Opskrift:

Blækspruttepastaen fra Osteria 16 er overraskende nem at lave

Konkyliepasta med blæksprutte og kapers lyder måske lidt udfordrende, men opskriften er lavet af Osteria 16 og kan findes i deres nye kogebog 'Osteria 16 no. 2', og de ved jo altså, hvad de laver.

Blækspruttepastaen fra Osteria 16 er overraskende nem at lave
Offentliggjort

Ingredienser

  • 400 g tørret konkyliepasta eller hjemmelavet pasta 
  • 1 tiarmet dansk blæksprutte, ca. 300 g
  • 5 spsk. ekstra jomfruolivenolie
  • 1 fed hvidløg, finthakket
  • 1 tørret chili, knust
  • 2 dl god tomatpassata
  • 1 dl hvidvin
  • 3 spsk. kapers
  • 30 g smør
  • 40 g parmesan, fintrevet
  • 2 spsk. citronsaft
  • 4 stilke bredbladet persille, grofthakket
  • Havsalt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

  1. Du kan købe en hel tiarmet blæksprutte hos fiskehandleren, som du selv renser, eller du kan få fiskehandleren til at gøre det. Køber du den renset, skal kroppen skæres i trimler på cirka 3 x 5 cm.
  2. Hvis du selv skal rense den, så skær fangarmene af lige under blækspruttens øjne. I hjertet af armene sidder blækspruttens ’næb’, og det kan ikke spises. Hiv det ud med fingrene, det er lettest.
  3. Skyl armene godt under koldt vand. Hiv hovedet af og indvoldene ud af kroppen. Fjern det blå-/brunlige skind fra kroppens yderside samt den gennemsigtige, brusklignende knogle på indersiden. 
  4. Åbn kroppen ved at skære den op i den ene side. Skyl kroppen godt udvendigt og indvendigt, og hak den i en kødhakker. Har du ikke en kødhakker, kan du skære den i helt små tern med en skarp kniv.
  5. Varm ekstra jomfruolivenolie på en stor pande, og tilsæt hvidløg, tørret chili, blæksprutte, tomatpassata og hvidvin.
  6. Rør det godt rundt, og lad det småsimre et par minutter.
  7. Tilsæt kapers og smør, og sluk for varmen.
  8. Kog pastaen i saltet vand, til det er al dente. 
  9. Tænd for panden med blæksprutte, og hæld pastaen i panden. 
  10. Vend det hele sammen. Kom evt. lidt kogevand fra pastaen i, hvis retten skal have mere væske. 
  11. Sluk for varmen, og tilsæt parmesan, citronsaft og persille. 
  12. Rør rundt, så parmesanen smelter, og smag til med havsalt og friskkværnet peber.