks, som flasker med alkoholprocenter kan. Især hvis man retter blikket mod den fermenterede verden.

Kombucha, som er en fermenteret te, har sin oprindelse i Kina og dateres mere end 2.000 år tilbage, hvor den efter sigende blev opfattet som kejserens livseliksir. I de sidste par år har drikken vundet indpas på de danske supermarkedshylder, og nu bør den også finde vej ned i din indkøbskurv.

Efterhånden produceres kombuchaen i et utal af variationer, fx med ingefær, æble eller hyldeblomst, og den fungerer glimrende som alternativ til spiritus, fordi dens fermenterede smag og perlende konsistens giver kompleksitet til din cocktail, og – lad os være ærlige – så er den langt mere spændende end en sodavand.

Blander du din favorit-kombucha med friskpresset citron, honning og kamilleblomster, får du en alkoholfri ’Honey Ryder’, som nok skal bringe dig igennem en måned, som vi alle elsker at hade. Du kan også vove dig ud i at lave din egen kombucha, men måske er ét nytårsfortsæt nok.